Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2007 nr. 6, s. 69-73

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Undgå afbrydelse, stik bogen i lommen

Idé og redaktion: Peter Olesen

15 skriver om livsglæde

Forlag: Thaning & Appel 2006
153 sider - 129 kr.

SY-2007-07-69aDette efterår er bogmarkedet blevet beriget med en lille bog om livsglæde, som gør livet større. Peter Olesen er idémand og fagredaktør. Han har indbudt 15 personer på tværs af fag, køn og alder til at give deres bud på noget af det dyrebareste i livet.

"Sorrig og glæde de vandre til hobe." Peter Olesen har i en række tidligere bogudgivelser skrevet om sorg. Udløst af en trang til at slippe det sorgfulde og vanskelige for en stund og sætte fokus på det positive i livet fik han idéen til denne bog. Livsglæde er glæden ved at være til, en stemthed, en holdning, en undren, en taknemmelighed, et engagement.

For sygeplejersker er livsglæde et grundstof. Kulturhistoriker og sognepræst Anne-Mette Gravgård fremhæver dette i sit fremragende bidrag. På en cykeltur, en strålende solskinsaugustdag, blev hendes lette sommerkjole hvirvlet ind i en lastvogns kæmpestore hjul. Et ben og en arm blev revet af. Herefter fulgte et ni måneders hospitalsophold på Rigshospitalet. Det blev så forunderligt og så dejligt et ophold, at hun stadig flere år efter tænker på det som paradisisk. Hun betoner, at intet har skænket hende så megen livsglæde som ulykken.

Specielt fornemmelsen af, at livet er så betydningsfuldt, at nogen vil investere i det og bekræfte ens eksistens. At kunne modtage uden at være i stand til at give. At opleve den finfølelse en sygeplejerske udviser ved at give og bære et bækken væk, uden at nogen af parterne mister deres værdighed. Personalets interesse for hendes fremskridt styrkede hendes livsglæde.

Nu er hun vendt tilbage som fuldtids sognepræst med en invaliditet, som er takseret til 132 pct. Ulykken og hospitalsopholdet har givet hende en dyb erkendelse af livsglæde. På forunderlig vis er ulykken blevet en kvalifikation.

Livsglæde er svær at fatte og kan ikke måles. Livsglædens kilde er ikke viden, men tro. Bogen indeholder velvalgte citater. Ole Hartling citerer i sit bidrag "Livsglæde - hjertets glæde" Niels Steensens berømte ord: "Skønne er de ting, vi ser, skønnere er de, vi forstår, men langt de skønneste er til visse de, som vi ikke fatter."

Paradokset er, at livsglæde opstår, når pendulet svinger mellem sorg og glæde. Denne erkendelse fremstår i så godt som alle bidrag i bogen. Under læsningen beriges og bevæges man.

Bogens 15 bidrag kan udvælges tilfældigt og læses efter interesse, men læses de fortløbende, beriges man af fagredaktørens tilrettelæggelse, som har resulteret i, at fortællingerne lægger op til hinanden. Bogen er svær at lægge fra sig. Den er som nævnt lille, under størrelse A5. Derfor er det muligt at undgå afbrydelse i læsningen, stik bogen i lommen, og den er lige ved hånden, til læsning hvor og når som helst.

Afslutningsvis: Det er en æstetisk smuk bog, der er kælet for opsætningen og for korrekturlæsningen. Ikke én gang blev jeg stoppet af slå- eller skrivefejl, efterhånden en sjældenhed. Henrik Bjerregrav står bag bogens udtryksfulde sort-hvide fotografier, portrætter af bidragyderne samt billedudsnit af udvalgte kilder.

Af Jorit Tellervo, uddannelseskonsulent i Roskilde.

Dannelseslitteratur

Charlotte Wien, Christian Elmelund-Præstekær

Introduktion til informationssøgning - om navigation på informationshavet

2. udgave
København: Borgen 2006
115 sider, 149 kr.

SY-2007-07-69bEndnu en bog om informationssøgning, åh nej, tænker du nok - men tøv en kende, for denne bog skiller sig ud ved at forklare det, der er fælles for de fleste søgemaskiner, og ikke, hvad der er specifikt for det enkelte værktøj. Udviklingen af søgemaskinernes funktioner og design ændres løbende. Nye kommer til, og andre forsvinder. Derfor er der behov for lærebøger, der går bagom og forklarer grundlaget for søgemaskinernes måde at virke på.

Informationssøgning er meget mere end at slå op på Google. Det handler om at foretage kloge og veldisponerede afgrænsninger og om at koncentrere sin søgning. Informationssøgning er et håndværk, og udfordringen består i høj grad i at vælge den relevante information. Bogen giver læseren gode forudsætninger for dette.

Bogen har to dele. Del I beskriver teorien bag søgemaskinens sprog, typer af søgemaskiner og deres generelle opbygning. Særligt skal kapitel tre, der beskriver hvordan man udformer en effektiv søgeprofil, fremhæves.

Del II eksemplificerer konkrete søgninger i en række søgemaskiner, alle med internettet som medie. Der søges i det offentlige og private Danmark samt EU online. Søgning i avisdatabaser, leksika og encyklopædier vises. Disse kapitler har relevans for alle, der interesserer sig for samfundslivet i bred forstand.

Også de sidste to kapitler skal fremhæves. Det ene har fokus på videnskabsformidling, videnskabelige tidsskrifter og anvendelsen af referencedatabaser. Det andet er en praktisk guide i kunsten at referere andre i egne skriverier.

Disse kapitler bør være pligtlæsning for studerende og uddannede sygeplejersker. Der argumenteres for vigtigheden af at lave gode søgninger og præcise referencelister i rapporter, artikler, opgaver og projekter. Forfatterne viser, at man kan komme meget længere i sin søgning ved at finde sin information direkte hos kilden, frem for gennem søgemaskinerne. Derfor er ca. halvdelen af bogen rettet mod kildesøgninger, og kun et kapitel mod internetsøgemaskiner.

Det er bogens styrke, at behandlingen af emner er holdt på et jævnt og direkte praktisk anvendeligt niveau, eksemplerne er meget illustrative og pædagogisk opbygget, og teorien illustreres med mange gode eksempler på dens praktiske konsekvenser. Der skrives ikke alenlange brugsanvisninger på en lige så lang række individuelle databaser og internetsider. Fokus er rettet mod særlige steder, hvor man med størst sandsynlighed vil kunne finde den viden, man måtte være ude efter.

Forfatterne slår fast, at søgning er et håndværk og noget, man skal øve sig på. Et meget relevant budskab. Denne bog kan gøre de fleste studerende og professionelle bedre til at beherske informationssøgningen, så det ikke er mangel på relevant information, der er flaskehalsen i det daglige arbejde med studie og fag. Denne bog er dannelseslitteratur udi litteratursøgningens kringlede kunst.

Af Raymond Kolbæk, sygeplejelærer, cand.cur., ansat på Viborg Sygeplejeskole.

Populisme uden evidens

Elizabeth Pantley

Sov igennem uden gråd - Hvordan du nænsomt hjælper dit lille barn til at sove igennem
1. udgave, 3. oplag. København: Forlaget Aronsen 2006
240 sider, 199 kr.

SY-2007-07-69cForfatteren skriver i indledningen til bogen, at formålet med den er at give andre forældre et konkret og håndgribeligt redskab til at få deres barn til at sove igennem om natten. Det er vigtigt for forfatteren, at dette sker på en nænsom måde uden gråd. Hverken forældrenes eller barnets. Bogen er bygget op omkring forfatterens personlige oplevelser med sine fire børn og skrevet ud fra devisen: "Jeg ved det, for jeg har prøvet det selv."

Forfatteren samlede en testgruppe på 60 mødre med vidt forskellig social baggrund spredt ud over USA, som alle var begejstrede for hendes ideer. Med baggrund i testmødrenes og egne erfaringer udarbejdede forfatteren et søvnskema til en systematisk dataindsamling, analyse og evaluering. Skemaerne er det centrale i bogen. Bogen er således populistisk og uden videnskabeligt eller teoretisk grundlag. Tilgangen er metodisk og erfaringsbaseret uden evidens.

Bogen er lettilgængelig skrevet i et læservenligt sprog. Stilen er amerikansk, og som læser føler man sig tæt på at være nær veninde med forfatteren. Bogen er spækket med gentagelser, især omkring sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med barnets søvn.

Bogen er tilpasset danske forhold med henvisninger og officielle anbefalinger fra f.eks. Sundhedsstyrelsen og Forbrugerstyrelsen, samt henvisninger til danske hjemmesider om børn og børneopdragelse. Sundhedsplejerske Else Guldager har været konsulent på den danske udgave. Men det er ikke alle oplysninger, der er dokumentation for, og man bør derfor forholde sig til bogen med en vis skepsis.

Bogens force er, at den er nem at læse og til dels lader forældrene vælge de løsningsforslag, som passer bedst til den enkelte familie. Bogen er fuld af små gode råd og vejledninger omkring den gode søvn, som f.eks. at skærme barnet for indtryk før sengetid, et rart sovemiljø, tips til afvænning fra bryst/flaske om natten osv. Disse vejledninger ligger ikke ud over, hvad danske børnefamilier har mulighed for at få fra deres sundhedsplejerske.

Et aspekt, som kunne have været beskrevet i bogen, er betydningen af barnets gråd. Gråden er et af barnets naturlige udtryksmidler, og forældrenes viden om og evner til tolkning af gråden er vigtige for samspillet mellem barn og forældre.

For den ressourcestærke danske småbørnsfamilie kan bogen være en konkret, respektfuld og nænsom hjælp til bedre nattesøvn, men jeg savner vejledninger til mindre ressourcestærke forældre, hvor søvnproblemerne ikke alene lader sig løse ved strukturelle ændringer. Som børnesygeplejerske/sundhedsplejerske bliver vi arbejdsmæssigt mere og mere pressede, og vi må være opmærksomme på ikke at gribe til hurtige løsninger som blot at henvise til en sådan bog.

Vi må holde fast i fagligheden og gå et væsentligt spadestik dybere end at videregive gode råd fra den ene mor til den anden.

Af Sanne Spang Bruun, børnesygeplejerske, sundhedsplejerske, Pædiatrisk Enhed, Hillerød Sygehus, B 1531.

Rigtig god for fagfolk

Lene Werdelin (red.)

Parkinsons sygdom - en bog for patienter, pårørende og behandlere

København: Munksgaard Danmark 2006
196 sider, 188 kr.

SY-2007-07-69dSå kom den, bogen om Parkinsons sygdom. Der er ca. 6.000 personer med Parkinsons sygdom i Danmark, men alligevel findes der ikke megen dansk litteratur, hvor både behandling og pleje er beskrevet, og jeg har som afdelingssygeplejerske ofte haft svært ved at henvise til brugbar litteratur, når patienter og pårørende har spurgt.

Bogen indledes med en historie fra det virkelige liv, hvor en yngre kvinde fortæller, hvordan hun har oplevet at få Parkinsons sygdom. Det er en god indledning, som sætter tanker i gang hos læseren, inden den faglige del af bogen starter. Bogen er velskrevet af forfattere, som alle er specialister inden for området, og de giver en grundig beskrivelse af selve sygdommen, symptomer og behandling inden for både den medicinske og den plejemæssige del.

Bogen sætter gennemgående fokus på vigtigheden af tværfagligt samarbejde, når der skal ydes optimal behandling og pleje til parkinsonpatienter, hvilket er rigtig godt. Bogen vil egne sig godt som opslagsbog for plejepersonale, da den indeholder mange gode råd, forklaringer og konkrete redskaber, som kan anvendes i forhold til den enkelte patient.

Bagest i bogen er der et rigtig godt leksikon, som med en alfabetisk opdeling giver adgang til relevante oplysninger. Der findes endvidere et appendiks, som viser nogle af de skemaer, som bruges til vurdering ved Parkinsons sygdom.

Til tider kan bogens opbygning virke lidt rodet, da flere kapitler er skrevet ud fra en indforstået viden. Den viden har fagfolk, og i den sammenhæng er det derfor ikke noget problem, men lægfolk vil blive forvirrede. I bogen beskrives bl.a. forholdene for ambulatorier og de behandlingsmuligheder, der findes.

Det fremstår som en generel beskrivelse, men stemmer desværre ikke overens med virkeligheden, da der er mange forskellige måder at drive ambulatorierne på rundt omkring i Danmark.

Det er en bog, vi har manglet. Bogen er primært skrevet for den parkinsonramte og dennes pårørende. Det mål rammer forfatteren efter min mening ikke, da bogen indeholder mange fagudtryk, sekvenser og forklaringer, som vil være for komplicerede for lægmand. Til gengæld er den rigtig god for fagfolk og bør derfor stå på alle neurologiske afdelinger.

Af Birgitte Lerche Lauridsen, afdelingssygeplejerske, ansat på Glostrup Hospital, Neurologisk afdeling N 28.

Materialet når ikke i mål

Produktion og tilrettelæggelse: Jysk Pædagog-Seminarium

Omsorg og magt i forhold til borgere med demens

København: Styrelsen for Social Service 2005
DVD eller VHS
50 kr.

SY-2007-07-69e"Omsorg og magt" er et interaktivt undervisningsmateriale, produceret af Jysk Pædagog-Seminarium og udgivet af Styrelsen for Social Service i 2005. Materialet henvender sig til personalegrupper, der arbejder med mennesker med demens i eget hjem og i plejeboliger. Målet er at understøtte personalets arbejde ved at give kendskab til de arbejdsmetoder og redskaber, der sætter personalet i stand til at gå den daglige balancegang mellem omsorg og magt i demensplejen. "Omsorg og magt" består af et introduktionshæfte, en præsentationsfilm og en dvd, der rummer selve undervisningsmaterialet.

Materialet har udgangspunkt i en række små filmklip, der er tænkt som illustrative eksempler på faglige dilemmaer og potentielle konfliktsituationer, der kan udvikle sig i den daglige pleje af mennesker med demens. Disse filmklip er tematiseret i fem faglige moduler: jura, demens, socialpædagogik, mellem omsorg og magt og selvbestemmelse.

Efter hvert filmklip kan brugeren dels klikke sig ind på faglige kommentarer fra en jurist, en demenskonsulent, hvis uddannelsesbaggrund filmen ikke oplyser, og en socialpædagog. Dels kan brugerne, individuelt eller i grupper, klikke sig ind på forskellige oplæg, så de kan medvirke aktivt med analyse og skriftlig bearbejdning af filmklippene.

Det interaktive undervisningsmateriale er udtryk for en rigtig god idé, der har store muligheder for at fremme konstruktiv diskussion af hverdagens dilemmaer i demensplejen. Desværre når det slet ikke i mål. I modulet om jura følges filmklippene op af letforståe-lige juridiske kommentarer, der giver en god introduktion til servicelovens regler om magtanvendelse.

Materialet giver både mundtlige og skriftlige oplysninger om danske borgeres rettigheder, også hvis de lider af demens, og om hvornår kommuner undtagelsesvis kan tillade indgreb i demente borgeres selvbestemmelsesret. Det juridiske modul er fagligt præcist, pædagogisk og teknisk letanvendeligt. Anderledes forholder det sig med de fire andre moduler. Hverken i ord eller billeder reflekteres der over, hvordan konfliktsituationer og magtanvendelse kan forebygges i hverdagen.

I alle filmklippene spiller personalets handlinger eller mangel på handling en væsentlig rolle for, at der overhovedet opstår en konflikt, men det kommenteres stort set ikke i dette undervisningsmateriale. De fleste konflikter kunne have været undgået, men materialet giver ingen bud på hvordan.

Undervisningsmaterialet indeholder godt nok filmatiserede beskrivelser af forskellige handlemuligheder for personalet, hvilket er en rigtig god idé. Imidlertid er der ikke nogen af de anviste handlemuligheder, der rækker til at løse problemerne, snarere tværtimod. Undervisningsmaterialet lever således ikke op til sin egen intention om at give kendskab til de bedste arbejdsmetoder og redskaber i hverdagens demenspleje.

Jeg kan ikke anbefale det i sin helhed i den foreliggende form, men jeg ser muligheder i det, hvis det revideres i samarbejde med kompetente og erfarne fagfolk fra demensplejen.

Af Kirsten Amstrup, sygeplejerske, MA i social forskning og gerontologi, ansat i Brøndby Kommunes hjemmepleje. Desuden freelance rådgiver, underviser og foredragsholder i problemstillinger vedrørende demens.