Sygepleje og seksualitet hos mennesker med en kronisk sygdom

Litteraturen viser, at mennesker med en kronisk sygdom har behov for at få vejledning i forhold til deres seksualitet, da denne ofte bliver påvirket af selve sygdommen eller den medicin, patienten er nødt til at indtage.

Som en patient udtalte: "Det kan godt være, at gigten sætter nogle begrænsninger, men lysten til sex er stadig den samme."

I vores bachelorprojekt var vi derfor interesserede i at undersøge sygeplejerskers holdning til sygepleje i relation til seksualitet hos mennesker med kronisk sygdom, herunder om sygeplejersker mener, det er vanskeligt at tale med patienter om seksualitet, og om de opfatter dette som deres ansvar. Dette undersøgte vi bl.a. via en spørgeskemaundersøgelse på fire afdelinger, som hovedsageligt arbejder med kronisk syge patienter.

Fem sygeplejersker fra hver afdeling med minimum to års erfaring i afdelingen blev bedt om at udfylde spørgeskemaet. Svarprocenten var på 75.

Vores antagelse var, at seksualitet er et forbigået emne inden for sygeplejen. Litteraturen, der var sparsom og ofte af ældre oprindelse, bekræftede, at de fleste sygeplejersker generelt ikke taler om seksualitet med patienterne.

Vores egne resultater fra spørgeskemaundersøgelsen viste, at næsten halvdelen af respondenterne mener, det er svært at tale om seksualitet med patienten. Tre fjerdedele mener, at seksualitet ikke er lige så let at tale med patienten om som forstoppelse. To tredjedele mener, det er sygeplejerskens ansvar at tale om seksualitet med patienterne.

Sygeplejersken har ansvaret

Det kom ikke som nogen overraskelse, at knap halvdelen af respondenterne oplever det svært at tale med patienterne om seksualitet, men at kun to tredjedele mener, det er sygeplejerskens ansvar, var nedslående. Især da sygeplejersker ifølge Lov om patientens retsstilling i Vejledningen om seksualitet uanset handicap og De Sygeplejeetiske Retningslinier har et ansvar for at give patienten alle relevante oplysninger, der har med dennes sygdom at gøre.

Vi arbejdede videre med spørgsmålet om, hvordan sygeplejersken kan håndtere den svære samtale med patienten om seksualitet i forbindelse med en kronisk sygdom. I analysen benyttede vi elementer inden for Kari Martinsens omsorgsfilosofi, Uffe Juul Jensens moralfilosofi og teori om interpersonel kommunikation, understøttet af PLISSIT-modellen (en model, der angiver de niveauer, som rådgivning omkring seksualitet kan foregå på (1)).

Betydning for praksis

Da både litteraturen og vores projekt viser, at det er et problem for mange sygeplejersker at berøre emnet seksualitet over for patienter, er det anbefalelsesværdigt, at man i praksis drøfter etiske dilemmaer og egne og kollegers holdning til patientens seksualitet.

Sygeplejersken skal kunne rådgive patienten, samtidig med at hun kan hjælpe denne til at finde ressourcer i sig selv. Sygeplejersken skal bruge sin viden og sine fagkundskaber, herunder det sygeplejefaglige skøn, til at åbne for samtalen, så den er til gavn for patienten.

Den grundlæggende faglige viden om seksualitet i relation til sygdom skal være til stede, ellers bliver det endnu mere svært at kommunikere med patienterne om emnet. Undervisningen kan bestå i temadage, sygeplejefaglig vejledning og dialog om emnet i sygeplejegruppen. En nøglepersonfunktion inden for seksualitet, der kan stå for undervisning og vejledning, kan etableres.

Bachelorprojektet "Seksualitet i forbindelse med en kronisk sygdom" kan fås ved henvendelse til Malene Schmidt.

Malene Mouni Schmidt er ansat ved Sygehus Syd, Afdeling 200, Nykøbing F. Ditte Knudsen er ansat ved Sygehus Syd, Afdeling 17, Næstved.

Litteratur

1. Annon J. Behavioral Treatment of Sexual Problems. Brief Therapy. Maryland: Harper & Row; 1976.