Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En kæmpegevinst for patienterne

"Det udvidede frie sygehusvalg er til glæde for alle patienter uanset tegnebog og forsikringspolice," siger Lars Løkke.

Sygeplejersken 2007 nr. 20, s. 17

Af:

Katrine Birkedal Christensen, journalist,

Britta Søndergaard, journalist

2007-17-01-2Lars Løkke Rasmussen (V), indenrigs- og sundhedsminister. Foto: Simon Knudsen

Har behandlingsgarantien været en gevinst for sundhedsvæsenet?

"Jeg ser først og fremmest fremrykningen som en gevinst for patienterne. Det offentlige bevarer jo serveretten og kan behandle alle de patienter, man vil. Men ligesom nu bliver det offentlige sundhedsvæsen udfordret lidt fra privat side. Det mener jeg sådan set er ganske sundt. Men egentlig tror jeg ikke, at fremrykningen vil skabe den store forandring i forholdet mellem det offentlige og det private sundhedsvæsen. Om det bliver en gevinst for det private sundhedsvæsen, afhænger jo også af, hvordan det offentlige løfter opgaven. Det er jo hele tiden det, der er førsteprioritet."

"Jeg ser det som en kæmpegevinst for patienterne. Det udvidede frie sygehusvalg er til glæde for alle patienter uanset tegnebog og forsikringspolice. Fra 1. oktober er der mulighed for at blive behandlet på et privathospital, hvis det offentlige ikke kan behandle én inden for en måned."

Lige nu er arbejdsfordelingen mellem det offentlige og det private sundhedsvæsen henholdsvis 99 pct. og 1 pct. - hvordan vil den fordeling se ud om 10 år?

"Som jeg sagde før: Jeg tror ikke, at forholdet mellem det private og det offentlige sundhedsvæsen ændrer sig ret meget. Da vi indførte det udvidede frie sygehusvalg i 2002, var der også mange bekymrede røster. Og hvad er der sket? Det er en kæmpesucces, som 120.000 har benyttet sig af. Om det private så om 10 år fortsat udgør præcis 1 pct. eller om det snarere er ½ pct. eller 3 pct., synes jeg ikke er så afgørende. Det afgørende for mig er, at vi har et endnu bedre offentligt sygehusvæsen med fri og lige adgang, og at de private inddrages på en fornuftig måde, der bidrager til at styrke den enkelte patients behandling og muligheder, uanset tegnebogen."