Sygeplejersken
Hændelser i klasseværelset
Artiklen henvender sig til undervisende sygeplejersker med interesse for, hvad der foregår i klasserummet. Den er baseret på et studie af klasseundervisningen på Sygeplejeskolen i Århus, og hovedbudskabet er, at undervisningen her er præget af interaktive helklassesamtaler.
Sygeplejersken 2007 nr. 6, s. 48
Af:
Henrik Vinter Billeschou, sygeplejerske, cand.pæd.
Klasseundervisning er stadig almindelig i sygeplejerskeuddannelsens teoriundervisning, men vi har kun sparsom viden om undervisningsformens interaktions-, samtale- og arbejdsformer. Foreliggende studier er baseret på ret smalle empiriske materialer, og deres konklusioner svækkes ofte af mangel på egentlige næranalyser af hændelserne i klasseværelset.
I dette projekt er tidsforbruget og den tidsmæssige fordeling af aktiviteterne i klasseundervisningen samt forekomsten af monologiske og dialogiske spørgsmålsformer i de lærerstyrede helklassesamtaler undersøgt (1).
Metode
I projektet indgår lydoptagelser af 24 lektioner på Sygeplejeskolen i Århus. Lektionerne er ligeligt fordelt på uddannelsens 1., 3. og 5. semester. 12 lektioner er fra undervisningen i sygepleje, og 12 lektioner er fra undervisningen i uddannelsens øvrige fag, f.eks. psykologi, biokemi, folkesundhed, anatomi og fysiologi.
Først er der gennemført tidsregistreringer af undervisningsaktiviteter og lektionslængde. Aktivitetskategorierne er konstrueret på baggrund af Mehans faseopdelte beskrivelse af den sociale organisering af aktiviteterne i klasseundervisningen og ud fra selve observationsarbejdet.
Dernæst er spørgsmålene i materialet kodet ved hjælp af en sociokulturel begrebsramme, der skelner mellem autentiske og ikke-autentiske spørgsmål. Et spørgsmål defineres som autentisk, hvis der ikke foreligger en forudbestemt korrekt svarmulighed. Autentiske spørgsmål betragtes som dialogiske, mens ikkeautentiske spørgsmål betragtes som monologiske. Alle spørgsmål er samtidig kodet i forhold til initieringskilde (studerende versus underviser).
Tidsregistreringer og spørgsmålskodninger er efterfølgende behandlet statistisk.
Udvalgte fund
Tidsanalysen viser en ensartet tidsstruktur, hvor faktisk undervisningstid stort set er lig med skemalagt lektionstid: Lektionernes gennemsnitlige længde er 44±4 minutter, og omfanget af spildtid er begrænset til ingen eller få minutter. Videre er udbredelse af aktiviteten "lærerstyret interaktiv helklassesamtale" signifikant større i forhold til aktiviteten "ikke-interaktiv envejskommunikativ lærerforelæsning" (25±6 versus 15±6 minutter).
Spørgsmålsanalysen viser, at de lærerstyrede helklassesamtaler indeholder næsten tre gange så mange autentiske som ikke-autentiske spørgsmål. Dette fund er signifikant.
Grupperes lektionerne i forhold til semestre og fag, er der ikke fundet signifikante variationer i forekomsten af autentiske og ikkeautentiske spørgsmål. Derimod er der signifikante variationer i den gennemsnitlige relative andel af spørgsmålsinitieringerne: På 1. semester initierer de studerende 50 pct. af spørgsmålene, mens de på 5. semester initierer 30 pct. I sygeplejeundervisningen initierer de studerende 20 pct. af spørgsmålene, mens de i uddannelsens øvrige fag initierer knap 50 pct. af spørgsmålene i undervisningen.
Samlet viser projektet, at klasseundervisningen på Sygeplejeskolen i Århus adskiller sig fra den formidlende, kontrollerende og overhørende undervisningsform, som traditionelt forbindes med klasseundervisning: Underviserens envejskommunikative stofgennemgange og kontrolspørgsmål uden eller med kun ringe studenterdeltagelse er nedtonet til fordel for interaktive helklassesamtaler med større grad af studenterdeltagelse gennem dialogiske og studenterinitierede spørgsmåls- og samtaleformer. Men der er betydelige variationer, afhængigt af i hvilket fag og på hvilket semestertrin klasseundervisningen foregår.
Henrik Vinter Billeschou er ansat på Sygeplejeskolen i Århus.
Litteratur
- Billeschou HV. Klasseundervisning i sygeplejerskeuddannelsen - tidsforbrug, spørgsmåls- og aktivitetsformer i 24 lektioner på Sygeplejeskolen i Århus. Sygeplejeskolen i Århus, 2006.