Praktikanter prøvet af i Grønland

Om end naturoplevelserne var storslåede, var det ikke det, der primært trak Mette Hyldgaard og Tania Pedersen til Grønland. Deres ønske med praktikopholdet var at erhverve sig kvalifikationer og samtidig se, hvordan et andet samfund og dets kultur fungerer. Privatfoto  

Få timer efter at Mette Hyldgaard Olesen og Tania Pedersen havde sat deres fødder på grønlandsk jord for første gang, stod de på indlandsisen.

"Jeg kunne bare kun tænke - hold da kæft, vi klarede det - nu er vi her," fortæller Mette om det øjeblik, hvor det slog hende og Tania, at mere end et halvt års hårdt arbejde for at få lov til at tage deres praktik i Grønland endelig var lykkedes.

Både Mette og Tania var sygeplejerskestuderende på Hjørring Sygeplejeskole og skulle til at planlægge deres praktikophold på fjerde semester. Begge ville gerne til Grønland for at få de store oplevelser med: naturen, udfordringerne og menneskene. Desværre kunne skolen ikke hjælpe, da dens kontakter til udlandsophold begrænsede sig til andre dele af verden.

I stedet måtte de tage deres udlandspraktik som såkaldte "free movers." De skulle selv planlægge alt, skaffe kontakt til et praktiksted og kunne ikke få støtte undervejs. Over en periode på et halvt år sendte de i omegnen af 40 e-mails og ringede til sygehuse, sundhedsdistrikter og sygeplejeskolen i Grønland. Der var en e-mail til kommunaldirektøren i Nuuk, som satte skred i tingene. Han valgte at bruge kræfter på at finde en praktikplads til de to studerende.

"Den 22. december fik vi besked om, at vi kunne få lov til at tage tre måneders praktik ved sygehuset og hjemmeplejen i Maniitsoq (Sukkertoppen). Det var simpelthen den bedste julegave, vi kunne få, og en kæmpe lettelse," husker Tania.

Maniitsoq ligger spredt ud over flere små øer. Derfor kalder grønlænderne byen for Grønlands Venedig. Privatfoto

På hovedet ud i opgaverne

Maniitsoq er den første større by nord for Nuuk på den grønlandske vestkyst, og med bygderne Napasoq, Atamik og Kangaamiut har den rundt regnet 4.000 indbyggere. Praktikopholdet i byen var inddelt sådan, at de på skift skulle være seks uger på skadestuen og seks uger i hjemmeplejen. På skadestuen, hvor Mette startede sin praktik, var opgaverne radikalt anderledes, end man ville komme ud for herhjemme.

"Det var lidt grænseoverskridende pludselig at skulle assistere ved en abort," fortæller Mette om det noget usædvanlige indhold i praktikken, som også bød på udførelsen af otoskopier, og strep A-test i halsen på patienter, gynækologiske undersøgelser, samt at skulle bistå ved fødsler, lægge gips på brækkede arme og ben og behandling af bylder og sår. Da Tania meget tidligt i sit forløb på skadestuen skulle assistere ved en operation, fordi operationssygeplejersken var syg, var hun dog forberedt.

"Jeg var ikke så chokeret over det, for jeg havde jo hørt en del fra Mette om, hvordan det var gået med hende, og så er der jo ikke andet at gøre end bare at gå til opgaven," fortæller Tania.

Også i hjemmeplejen var opgaverne mangfoldige og udfordrende. Mette og Tania nåede bl.a. at have med diabeteskontrol, stomipleje, sårbehandling og "psykisk pleje" at gøre. Den psykiske pleje var rettet mod dem, som havde ondt i livet og var en samtalefunktion til dem, som ikke havde en psykolog at tale med, men alligevel havde brug for omsorg.

Privatfoto

Positivt kulturchok

Oplevelsen af den grønlandske kultur og natur var også overvældende for Mette og Tania. Lige fra da de mellemlandede og skulle overnatte i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), hvor de straks kunne komme med på en tur ud på indlandsisen, og til mødet med en helt anden kultur, som på mange måder adskiller sig fra herhjemme.

"Folk var bare så søde og hjælpsomme. Alle var klar til at vise vej eller komme med gode tips. Da vi havde været der i ganske kort tid, blev vi f.eks. inviteret hjem til middag hos en kvinde, som vi kun havde mødt en enkelt gang tidligere," beretter Tania.

Pigerne beskriver også en ro, som kommer af, at der er mange ting, man bare ikke kan gøre noget ved på grund af de forhold, der er i landet.

"Vi kom ud for, at der var en mand, som ikke ville holde sin finger i ro, efter at han var kommet til at skære den næsten helt af. Han skulle på rensdyrjagt dagen efter, og det kunne ikke diskuteres, da det jo blev et spørgsmål om, hvorvidt hans familie fik noget kød at spise eller ej," husker Tania.

Både Tania og Mette mener, at de kan tage noget helt specielt med sig fra praktikopholdet i Grønland, og at de på mange områder har prøvet mere end deres medstuderende. De understreger dog, at der er meget stor forskel på det danske og det grønlandske sundhedsvæsen, og at de ikke vil blive for overmodige: "Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at der stadig er meget at lære. Vi kan hurtigt komme til at tro, at vi bare kan det der, uanset hvad vi kommer ud for, og det er vigtigt for os at huske, hvad vores kompetenceområde strækker sig over," påpeger Tania.