Sygeplejersker skal lære at give håb

Foto: Morten Nilsson

I venteværelset sidder patienter, der har fået at vide, at de lider af kræft. Deres prognose kan læses i ansigtsudtrykket. De, der rammes af håbløshed og ikke tror på livet, bukker under. Omvendt har patienter, der kan mønstre håb og livskraft langt bedre overlevelse.

Sådan oplevede sygeplejerske Kristianna Hammer ofte situationen, da hun for 15 år siden arbejdede på en kræftafdeling. Efterhånden begyndte hun at interessere sig for, hvad håbet betyder for helbredelsen af alvorlige sygdomme, og hun begyndte senere at forske i emnet.

En af de skelsættende oplevelser for Kristianna Hammer var en patients selvmord.

Patienten havde spurgt, om han kunne risikere at dø af sin sygdom. En sygeplejerske forklarede prognosen ud fra nogle statistikker, som virkede uforståelige for patienten. Dagen efter havde han hængt sig.

Kristianna Hammer var på det tidspunkt i midten af 30'erne og havde arbejdet med kræftpatienter i flere år. Tragedien var for hende et af mange tegn på, at sundhedsvæsnets behandling af alvorligt syge patienter ikke fungerer, som den skal.

"Jeg oplevede, at sundhedspersonalet med deres måde at kommunikere på kunne slukke for patienternes livskraft i et splitsekund. Og det fik nogle gange fatale konsekvenser for patienten," fortæller Kristianna Hammer. Hun mener, at håbets betydning er undervurderet i det danske sundhedsvæsen, og henviser til den videnskabelige litteratur.

Der findes solid dokumentation for, at kræftpatienter, der reagerer med hjælpeløshed, har dårligere prognoser end patienter, der kæmper aktivt mod sygdommen og bevarer en tro på fremtiden.

Kunsten opmuntrer

I øjeblikket arbejder Kristianna Hammer på en ph.d.-afhandling, hvor hun interviewer 15 kvinder mellem 20 og 60 år, som har fået fjernet underlivet på grund af kræft.

Et af hendes mål er at finde redskaber, der kan styrke sygeplejersker i at give håb til alvorligt syge kræftpatienter.

"Der eksisterer en uhyggelig mangeltilstand i hele sundhedsvæsnet, hvor man ser og behandler folks kroppe, men ikke deres sjæl og ånd. Sundhedspersonalet er dygtige til den tekniske behandling, men den eksistentielle dimension mangler," siger Kristianna Hammer. Hun mener, at kræftpatienters dårlige overlevelse til dels kan hænge sammen med, at systemet fratager patienter håb og forsømmer at håndtere den eksistentielle krise, der ofte opstår i forbindelse med alvorlig sygdom.

Diagnosen er kritisk

For nylig talte Kristianna Hammer med en kvinde, som fortalte, hvordan hun måtte tage bussen alene hjem til Sønderjylland, lige efter at hun havde fået stillet en kræftdiagnose.

"Hun blev efterladt helt alene med et hav af tanker. Det, man gør mod patienter i den situation, minder efter min mening om tortur. Jeg ville ønske, at hospitalerne havde et korps af veluddannede støttepersonaler med en baggrund som f.eks. præster, sygeplejersker og læger, der kunne støtte patienterne fra det øjeblik, de fik diagnosen," lyder det fra Kristianna Hammer.

Hun fremhæver, at det tidspunkt, hvor diagnosen stilles, er en meget kritisk fase, og foreslår, at der udvikles en egentlig overbygningsuddannelse for sygeplejersker, som gerne vil arbejde med at give patienter psykosocial og eksistentiel støtte.

Kristianna Hammer understreger, at patienters evne til at finde håb ikke nødvendigvis hænger sammen med en religiøs overbevisning.

Tæt på den syge

I sin egen forskning beder Kristianna Hammer kræftpatienter om at lave tegninger, og hun har mødt mange patienter, der finder håb i musik, maleri eller andre former for kunst.

Hun peger også på, at pårørende kan hjælpe håbsprocessen på vej ved f.eks. at lægge op til samtaler om åndelige emner, opfordre den syge til at reflektere over livet og dermed genskabe, hvad der er væsentligt.

"Mit mål er, at sundhedspersonalet bliver meget bevidst om, at de kan tage håbet fra patienter, og at de kan give håb. Jeg håber, at mine undersøgelser kan munde ud i, at sygeplejen får nogle redskaber til at udøve håbsorienteret sygepleje, som handler om at lægge forløbet til rette, sådan at patienten får mulighed for at få fat i håbet. Det kræver sygeplejersker med stor indfølingsevne. De skal være villige til at gå meget tæt på i samtaler med den syge, men de skal også forstå at trække sig, når patienten har brug for det," siger Kristianna Hammer.