Sygeplejersken
Jaget vildt
Hvis telefonen ringer tidligt om morgenen på en sygeplejerskes fridag, bliver den sjældent besvaret. Risikoen for, at det er afdelingssygeplejersken, der ringer for at pålægge sygeplejersken en vagt er nemlig for stor.
Sygeplejersken 2007 nr. 3, s. 16-17
Af:
Lotte Havemann, journalist,
Britta Søndergaard, journalist,
Katrine Birkedal Christensen, journalist
Foto: Morten Nilsson
Mange sygeplejersker føler sig som jaget vildt. Med stadig færre sygeplejerskehænder i det offentlige sundhedsvæsen kæmper afdelingssygeplejerskerne dagligt med at få vagtplanerne til at gå op, for alene sygeplejerskers sygefravær svarer til, at 1.800 sygeplejersker på fuld tid ligger i sengen året rundt.
Men det er ikke kun egen sygdom, der tynger sygehusene. Det opskruede tempo og manglen på plejende hænder er nogle steder så udtalt, at afdelingerne må kalde sygeplejersker ind på barns første sygedag. Den ændrede praksis har som konsekvens, at flere i afmagt melder sig selv syge for at kunne passe deres barn.
Hvis arbejdspladserne i stedet for at presse personalet, fokuserede på at få et godt arbejdsmiljø, kunne de i teorien halvere sygefraværet og derved komme sygeplejerskemanglen til livs.
Sygeplejersken sætter i dette tema fokus på det fortravlede sundhedsvæsen og det sygefravær, der følger i kølvandet.