Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

De offentlige hospitaler afvikles

"Hvis regeringen fortsætter, tror jeg, den vil foretage en mere omfattende privatisering af sundhedsvæsenet," kommer det fra formanden for Region Hovedstaden.

Sygeplejersken 2007 nr. 20, s. 17

Af:

Katrine Birkedal Christensen, journalist,

Britta Søndergaard, journalist

2007-17-02-2Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden. Foto: Scanpix 

Har de private hospitaler været en gevinst for sundhedsvæsenet?
"Nej. Jeg kan da godt se, at de enkelte steder i det private har opbygget nogle arbejdspladser, vi kan lære af i det offentlige. Men det er uheldigt, at der bruges en masse penge og energi på at afvikle de offentlige hospitaler.

I hovedstaden betalte vi sidste år 40-50 millioner mere for behandling, end vi egentlig behøvede, fordi vi sendte patienter videre til det private. Det skyldes, at privathospitalerne får nogle mere fordelagtige takster for at behandle patienterne end det offentlige. Det er mange penge, skatteyderne skal betale for at få gang i en privat sektor.

Det er meget uheldigt, at hjælpen til privatisering kommer ind på et tidspunkt, hvor der mangler arbejdskraft i sundhedsvæsenet.

I det danske samfund er der en bred opfattelse af, at det er vældig godt med en god offentlig sektor. Det system vil danskerne ikke have ødelagt ad fordøren, men regeringen er ved at ødelægge systemet ad bagdøren. Problemet er, at den almindelige dansker har svært ved at gennemskue, hvad der sker. Regeringen er ved at køre et privat system ind ud fra ideologiske årsager, uden at det for alvor bliver debatteret.

Tror du, privatiseringen vil fortsætte?
Hvis regeringen fortsætter, tror jeg, den vil foretage en mere omfattende privatisering af sundhedsvæsenet.