Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Barns sygdom gav en måned i aftenvagt

Omsorgsdage. Da sygeplejerske Jean Ann Wade Jensens søn fik mononukleose og skulle holdes hjemme fra skole i en måned, var der ikke mulighed for at holde en eneste omsorgsdag. Jean Jensen fik i stedet omlagt alle sine dagvagter til aftenvagter i de fire uger, drengen var syg.

Sygeplejersken 2007 nr. 3, s. 22-23

Af:

Lotte Havemann, journalist

0703-23-01Foto: Morten Nilsson

Jean Ann Wade Jensen har to børn og et tredje på vej. Hun har klaret sig med meget få barns sygedage og næsten ingen egne sygedage. Derfor blev hun ekstra skuffet, da hun ikke fik lov til at bruge nogle af sine omsorgsdage under sin søns længerevarende sygdom.

Seksårige Anders var lige begyndt i 1. klasse, da han blev sløj og tilsyneladende havde fået halsbetændelse. Mor til Anders, sygeplejerske Jean Ann Wade Jensen, fik - med hjælp fra sin mand og sin mor - passet sønnen i den uge, han skulle blive rask af en penicillinkur. Anders fik det dog ikke bedre, og det viste sig, at han havde mononukleose.

Drengen var hårdt ramt af sygdommen, og lægen meddelte, at han skulle holdes hjemme i 3-4 uger. Jean Ann Wade Jensen lagde problemet frem på sin afdeling, Akut hjerteafdeling på Hillerød Sygehus, hvor hun havde været ansat i 10 år. Hun havde en del omsorgs- og feriedage, som hun håbede, hun kunne bruge i en kombination med at få lagt nogle af sine vagter om. Eller måske kunne hun tage forældreorlov? Hun var åben for alle muligheder.

Jean Ann Wade Jensen var godt klar over, at fristen var kort, og at hendes afdeling kørte på pumperne i forvejen. Men hun havde alligevel ikke ventet at få den besked, hun så fik: Afdelingen kunne ikke klare, at hun var fraværende bare én arbejdsdag den næste måned. Den eneste måde, hvorpå hun kunne passe sønnen i perioden, var ved, at hendes sædvanlige dagvagter blev omlagt til aftenvagter.

"Jeg vidste godt, at afdelingen var presset af flere langtidssygemeldinger, og at der ikke var penge til vikarer. Men jeg blev alligevel skuffet over den løsning. Jeg er aldrig, aldrig syg. Og i de tre år, jeg havde været tilbage efter min anden barsel, havde jeg haft 1-2 barns første sygedage. Jeg havde klaret det ved at bytte vagter. Så jeg havde regnet med, at de ville være imødekommende," siger Jean Ann Wade Jensen.

Hun misunder ikke de mellemledere, der skal få tingene til at gå op og tage hensyn til 30 medarbejdere. Hun blev dog ærgerlig over, at afdelingen ikke kunne planlægge så lang tid frem, at hun f.eks. kunne tage nogle af sine omsorgsdage i den 3. eller 4. uge af sønnens sygefravær.

På daværende tidspunkt (september 2006) var Jean Ann Wade Jensen i starten af sin tredje graviditet. Hun var plaget af kvalme, opkast og træthed, men blev ikke hjemme af den grund. Dagene gik med først at passe Anders, som var så syg, at han tabte 20 pct. af sin kropsvægt, og bagefter gå i aftenvagt, hvor hun som regel var ansvarshavende. "Mit arbejde krævede, at jeg skulle være på, og jeg mener bestemt også, at jeg passede mit arbejde godt. Jeg husker bare, at når klokken nærmede sig 21 på vagten, så var jeg træt. Hvis jeg skulle sætte mig ned og lave noget papirarbejde på det tidspunkt, så faldt jeg fuldstændig sammen."

"Men man overlever jo, og det var en begrænset periode."

Om få uger kommer Jean Ann Wade Jensens tredje barn til verden. Hvad gør hun, hvis dette barn også får en længerevarende sygdom?

"Jeg ved det helt ærligt ikke. Men jeg må indrømme, at jeg kunne blive fristet til selv at melde mig syg en anden gang."