5 faglige minutter: Find patienten

For enden af klokkesnoren ligger K.E. Løgstrup og Kari Martinsen, men de er ikke alene. Senere griber også Bent Falk fat i snoren. De ved alle tre, hvad det betyder, at patienten har tillid til den person, der besvarer klokken. At der er ægte nærvær mellem sygeplejerske og patient.

J. Piaget og Niklas Luhmann tager sig af undervisningen af syge børn. Det er et emne, der altid har ligget dem på sinde, og de er ikke i tvivl. Sygeplejersken må tage barnets alder i betragtning, når hun tilrettelægger sin undervisning. Ja, abstraktionsniveauet er højt, når sygeplejestuderende skriver opgaver, og patienten er svær at finde i teksten som andet end et studieobjekt. Redaktionen modtager mange artikler fra sygeplejestuderende. En del af artiklerne er skrevet på baggrund af opgaver, som de har fået en høj karakter for, måske endda 13.

Redaktionen modtager også mange artikler skrevet af undervisere på sygeplejeskolerne, f.eks. artikler om refleksion, kompetenceudvikling og læringsrum. Form og indhold i artiklerne har fået mig til at tænke på, at der er talt rigtig meget om sygeplejestuderende og alt det, de ikke kan, men ikke ret meget om dem, der underviser de studerende: sygeplejelærerne. Spørgsmålet er, om sygeplejersker i al hemmelighed har været igennem en mutation, så der nu er tale om to typer. Pædagogiske sygeplejersker og almindelige sygeplejersker. Typerne kan være i stue sammen, og de kommunikerer, om end ikke effektivt, via power point. Men så er festen også slut.

Sygeplejeskolerne har lukket sig om sig selv. Jeg vil tro, at hovedparten af de undervisende har en akademisk overbygning i pædagogik, og at det er mellem 10 og 20 år siden, de sidst har rørt ved en patient. De undervisende kommer ikke mere på afdelingerne, plejehjemmene, i hjemmeplejen eller i sundhedsplejen. Dermed ser, lugter, hører eller føler de ikke, hvordan stemningen er aktuelt, eller hvor de største problemer og udfordringer ligger, og de er aldrig tæt på almindelige sygeplejersker i arbejde. Formelle møder om studieordninger eller konkrete eksaminationer af fælles studerende kan nu engang ikke erstatte praksis.

At de undervisende også ønsker at give al den viden, de selv har skaffet gennem et langt arbejdsliv til studerende, som primært er gået ind i sygeplejen for at blive noget med mennesker, skal ikke lægges dem til last. Men det giver forstoppelse. Dels kan en uddannelse på tre et halvt år kun rumme et vist pensum, dels viser de artikler, jeg ser så mange af, at der mangler en væsentlig faktor, som kan synes uvæsentlig, men alligevel: patienten. Hvad betyder den problemstilling, den studerende har valgt at arbejde med, for patienten? Er den overhovedet relevant for patienten, og i bekræftende fald for to, syv eller 1.000? Og ikke mindst: Hvad ved man allerede om problemstillingen?

Sidstnævnte spørgsmål vil fordre en omhyggelig litteratursøgning i den internationale sygeplejelitteratur, og det er at foretrække for den sædvanlige citatsamling fra koryfæer som dem, der er nævnt i indledningen. Koryfæerne har ikke svaret på alle nutidige, kliniske problemstillinger.

Derimod har udenlandske forskere indimellem nogle af svarene. I den nye studieordning kan opgavekriterierne funderes på den praksis, vi dog har, og det bliver muligt at indbygge krav til underviserne om nærkontakt med praksis efter en eller anden skabelon.Indtil da hilser jeg brobyggerstillingerne velkommen. Dem der betyder, at undervisende sygeplejersker er ansat med timer både på en specifik afdeling og på en sygeplejeskole. Patienterne har ikke brug for to typer sygeplejersker med hver sit fagsprog.

Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.