Hvis fritid er mest værd?

En vakant stilling, en langtidssyg, to nye sygemeldinger og en, der melder barns første sygedag. Den situation er ikke usædvanlig på en helt almindelig dag på en gennemsnitlig sygehusafdeling. Ikke mindst dem med mange yngre sygeplejersker.

Afdelingssygeplejersken kan mærke, hvordan maven trækker sig sammen. Hun skal sørge for patienternes sikkerhed og for trivslen hos det øvrige personale. Hun skal i gang med at ringe rundt for at få en ekstra sygeplejerske til at komme på arbejde.

"Man kan næsten få mavesår af hver eneste morgen at skulle ringe folk op på deres fridag eller barns sygedag," fortæller Kirsten Simonsen, leder af Nefrologisk Klinik på Hillerød Sygehus og p.t. ansvarlig for personaleområdet.

Hun har været leder i sygehusvæsenet i næsten 20 år, bl.a. som afdelingssygeplejerske. "Man kan bruge hele sin dag på at prøve at få fat i nogen, der kan komme ind på arbejde. Så skal man sidde der og vurdere, hvis fritid der mon er mest værd. Hvem kan man bedst være bekendt at ringe til? Hende der har en fridag, og som også fik inddraget sin fridag i sidste uge, eller hende med barn syg?" spørger Kirsten Simonsen.

Kan manden hjælpe?

Rundt om i landet sidder afdelingssygeplejersker dagligt med det samme dilemma. Og nogle gange falder valget på sygeplejersken med det syge barn.

"Det er da et problem, at man ikke kan få lov til at passe sine syge unger. Men som mellemleder kan man godt komme derud, hvor man må spørge, om manden ikke kan hjælpe, så sygeplejersken kan møde ind i løbet af formiddagen. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man blive nødt til at bede dem komme ind i en aftenvagt," siger Kirsten Simonsen.

Hvis det drejer sig om et barn, der er sygt i længere tid, kan lederen også blive tvunget til f.eks. at lægge dagvagter om til aftenvagter frem for at lade den pågældende forælder tage ferie- eller omsorgsdage. Sygeplejerskemangel kan gøre det umuligt at få mandskabsplanerne til at gå op selv flere uger frem.

Flere penge for skæve vagter

Kirsten Simonsen peger på et middel, der kunne løse en del af problemet, nemlig en højere belønning til de sygeplejersker, der er villige til at tage ekstra vagter.

"Hvis man fik flere penge for at tage en vagt på sin fridag, så ville der være en større vilje til at yde noget ekstra, f.eks. når ens kollega har barn syg."

Hun foreslår desuden, at vagttillæg for aften-, natte- eller weekendvagter følger den, der reelt tager vagten, og ikke som i dag, hvor ulempen også gives til den, der alligevel ikke kan møde i vagten pga. sygdom, ferie eller barsel.

"Alle pengene skulle så tilfalde den, der faktisk arbejder i vagten, og ingen af pengene skulle gå til den, der ikke har ulempen, fordi hun er syg eller fraværende af anden grund."

Hun ved godt, at forslaget er kontroversielt. Men hun mener, det ville hjælpe. Både på tendensen med, at sygeplejersker kaldes ind på barns første sygedag, og på forståelsen fra de kolleger, som ofte bliver kaldt på arbejde, fordi andre har syge børn.

Hun siger: "Hvis det gav mere at tage en ulempe-vagt, ville det ikke være så surt, og så ville sygeplejersker uden små børn i højere grad tage de skæve vagter, som småbørnsmødrene så kunne slippe for."