Sygeplejersken
Sygeplejersker bag hjemmeside om peritonealdialyse
Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for peritonealdialyse og sygeplejersker med interesse for etablering af sygeplejefaglige hjemmesider. Hovedbudskabet er, at et velfungerende samarbejde mellem sygeplejersker, teknikere, kommunikationsmedarbejdere og andre sundhedsfagligt uddannede kan resultere i en brugerrettet hjemmeside.
Sygeplejersken 2007 nr. 6, s. 49
Af:
Inge Storgård Petersen, sygeplejerske
Vi er syv sygeplejersker fra forskellige dialysecentre i Danmark, som har lavet en hjemmeside om peritonealdialyse. Vi håber at kunne udbrede kendskabet til denne dialyseform samt at inspirere sygeplejersker fra andre specialer til at lave et lignende projekt.
Hjemmesiden er primært lavet for kommende dialysebrugere og deres pårørende. Men også tænkt som en hjælp for andre støttepersoner. F.eks. ansatte i hjemmeplejen, på plejehjem og nyansatte på nefrologiske afdelinger. Desuden kan hjemmesiden - eller dele derfra - anvendes som undervisningsmateriale.
Arbejdet med hjemmesiden er udviklet i vores gruppe under Fagligt selskab for Nefrologiske sygeplejersker og har taget ca. halvandet år. Ingen af os havde erfaring med lignende projekter, og vi har fra begyndelsen haft uvurderlig hjælp af andre, bl.a. en kommunikationsmedarbejder, en web-designer, en fotograf, en læge og en diætist. Den røde tråd gennem hele projektet har været styret af Eva Maria Knudsen, cand.mag. i massekommunikation og statskundskab. Økonomien i projektet har været sponsorstøtte.
Enkel, overskuelig og fleksibel
Vi har arbejdet meget med mål for hjemmesiden og kom frem til følgende:
-
at patientinformation præsenteres i en anderledes form og et nyt medie
-
at hjemmesiden er enkel, overskuelig og brugervenlig
-
at hjemmesiden er let at finde rundt i
-
at hjemmesiden er visuel med mange billeder og patienthistorier
-
at hjemmesiden er egnet til patienten, der kun skimmer hjemmesiden
-
at hjemmesiden er egnet til patienten, der ønsker detaljeret information
-
at siden kan opdateres og videreudvikles
-
at fokus er på brugernes dagligdag med kronisk peritonealdialyse
-
at fokus er, at meget kan lade sig gøre - trods alvorlig kronisk sygdom.
Vi synes, vi har nået målene, og det at være med til at skabe noget nyt med et markant sygeplejefagligt fokus har været et stort og spændende arbejde. Eva Maria Knudsen hjalp os til at bevare overblikket og troen på, at det kunne lade sig gøre. Hun hjalp også med at bevare fokus på brugernes dagligdag, når vi i gruppen bevægede os ud i lægelige og tekniske ting.
Trin for trin
Til inspiration for dem, der kunne tænke sig at udvikle en hjemmeside inden for et andet sygeplejefagligt område, følger her en kort oversigt over vores arbejdsproces:
-
Projektbeskrivelse
-
Søgning efter sponsormidler
-
Uddelegering af emner og korrekturlæsning på hinandens emner
-
Koordinering af dialysecentrenes forskelligheder, så brugere i hele Danmark kan bruge hjemmesiden
-
Fotografering
-
Indsamling af patienthistorier
-
Uddelegering af emner og opgaver til læge, diætist, socialrådgiver
-
Opsætning af hjemmesiden
-
Udgivelse af lille pjece som reklame for hjemmesidens eksistens.
Hjemmesiden gik i luften maj 2006. Da flere og flere personer i Danmark har it-adgang, håber vi, at vi har været med til at give patientvejledningen et løft gennem dette medie. Vi er glade for den positive kritik, vi har fået i fagkredse og fra patienter, og arbejder fortsat med at opdatere og forbedre hjemmesiden. En oversættelse til norsk og svensk er i gang. I marts vil repræsentanter fra gruppen fortælle om hjemmesiden på en nordisk kongres for nefrologiske sygeplejersker.
Kommentarer til hjemmesiden modtages gerne på www.pdialyse.dk
Inge Storgård Petersen arbejder på Hjemmedialysen, Herlev Sygehus.
Gruppens øvrige medlemmer er Mona Klausen Storm, Odense Universitetshospital, Karin Lomholt, Skejby Sygehus, Bodil M. Petersen, Holstebro Sygehus, Helle Pedersen, Roskilde Sygehus, Hanne Ostenfeldt, firmaet Baxter, og Nanny Poulsen, Aalborg Sygehus.
Læs også artiklen "Dialyse i soveværelset"