Mammografi skaber frygt

Foto: Scanpix

Der er en forkalkning i brystet. Vi kan ikke helt udelukke, at det er brystkræft, og derfor bliver vi nødt til at operere."

Sådan lød beskeden til den 50-årige kvinde, Marianne, et par uger efter at hun havde fået foretaget en mammografi. Heldigvis forløb operationen uden komplikationer, og det viste sig, at den lille forkalkning var ufarlig. Men for Marianne var tiden før og efter screeningen et chok. Hun blev nervøs og begyndte at stille spørgsmål som: "Hvad nu hvis jeg skal dø af kræft?"

Helt op til halvandet år efter screeningen har mange ting ændret sig for Marianne. Hun er ikke nær så ubekymret som før og tænker ofte på, om hun fejler noget.

Marianne har hverken cpr-nummer eller adresse. Hendes eksempel er typisk for reaktionerne blandt de kvinder, som speciallæge i almen medicin og folkesundhedsforsker John Brodersen har interviewet i forbindelse med en ny ph.d.-afhandling, der kortlægger de psykiske og sociale konsekvenser af at deltage i brystkræftscreening.

John Brodersen fandt, at mange af de kvinder, der oplevede falsk alarm i forbindelse med mammografiscreening, gennemlevede nogle af de krisereaktioner, der ellers er typiske for patienter med en alvorlig sygdom.

"De begyndte at rydde op i livet. Nogle af kvinderne fandt testamente frem eller gik ud for at finde begravelsesplads. En anden fjernede gamle kærestebreve på sit loft, for at hendes søn ikke skulle finde dem. Min undersøgelse viser, at konsekvenserne af at få et falsk positivt svar er mere vidtrækkende end hidtil antaget, og det er et spørgsmål, om der kommer ar på sjælen," siger John Brodersen.

Hans synspunkter er kontroversielle blandt etablerede kræftbehandlere. John Brodersen ligner da også en mand, som bestemt ikke har noget imod at revse det etablerede system, da han i nærmest hæsblæsende tempo opregner statistikker og facts på det lille kontor i det tidligere kommunehospital i København.

Dårlig investering

Mammografi har eksisteret i 20 år, og i løbet af 2007 skal tilbuddet om brystkræftscreening være indført i hele Danmark. John Brodersen har forsket i de psykosociale konsekvenser af screening i seks år, og han hører til den lille kreds af kritikere, som mener, at de nye regioner burde genoverveje beslutningen om at indføre mammografi.

Han påpeger, at hver femte danske kvinde, der medvirker i samtlige screeningsrunder for brystkræft, vil opleve at få et falsk positivt svar.

"Det ser ud til, at konsekvenserne af at opleve falsk alarm ved mammografiscreening for de fleste betyder, at de bliver mere sårbare og skrøbelige. Sundhedsøkonomiske beregninger viser, at kvinder, der har fået falsk alarm, opsøger deres praktiserende læge og får foretaget flere unødige undersøgelser," siger John Brodersen og henviser til det, han betegner som en anden bivirkning ved screening: Nemlig at det først og fremmest er de raske og de veluddannede, som benytter sig af tilbuddet.

"Lige netop i forhold til brystkræft er det ikke så dumt, fordi sygdommen rammer hyppigere i de højere sociale lag, men inden for næsten alle andre sygdomme er det meget uhensigtsmæssigt," siger John Brodersen.

De syge betaler

En anden bagside ved screening er ifølge John Brodersen, at sundhedsvæsenets spar-somme ressourcer flyttes fra de syge til de raske.

"I en tid med mangel på både sygeplejersker og kræftlæger er det problematisk. Brystkræft er en forfærdelig sygdom, og jeg forstår da godt, at den enkelte kvinde, som måske har oplevet et familiemedlem eller en kollega lide af kræft, vælger at blive screenet. Men samfundsmæssigt er der ikke noget, som tyder på, at mammografi er en god måde at kontrollere brystkræft på," siger John Brodersen og henviser til en undersøgelse fra Det Internationale Cochrane Center.

Den viser, at når 2.000 kvinder deltager i mammografi og bliver screenet fem gange på 10 år, vil én kvinde få ændret sin prognose og undgå at dø af brystkræft. 40-50 kvinder vil få stillet diagnosen brystkræft. Af dem har 10 kvinder en så langsomt voksende form for kræft, at de aldrig ville have mærket sygdommen, hvis ikke den var blevet diagnosticeret. 200 af de 2.000 kvinder får et falsk positivt svar.

"Screeningsprogrammer er med til at fastholde moderne mennesker i illusionen om, at vi kan gøre os selv usårlige, blot vi gør os umage nok. Men mammografi øger på en måde forekomsten af brystkræft, fordi mammografi betyder overdiagnostik og dermed overbehandling. Det er veldokumenteret, at for hvert undgået dødsfald af brystkræft bliver 10 kvinder overdiagnosticeret med brystkræft. Selv den kvinde, som blev reddet ved screening, vil på et eller andet tidspunkt dø, ikke af brystkræft, men af andre årsager, og lever ikke nødvendigvis længere eller lykkeligere," lyder det fra John Brodersen.

John Brodersen ved godt, at tiden ikke er med hans synspunkter. I lande som USA og Australien er der for længst opstået en hel industri af screeningstest, og herhjemme er der flere forsøg i gang med screening for tarmkræft og lungekræft.

Behandlere begejstrede

En af John Brodersens pointer er, at det i høj grad er de læger, der har deres daglige gang blandt meget syge patienter, som har banet vejen for indførelse af screening.

"Det er da forståeligt, at læger, som arbejder med alvorligt syge patienter, siger: "Nu har vi endelig fundet en teknik, som kan mindske patienternes lidelser." Men kræft er ikke bare kræft. I den ene ende af spekteret har man en svær kræft. I den anden ende en kræftknude, som udvikler sig meget langsomt. Der er en misforstået holdning om, at hvis man finder en sygdom på et tidligt stadie, så gavner det alle," siger John Brodersen.

Han foreslår, at screening i højere grad målrettes særlige risikogrupper i stedet for at favne bredt.

"I dag tilbydes alle danske kvinder mellem 23 og 59 år f.eks. screening for livmoderhalskræft, selv om vi ved, at det især er kvinder i en bestemt alder og med mange seksualpartnere, som er i risikogruppen. Derfor behøver vi måske ikke at screene den midaldrende kvinde, som har været gift med den samme mand i mange år," mener John Brodersen.

På spørgsmålet, om der dog slet ikke eksisterer gode screeningsprogrammer, kommer svaret prompte: "Jo, bestemt. Den såkaldte PKU-test, som med et prik i hælen undersøger 23 sjældne sygdomme hos nyfødte, er et eksempel på en fremragende screening, som på en simpel måde kan redde nogle børn fra mental retardering. Men generelt er et af problemerne, at effekten af kræftscreeninger ikke er ordentligt dokumenteret. Man ville jo aldrig lancere blodtrykssænkende medicin til behandling af syge mennesker, uden at bivirkningerne var kortlagt. I forbindelse med screening sender vi helt raske mennesker ud i et forsøg, uden at bivirkningerne er ordentligt belyst. Det er da den omvendte verden."

Læs også "Screening redder kvindeliv" i Sygeplejersken nr. 3/2007