Patienterne har ret til information

Selv døende patienter kan føle stor sorg over at have mistet sexlysten og derfor også have brug for at tale om deres seksualitet, fortæller Hanne Bredsdorff. Foto: Søren Svendsen

Patienterne er ofte døende, med kræft i forskellige stadier. De er plagede af forskellige symptomer, bl.a. smerter. Behandling: Ofte medicinsk. Sådan ser patientbilledet på Palliativ Enhed på Roskilde Sygehus typisk ud.

"De dårligste patienter ser vi kun i ganske få dage, mens andre kan være tilknyttet i flere måneder. Hvor der er tale om patienter med kroniske smerter som f.eks. piskesmældssmerter i ryggen, kan der være tale om længerevarende tilknytning," fortæller klinisk oversygeplejerske Hanne Bredsdorff.

Ambulatoriets personale tæller to overlæger, fem sygeplejersker, en fysioterapeut, en socialrådgiver og en diætist, hvis ypperste opgave er at lindre patienternes sidste smertefulde levetid så godt som muligt. Og det involverer altså også pligten til at tale med patienterne om deres seksualitet, hvis det er på sin plads rent fagligt. Med udgangspunkt i Sundhedslovens afsnit III, kapitel 5, om informeret samtykke (se boks) ser personalet det ganske enkelt som sin pligt at informere patienten, hvis sygdom, behandling eller medicin kan medføre seksuelle komplikationer.

"På den måde tager vi ikke udgangspunkt i os selv, og hvad vi personligt tror, mener eller lyster," siger Hanne Bredsdorff. 

Ikke altid relevant

Ordineres der medicin med risiko for seksuelle bivirkninger, informeres patienten som udgangspunkt altid om det.

"Alt er et skøn, men det er en integreret del af vores arbejde på linje med information om f.eks. urin- og afføringsforhold. Det nævner vi jo, når vi ved, at medicinen kan give forstoppelse, så selvfølgelig skal vi også nævne, hvis medicinen kan medføre nedsat libido. Vi synliggør problemerne for patienterne, og derved signalerer vi, at de er velkomne til at spørge, hvis de får problemer," siger Hanne Bredsdorff.

Hun understreger dog, at netop det faglige skøn spiller en altafgørende rolle, når hun som sygeplejerske overvejer, om hun skal komme ind på patientens seksualitet.

"Mange af vores patienter er ofte så syge, at det slet ikke kommer på tale. Sidder jeg f.eks. over for en meget dårlig og stærkt smertepåvirket cancerpatient, er det ikke relevant i den aktuelle situation, men måske ved næste konsultation. Over for et døende menneske vil det ofte heller ikke være relevant. Men omvendt oplever jeg også, at selv patienter, især mænd, der står over for at miste livet om kort tid f.eks. pga. prostatacancer, føler en stor sorg over at have mistet sexlysten og dermed en del af sig selv, af deres maskulinitet," fortæller Hanne Bredsdorff, der dog må erkende, at der ikke er tid til at gå dybere ind i sådanne sorgprocesser på ambulatoriet.

Langtfra nemt

Selvom emnet "patienternes seksualitet" må siges at være godt integreret i patientforløbet på Palliativ Enhed, er det stadig langtfra nemt at praktisere.

"Jeg har været her i fire-fem år, og vi bliver hele tiden bedre til det. Vi har diskuteret det meget indbyrdes - taler vi overhovedet seksualitet med patienterne, og gør vi det godt nok? Synes vi, det er svært? Er det et tabu? Ønsker vi ikke at tage det op, måske fordi vi ved, vi ikke kan løse problemerne? Spørgsmålene er mange, men jo mere vi diskuterer det, jo bedre bliver vi," siger Hanne Bredsdorff.

Til andre sygeplejersker og afdelinger, der har lyst til at blive bedre og klogere på deres håndtering af at tale med deres patienter om seksualitet, kan hun kun anbefale, at også de begynder at tale om emnet indbyrdes. Det er også en god idé at hente inspiration udefra, f.eks. fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet eller søge viden i bøger, foldere m.m. Endelig er det vigtigt, at sygeplejerskerne erkender, at det ikke er deres opgave at befri patienterne for seksuelle komplikationer og frustrationer.

"Vores hovedopgave her er palliation. Men vi skal kunne identificere, om patienten har et seksuelt problem og henvise videre til en specialist, hvis patienten ønsker det - akkurat som vi henviser patienter til f.eks. en øre-næse-hals-specialist. Vi kan ikke løse patienternes seksuelle problemer. Vi kan heller ikke redde en døende patient, selvom han beder os om det, men vi kan lindre lidelsen. Så det, at vi ikke kan løse de seksuelle problemer, er heller ikke en legitim grund til ikke at tale om dem," fastslår Hanne Bredsdorff.