Vild med dans

Foto: Anne-Li Engstrøm

Et musikanlæg spiller tyrkisk musik, mens en halv snes kvinder danser rundt i et undervisningslokale spækket med kulørte lamper, spraglede tørklæder og et overflødighedshorn af mavedanserfotografier på væggen.

"Når vi danser og griner, glemmer vi, at det gør ondt," siger den 47-årige bevægelseslærer og forhenværende sygeplejerske Suzzane Potempa.

Hun er en meget tynd kvinde med en markant udstråling, og sætningerne udtales på et langsomt og tydeligt dansk, inden hun går rundt og gennemgår fysiske øvelser med hver enkelt.

De fleste af kvinderne er mellem 45 og 65 år. Mange har levet isoleret i det danske samfund i over 20 år, og de er plaget af sygdomme som gigt og diabetes.  

Suzzane Potempas undervisning er mere end bevægelse. Hun styrker kvindernes danskkundskaber, underviser i kost, ringer til lægen, boligselskabet og sagsbehandleren.

Og så kender hun mange af kvinderne privat og deltager i bryllupper og andre familiebegivenheder.

Det er 16 år siden, at Suzzane Potempa lagde sygeplejen bag sig og blev professionel mavedanserinde og bevægelseslærer for indvandrerkvinder. Sideløbende har hun også lært massage og den særlige healingform reiki. Men Suzzane Potempa understreger, at hun stadig betragter sig selv som sygeplejerske.

"Jeg tænker i helheder og forebyggelse og bruger i høj grad min faglighed i undervisningen," fortæller Suzzane Potempa.

Tr

edjegenerationsindvandrer

Suzzane Potempa voksede op på Lolland som tredjegenerationsindvandrer. Hendes bedsteforældre emigrerede fra Polen til Lolland for at høste roer. Familien var meget kreativ. Suzzanes far spillede harmonika, sav og banjo, og som barn elskede Suzzane at stille sig op foran spejlet for at danse.

Efter realeksamen gik Suzzane Potempa i gang med forskellige ufaglærte job. Hun var fabriksarbejder, arbejdede på plejehjem og i hjemmeplejen. Samtidig tog hun hf på aftenskole, og som 23-årig kom hun ind på sygeplejeskolen i Nykøbing Falster.

"Sygeplejen var lige mig. Jeg kunne godt lide at få tildelt et stort ansvar og koordinere forløbet omkring patienterne," fortæller Suzzane Potempa.

Som nyuddannet sygeplejerske tog hun til København og fik ansættelse på en kirurgisk afdeling. Siden fulgte job på psykiatrien, på plejehjem og i hjemmeplejen. Hun arbejdede også som anæstesisygeplejerske, og den sygeplejefaglige karriere sluttede på en øjenafdeling.

I begyndelsen lagde Suzzane Potempa al sin energi i sit job. Men efter et par år begyndte hun at brænde ud.

"Det gik virkelig med 120 kilometer om hjørnerne. Jeg tog ekstravagter og påtog mig mange opgaver. Men jeg syntes ikke, jeg blev belønnet for at yde en ekstra indsats. Det blev bare forventet, at jeg skulle yde endnu mere. Jeg var nok meget idealistisk og lagde hele min sjæl i at gøre tingene så godt som muligt, og det var måske også derfor, at jeg kørte træt. Det er farligt at skulle yde omsorg for andre, når man ikke selv bliver fyldt op."

Suzzane Potempa understreger, at hun også havde mange gode kolleger og fine oplevelser med patienterne. Omvendt var der situationer, hvor den dårlige samvittighed pressede sig på, fordi hun ikke syntes, at hun kunne udføre sit job godt nok.

F.eks. da en patient, hun passede, fik en uværdig død på en hospitalsgang.

"Jeg havde gjort den ansvarlige overlæge opmærksom på, at den pågældende patient skulle flyttes til en stue. Men der var travlt på afdelingen, og det kunne ikke lade sig gøre. Man kan gå på nok så mange stresskurser, hvis ikke forholdene giver rum og tid til at behandle patienterne ordentligt, så hjælper det alt sammen ikke en tøddel."

På en psykiatrisk afdeling oplevede Suzzane Potempa, at en plejer blev slået ned af en patient. Han var afskåret fra at tilkalde hjælp, fordi afdelingen manglede et kaldeapparat.

"Det var et chok. Det kunne lige så godt have været mig, der var gået ind til den patient, og episoden var måske nok en medvirkende årsag til, at jeg forlod faget."

Glemte tid og sted

Samme år, som hun blev færdig som sygeplejerske, begyndte Suzzane Potempa at lære mavedans hos den kendte danserinde Catherine Ruillet. Dansen og musikken virkede som en slags åbenbaring. Suzzane Potempa glemte tid og sted, når hun svingede kroppen i takt til de orientalske rytmer.

"Jeg var så opslugt af dansen, at der kunne være sket et atomuheld eller valgt en ny statsminister, uden at jeg ville ænse det."

I perioder knoklede hun som sygeplejerske, mens friuger og afspadsering blev brugt på at lære mavedans hos professionelle instruktører i Egypten, Tyrkiet, Israel og Tyskland.

Suzzane Potempas passion for mavedans betød, at hun fik endnu sværere ved at forlige sig med arbejdsvilkårene som sygeplejerske.

"Kontrasten mellem den glæde, jeg følte ved dansen, og de belastende arbejdsforhold var for stor. Jeg var kørt træt, og på et tidspunkt meldte jeg mig syg. Jeg kunne ikke overskue at gå på arbejde."

I 1991 besluttede Suzzane Potempa at forlade sit fag og starte som selvstændig med egen aftenskole.

Et par år forinden var hun begyndt som underviser i mavedans på en kommunal aftenskole. Men her blev rammerne for snævre. Suzzane Potempa syntes f.eks., det var vigtigt at kunne indrette danselokalet med den rette orientalske udsmykning. Det kunne ikke lade sig gøre, og derfor oprettede hun Skolen for Orientalsk Dans i København.

"Det var en succes. Jeg fik mange tilmeldinger fra danskere, der ville lære mavedans."

Om sommeren rejste hun til Kreta for at undervise turister i mavedans og optræde på øens hoteller. Gennem otte år boede hun hver sommer i et lille hus i bjergene og kom tæt på lokalbefolkningen.

Hendes nye liv gavnede bestemt ikke privatøkonomien.

"Jeg tjente og tjener stadig meget mindre end en sygeplejerske: Jeg har lært at praktisere begrebet "simple living," længe før det blev moderne. Set i bakspejlet skulle jeg nok have stoppet mere gradvist og taget nogle vagter for at få min økonomi til at hænge bedre sammen," siger Suzzane Potempa, der bor i en billig lejlighed i København og har valgt ikke at få børn.

Ingen fornemmelse for kroppen

Suzzane Potempas optræden som mavedanserinde gav hende en tæt kontakt til etniske miljøer i København, og på den måde opstod idéen om at lave særlige bevægelseskurser for indvandrerkvinder i 1997.

"Oplysningsniveauet blandt de kvinder, jeg underviser, er meget lavt. Nogle af kvinderne har absolut ingen fornemmelse af deres krop. Når de skal tabe sig, lægger de en plastikpose om maven for at svede. De ved heller ikke, at man skal gå til tandlæge og sørge for at få jerntilskud ved kraftige menstruationer."

Undervisningen har styrket deltagernes fornemmelse for deres krop og givet langt større selvtillid.

"I min undervisning tager jeg udgangspunkt i kroppen og kvindernes fysiske problemer og giver dermed kvinderne en bevidsthed om velvære, og hvad de selv kan gøre for at få det bedre og dermed blive motiverede for at lære dansk. De kan ikke lære sprog, hvis ikke de har kroppen med," fortæller Suzzane Potempa og fortsætter:

"En af kvinderne gik f.eks. konstant til lægen på grund af smerter, da hun kom hos mig for første gang for 11 år siden. I dag ved hun, hvad hun skal gøre for at tabe sig, og hvis hun har ondt, går hun ikke bare til lægen."

Drømmene er intakte

De senere år har Suzzane Potempa også blandet sig i debatten om de svageste indvandrerkvinders vilkår.

"Mange af de kvinder, jeg møder, er i 50'erne. Da de kom til Danmark for 20-30 år siden, skulle de ikke lære dansk, og der var ingen krav om, at de skulle integreres. Nu skal de gå i skole og finde arbejde, men for mange af dem er det alt for sent," forklarer Suzzane Potempa.

I dag fortryder hun ikke sit karriereskift. "Det gode ved mit liv er, at jeg har fået udlevet mine drømme og prøvet nogle ting af. I dag brænder jeg for at få politikerne til at forstå, at der skal nogle alternative løsningsmodeller til for de svagest stillede etniske familier. Jeg mener, man skulle tilbyde kvinderne en slags social aktivering, hvor de kommer ud og møder andre. Men det er spild af penge og ressourcer at tro, at de kan komme i arbejde."

Og som den ildsjæl hun er, har Suzzane Potempa nye projekter i støbeskeen. "Jeg drømmer om at oprette en sundhedsklinik, hvor flygtninge/indvandrere kan komme ind fra gaden og søge rådgivning. Og så kunne jeg virkelig godt tænke mig at starte en slags ældrekollektiv for ældre fra forskellige etniske grupper. Det bliver der brug for i fremtiden."

Vi har bedt Suzzane Potempa give tre rap og tre klap til sygeplejen: