Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mirakler er uinteressante

Christian Juul Busch er én af Rigshospitalets tre hospitalspræster, der står til rådighed for hospitalets patienter og pårørende - uanset religiøs overbevisning.

Sygeplejersken 2007 nr. 5, s. 17-17

Af:

Britta Søndergaard, journalist

SY-2007-05-20eArkivfoto: Polfoto

Præsten: "Som dagligdagens praktiker er jeg uinteresseret i, om troen eller det at bede forbøn kan gøre patienter raske. Hvis det skete, ville det være et mirakel, og mirakler er i sig selv spændende, men uhåndterbare, fordi de er usædvanlige. Det interessante er, hvad troen og håbet betyder for patienters måde at mestre sygdom på. Og frem for miraklet er underet interessant. Underet over, at håbet kan bryde igennem hos alvorligt syge, selv når betingelserne er så hårde."

Det mener hospitalspræst Christian Juul Busch fra Rigshospitalet. Som hospitalspræst oplever han, at troen og håbet betyder meget for patienters måde at klare et sygdomsforløb på. Han møder ofte alvorligt syge patienter, der bevarer håbet, selvom de har erkendt, at deres sygdom er uhelbredelig.

"Mange patienter er gode til at konvertere håbet til noget nært og realistisk som f.eks. samværet med familien eller til et håb, der rækker ud over deres eget liv, når de har erkendt, at de ikke bliver raske," siger Christian Juul Busch. Generelt oplever han, at religiøse temaer har langt større bevågenhed blandt patienterne end for 10 år siden.

"Folk er ikke længere så forskrækkede over at tale om religion. Det er blevet mere enkelt for personalet at henvise til en præst, og som hospitalspræster bruges vi også mere end tidligere," siger Christian Juul Busch. 

"Står man foran en stor operation og skal have det ene ben sat af, så må der opstå spørgsmål som: "Er det liv værd at leve for mig, og hvordan ser livet ud, når jeg skal sidde i en kørestol." Men her svigter sundhedssystemet fuldstændig."

Psykolog Peter la Cour, Institut for Folkesundhedsvidenskab Københavns Universitet