Sygeplejersken
Synspunkt: Autenticitet og engagement vigtigst i sygeplejen
Stifinder. En sygeplejerske må gerne bruge private og personlige sider af sig selv, når hun er på arbejde. Ideen om blot at agere professionelt støtter ikke patienten tilstrækkeligt, slet ikke i psykiatrien.
Sygeplejersken 2007 nr. 3, s. 48
Af:
Gitte Brandbyge, sygeplejerske
Gitte Brandbyge er sygeplejerske på Botilbuddet Kragelund, Socialpsykiatri Syd, Århus,
Min erfaring er, at autenticitet og engagement er det bedste redskab i relationsarbejde, hvilket er svært at få øje på i nutidens meget teoretiske uddannelse.
Autenticitet og engagement lærer vi bedst ved at være i praksis og udvikle os i samvær med de mennesker, vi ønsker at hjælpe. Det har jeg fået bekræftet gennem de sidste otte år, hvor jeg har været ansat i Botilbuddet Kragelund. Her er de gennemgående temaer brugerindflydelse og recovery. Det kræver vilje og evne at opnå en ligeværdig relation og hermed styrke den enkelte person i en proces fra en livsform som klient til en autonom livsform.
Efter min ferie fik jeg den sørgelige meddelelse, at min leder havde fået nyt job. Da jeg er opdraget til at være forandringsparat og optimistisk, gik jeg straks i gang med at skrive dette synspunkt. Jeg måtte erkende, at han og vores tidligere leder står for de værdier, vi har udviklet gennem årene i botilbuddet, og min panik gik på, om en ny leder kunne løfte opgaven lige så godt, og på, at jeg skulle tage afsked med et engageret og dejligt menneske.
Jeg vil beskrive værdierne nærmere:
En indsats med høj grad af ligeværd og respekt for de mennesker, vi vil hjælpe, stiller store krav til vores forandringsparathed. Vi er ikke længere rejseledere, men skal ydmygt agere stifindere. Vi støtter og vejleder den enkelte om stier og veje, som han kan gå ad mod sit mål, men vi bestemmer ikke målet, eller hvilken vej han skal vælge. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi respekterer den enkeltes valg og bevarer troen på, at vi vokser ved at tage ansvar for vores eget liv. Det er ikke muligt, hvis der konstant står en bedrevidende person på sidelinjen med de rigtige løsninger. Men hvad skal sygeplejersker så lave?
Vi har i botilbuddet forsøgt at illustrere det med et billede af en solsikkes vækst fra frø til stor og flot solsikke. Selv en stor og stærk solsikke har brug for en husmur at støtte sig til i stormvejr. Vi kan være husmuren. I sygeplejen findes den holdning, at det er uprofessionelt at være privat-personlig. Men først når vi ved, hvem vi er, og hvad vi står for, kan vi være ægte til stede i relationen til andre mennesker. Tror man, at specielt sindslidende ikke kan klare forskellige holdninger og tilgange til, hvordan hjælpen ydes, er det at skyde ved siden af. Det fastholder netop situationer, hvor sindslidende risikerer at leve et liv isoleret fra omverdenen. Vi har pligt til at afspejle virkeligheden ved at møde det enkelte menneske med forskellige tilgange til, hvordan livet kan tackles.
Der er en anden praksis, der hindrer ligeværd og respekt i relationen. Det er den opfattelse, at vi skal vide bedst, inden vi kaster os ud i hjælperrollen. Dvs. være forberedt (vi læser om folk i journaler o.l.), lægger en strategi for, hvordan hjælpen skal ydes (diskuterer i fagligt forum), og først derefter henvender os til det menneske, det drejer sig om. Den tilgang hindrer åbenhed over for problemstillingerne og fastholder forestillingen om, at vi ved bedst. Dem, vi skal hjælpe, kan dermed fralægge sig ansvaret for eget liv.
For at bryde den tendens har vi i botilbuddet ikke fokus på diagnoser, men på det enkelte menneskes ønsker og drømme. Vi sætter det sociale i højsædet ved at gøre så meget som muligt i samarbejde med beboerne. Ingen rum kun for medarbejdere eller rapporter bag lukkede døre. Vi henter informationer hos den enkelte frem for at læse os til tingene. Det kræver vilje til at arbejde med åben, ærlig og direkte dialog i forhold til beboere og kolleger. Det kræver mod at lade vejen blive til, mens man går frem for at vide alt på forhånd og læne sig op ad regler og retningslinjer.