Sønderjysk sygehusvæsen fra besættelsen til i dag

Behovet for et psykiatrisk hospital i Sønderjylland var påtrængende efter Genforeningen i 1920, og i 1932 blev Augustenborg Slot indrettet til behandling af psykisk syge. Arkivfoto: Scanpix

De tysk-danske nationale forhold inden for alle administrationsgrene påvirkede sygehusvæsenet både før og efter genforeningen i 1920. Det gjorde besættelsen fra 1940 til 1945 også, om end på andre måder - svarende til, hvad der skete på de øvrige danske sygehuse.

Den daglige gænge fik under besættelsen nogle særlige indslag. Der blev, som overalt i landet, indført mørkelægning, sygehusene udarbejdede beredskabsplaner, der blev indrettet beskyttelsesrum, under luftalarmer blev de patientsenge, der stod nærmest vinduerne, rykket længere ind på stuen, og patienterne fik besked om i givet fald at beskytte sig med hovedpuden. '

Alt nødvendigt personale kunne hurtigt være til stede, da de fleste jo boede på stedet, og der i krigens seneste år desuden var udgangsforbud aften og nat. Jordemødre og andre med bopæl uden for sygehusene blev udstyret med passérseddel, der til enhver tid skulle kunne vises til de tyske vagter. Der blev indført kodeord i patientjournalen, når man med sikkerhed vidste, at den pågældende var aktiv på tysk side.

På Statshospitalet hed det: "Patienten har kolde fødder." Fredelige demonstrationer af dansk tilhørsforhold forekom gennem deltagelse i algang og alsang. Det ellers strenge forbud mod at bære sin lægekittel eller sin uniform uden for sygehusets grund blev i mange tilfælde suspenderet, når sygehusansatte deltog. Uniformsetiketten, der ellers forbød alle smykker, blev brudt ved, at man bar kongemærket på forklædesmækken eller jakkeopslaget.

Mod krigens slutning blev engelske fly i flere tilfælde skudt ned og de sårede piloter indlagt på nærmeste sygehus. Fælles for dem var, at stuerne, hvor piloterne lå, bugnede af blomster og lækkerier, hilsener og opmuntringer tilsendt af den lokale befolkning. Fra lægelig side strakte man indlæggelsestiden så langt, som det overhovedet var muligt, men på et tidspunkt sagde tyskerne stop, og englænderne gik en uvis skæbne i møde.

Da tyske flygtninge fra 1944 strømmede over den danske grænse fra de udbombede tyske byer, fik sygehusene deres andel i modtagelsen. Afdelingssygeplejerske på Børneafdelingen på Haderslev Bys Sygehus, søster Minnagrethe Knudsen, har fortalt herom:

"Blandt flygtningene var der mange mødre med børn, og vi fik ordre til at tømme afdelingen for at tage imod de mange udhungrede flygtningebørn. En del af dem bukkede under, og på en enkelt dag døde der fem. Vi måtte naturligvis tage os af de fortvivlede mødre, så godt som vore sprogkundskaber tillod det, men i den situation var ansigtets og hændernes sprog måske det vigtigste. Der var her ikke tale om ven eller fjende, men om hjælp her og nu."

Efter krigen

Efter anden verdenskrig skete der store ændringer i den kirurgiske og medicinske behandling. Penicillinet var opdaget og taget i brug, og hurtigt efter fulgte andre antibiotika med epokegørende virkning på infektionssygdomme. En sygdom som lungebetændelse, der hidtil havde været fatal, kunne nu helbredes og måske behandles i hjemmet. Også behandling med blodtransfusioner og anden væsketerapi blev almindelig. Vaccination af befolkningen mod difteri og polio førte til, at epidemiafdelingerne blev ændret til enkeltstuer med isolationsforanstaltninger.

Statshospitalet i Sønderborg fungerede fortsat som det centrale sygehus med modtagelse af patienter fra hele Sønderjylland, men efterhånden fik også de andre sygehuse en særlig ekspertise. På det kirurgiske område blev en specialedeling gennemført i 1953. Aabenraa Sygehus tog sig af mave-tarm-lidelser og galdevejskirurgi, Haderslev Amts Sygehus blev centrum for urinvejskirurgi, Gram Sygehus for skjoldbruskkirtelens kirurgi, Tønder Sygehus for plastisk kirurgi og kvindesygdomme, Statshospitalets kirurgiske afdeling for mave-tarm-sygdomme og ortopædi og Kongevejshospitalet for kvindesygdomme og fødselshjælp.

For patienterne var det dog frivilligt, om de ville lade sig indlægge på det lokale sygehus eller på et af de andre. For det lokale valg taler nærhed til hjem og venner, for valg af et fjernereliggende sygehus taler muligheden for at få den mest specialiserede behandling. Diskussionen herom var ivrig, da Tønder Amt i tysk tid byggede de mange små sygehuse, og Haderslev Amt opførte sygehuset i Gram for at tilgodese Vesteregnens befolkning.

Diskussionen pågår stadig, og nærhedsprincippet kommer i fokus ved strukturændringer, der berører det lokale sygehus. Ikke mindst adgang til fødeafdeling nær hjemmet vækker debat, når forslag om centralisering bliver fremsat.

Professionel sygepleje

Den tidligste sygepleje blev udført af mandlige og kvindelige sygevogtere, men fra 1870'erne blev sygeplejen professionel på alle de sønderjyske sygehuse med ansættelse af diakonisser fra "Diakonissenanstalt Flensburg." De var veluddannede og de fleste dansksindede. Forstanderinden på stiftelsen i Flensborg vidste, at den sproglige kommunikation mellem patient og sygeplejerske derved kunne foregå uden vanskeligheder.

I 1920 måtte søstrene vælge, om de fortsat ville tilhøre det tyske Moderhus og få ny tjeneste syd for grænsen eller foretrak at overgå til en af de danske diakonissestiftelser. Mere end to tredjedele af søstrene valgte dansk side, og det blev Sankt Lukas Stiftelsen, der herefter sendte søstre til de ledende stillinger på sygehusene i Haders-lev og Gram. Mens Den Danske Diakonissestiftelse sendte søstre til Aabenraa og Tønder.

På sygehuset i Aabenraa blev samarbejdet kort, idet overlægen ikke ønskede diakonisser på sit sygehus. På de øvrige sygehuse fortsatte søstrene, så længe stiftelserne kunne udsende dem og længst på Haderslev Amts Sygehus, hvor de sidste søstre gik af i 1972. På det nye Statshospital i Sønderborg overvejede man ikke ansættelse af diakonisser, men søgte bevidst efter danskuddannede og nationalt bevidste sygeplejersker især til de ledende stillinger.

På Kongevejshospitalet fortsatte de tyske diakonisser indtil 1923, hvor overlægen foranledigede, at overenskomsten med Flensborg-stiftelsen blev opsagt, og at der ikke skulle tages kontakt til de danske diakonissehuse. Det er således diakonisser, der grundlagde den professionelle sygepleje i Sønderjylland. Deres antal i sygeplejerskestaben blev efterhånden mindre, men da søstrene altid var ansat i ledende stillinger, fik de stor indflydelse på plejen.

Fælles for alle sygehuse efter 1920 var, at man hurtigt oprettede sygeplejeskoler. Uddannelsen fulgte Dansk Sygeplejeråds og Sundhedsstyrelsens retningslinjer, den var treårig med optagelse to gange om året. De lokale skoler bestod indtil 1958, hvor en uddannelsesreform trådte i kraft. Efter den blev der oprettet en central sygeplejeskole i Sønderborg. Her foregår den teoretiske undervisning, mens samtlige sygehuse fortsat har eleverne i praktik.

Fra anstalter til ambulatorier

Før Genforeningen blev psykiatriske patienter sendt til Sindssygeanstalten i Slesvig, men denne mulighed bortfaldt efter den nye grænsedragning, og patienterne blev henvist til behandling uden for landsdelen, oftest til Sindssygehospitalet i Middelfart. Behovet for et psykiatrisk hospital i Sønderjylland var imidlertid påtrængende, og det blev imødekommet, da staten i 1932 indrettede Augustenborg Slot til psykisk syge.

Da antallet af senge var på sit højeste, rådede sygehuset over mere end 500 sengepladser. Behovet for senge blev gradvist reduceret i takt med nye behandlingsformer, så sygehuset, da det blev overtaget af amtet i 1976, var nede på 397 pladser. Ved overtagelsen blev det besluttet at decentralisere den psykiatriske afdeling.

Der blev opført en ny afdeling ved Haderslev Sygehus, oprettet et dagafsnit i Tønder og etableret ambulatorier ved alle sygehuse. Sideløbende er der gennemført en vidtstrakt distriktspsykiatri, børne- og ungdomspsykiatri samt tilbud til ældre med psykiske lidelser. Behovet for sengepladser er samtidig reduceret og tæller i dag 125 fordelt på Augustenborg og Haderslev Sygehuse.

Kommunalreformer i 1970 og 2006

Ved kommunalreformen 1970 kom alle sygehuse i amtet under samme ledelse, sygehusudvalget, i dag sundhedsudvalget, og en intensiv planlægning for den fælles drift blev straks iværksat. Samtidig begyndte store udvidelser at tage form på sygehusarkitektens bord. Dette sidste førte til, at man i 1975 kunne tage et nyt fælles Haderslev Sygehus i

brug, mens sygehuset i Gram efter et års levetid som langtidsmedicinsk afdeling blev nedlagt. Første etape af et nyt Sønderborg Sygehus blev ligeledes taget i brug 1975. Tønder Sygehus blev ombygget og udvidet sidst i 1970'erne, og Aabenraas nye sygehus blev taget i brug 1992.

Da Sønderjyllands Amt ved årsskiftet indgik i Region Syddanmark, havde de fire somatiske sygehuse i amtet følgende aktiviteter:

Tønder Sygehus har en medicinsk sengeafdeling og dagklinik, ambulatorier inden for ortopædkirurgi, kirurgi og gynækologi, skadeklinik samt i dagtimerne røntgen- og laboratorieydelser. I samarbejde med DAMP holding AG drives Sundhedscenter Tønder, et ortopædisk privathospital.

Haderslev Sygehus varetager intern medicinsk behandling og geriatri, gynækologi og fødselshjælp, og sygehuset har amtsfunktion inden for hjertesygdomme og sygdomme i blodet. Herudover er der sammedagskirurgi og skadeklinik samt døgnberedskab inden for røntgen, laboratorium og narkose.

Sønderborg Sygehus rummer specialerne intern medicin, geriatri, kirurgi, ortopædkirurgi, gynækologi og fødselshjælp samt skadeklinik. Det har amtsfunktion inden for kræftsygdomme og nyresygdomme, neurologi, øjen-øre-næse-hals-lidelser, kæbekirurgi, børnesygdomme og behandling af for tidligt fødte børn. Den lægelige ekspertise på laboratorieområdet er ligeledes en amtsfunktion. Der er døgnberedskab inden for røntgen, laboratorier, narkose og intensive senge.

Aabenraa Sygehus varetager behandling inden for intern medicin, ortopædi og kirurgi. Det har amtsfunktion for rygkirurgi, plastikkirurgi og karkirurgi, og amtets brystcenter er placeret på sygehuset. Døgnberedskabet omfatter røntgen, laboratorium, narkose samt intensiv afdeling. Det samlede antal senge i Sønderjyllands Amt er i skrivende stund 674 foruden fødeafdelinger.

Herudover skal nævnes Gigthospitalet i Gråsten, som er et foreningsejet hospital. Det indgår i amtets sygehusplan som specialsygehus for gigtpatienter. Man fornemmer gennem fremstillingen en omfattende og veltilrettelagt sygehusstruktur, man fornemmer stor aktivitet, og det er klart, at et stort personale af mange forskellige kategorier er nødvendigt, for at behandling og omsorg for patienterne kan gennemføres.

Sygehusenes samlede kapacitet omfattede i 2005 223.411 ambulante besøg og 40.141 indlæggelser. Det normerede personale var samme år 2.401 fuldtidsstillinger, og med antallet af deltidsansatte var der 2.686 ansatte. Sygehusene fylder ganske godt i amtets budget, og for året 2006 er der afsat 49 pct. af det samlede amtsbudget til de somatiske sygehuse og 5 pct. til psykiatrien.

Fra spire til blomstring

Spiren til det sønderjyske sygehusvæsen blev lagt i 1800-tallet, en fortsat og i ordets egentlige forstand rivende udvikling har ført til vore dages tilbud til patienter og pårørende og til de mange, som ønsker en uddannelse, der går omkring et sygehus. Uddannelserne fører i vid udstrækning til et arbejde på sygehusene, men også til job uden for murene i den primære sundhedstjeneste.

Det er et grundtræk i sygehusvæsenets historie, at nye lægelige specialer og dermed nye behandlingsmuligheder kræver et passende hjælpepersonale. Personaleantal og stillingskategorier er således vokset i takt med nye landvindinger på det medicinske område. I takt med tiden er arbejdsgange, ledelse og samarbejdsformer ændret gennem årene. Omgangsformen er blevet fri, og patienten har i dag indflydelse på sin egen situation.

Én ting i sygehusenes historie er ikke ændret: Formålet er og har altid været at udføre undersøgelser, behandling, pleje, undervisning og forskning. For alle ansatte, tæt på sygesengen eller mere på afstand, må patientens velvære og sundhed være drivkraften i arbejdet.

Dagmar Bork er tidligere forstander for Haderslev Sygehus. Hun er nu pensionist med stor interesse for Sønderjyllands historie, specielt den historie, der er knyttet til sygepleje og sundhedsvæsen, dagmar.bork@mail.dk

En angivelse af de kilder, artiklen er baseret på, kan fås ved henvendelse til forfatteren.

Artiklen er tidligere publiceret i Sønderjysk Månedsskrift, nr. 7, 2006.