5 faglige minutter: Sårbare sygeplejersker

Mangler sygeplejersker professionel sikkerhed? Ønsker sygeplejekulturen passive patienter? Nej og nej igen. Selvfølgelig ikke. Enhver lærebog, artikel, opgave eller afhandling skrevet af en sygeplejerske vil som noget af det første gøre rede for intentionerne om at tage udgangspunkt i patientens behov, hans opfattelse af situationen, hans mål, hans opfattelse af livskvalitet - fortsæt selv.

En del steder vil følgende Søren Kierkegaard-citat optræde for at understrege, at man har en stor tænker i ryggen og ofte læser ham, inden man falder i søvn: "At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Det er hemmeligheden i al hjælpekunst."

Hvorfor så indlede en klumme med to retoriske spørgsmål, som ikke giver mening for sygeplejersker og ikke harmonerer med deres selvopfattelse? Fordi et resumé af international forskning bragt på side 32 i Sygeplejersken nr. 2/2007 stiller spørgsmålet: "Kan sygeplejersker håndtere, at patienter bliver eksperter?" og besvarer det med en række tankevækkende - for ikke at sige nedslående - resultater fra en undersøgelse foretaget i England.

Formålet var at undersøge, hvordan patienter og sundhedspersonale ser på, fortolker, definerer og oplever patientekspertise. Der deltog 100 sygeplejersker, læger og fysioterapeuter i undersøgelsen og 100 patienter med en kronisk lidelse.

Undersøgelsen viste, at sygeplejersker var den gruppe i sundhedssektoren, der havde flest reservationer over for patientekspertise. Reservationen var koblet til manglende professionel sikkerhed og hang formentlig sammen med, at sygeplejerskernes viden var baseret på erfaringer. Derfor følte de sig sårbare i mødet med ekspertpatienter. Reservationen over for ekspertpatienterne var ikke gældende for sygeplejespecialister.

Resumeet rejser spørgsmålet: Hvordan ændrer man kurs? Heldigvis besvarer resumisten det med en opfordring til at uddanne sygeplejersker på et højt niveau og hjælpe sygeplejersker i klinisk praksis med at definere deres selvstændige rolle i plejen af patienter med kroniske lidelser.

Som jeg ser det, må det medføre, at sygeplejersker skrotter koordinatorrollen og i stedet udvikler den sygepleje, de ved noget om. Med et mundret dansk ord kan de som det første italesætte sygeplejen.

Der er mange projekter i gang, som befordrer italesættelsen. Accelererede forløb, anvendelsen af ICF (International Classification of Functioning, Disability and Health) i den primære sundhedssektor og de mange lokale forløb, der har til hensigt at øge kompetence og arbejdsglæde hos de ansatte.

I november mødte jeg en gruppe sygeplejersker, der åbent vedkendte, at mødet med ekspertpatienter havde været en slidsom affære. Trættende og stressende. Det er krævende at ville ændre patienten og hans vaner hele tiden.

Men på den afdeling, jeg besøgte, var sygeplejerskerne blevet opmærksomme på, at deres holdning til patienterne var uheldig. De tog fat om problemerne og uddannede mønsterbrydere i kommunikation. Det betød, at deres tilgang til patienterne blev en helt anden. En nyttig sidegevinst var, at de blev mindre stressede, når patienterne blev betragtet som medmennesker med viden og meninger, for det tager på kræfterne at være skolemester og politimand på en gang.

Ren Kierkegaard.

Det lyder nemt nok, men det er ikke så ligetil i et system, der kun langsomt ændrer sig. Måske kommer ekspertpatienterne først. De citerer Kierkegaard for at nå ind til sygeplejerskerne. Hemmeligheden i al hjælpekunst. Læs artiklen "Mønsterbrydere i kommunikation" i Sygeplejersken nr. 25/26 2006, side 59.

Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.