Sygeplejersken
Forbud mod crocs-sandaler
I stødet. De meget populære såkaldte Crocs er midlertidigt bandlyst på en norsk børneafdeling. Det skete, efter en norsk sygeplejerske i Crocs-sandaler kortsluttede en lysterapilampe, da hun rørte ved den.
Sygeplejersken 2007 nr. 7, s. 11
Af:
Lotte Havemann, journalist
Foto: iStock
Sygeplejerskerne på børneafdelingen på det norske Førde Sentralsjukehus må – indtil sagen er undersøgt nærmere – undvære de populære pangfarvede Crocs-sandaler, som også mange danske sygeplejersker bruger på arbejdet.
Sandalerne er nemlig under mistanke for at have medvirket til at kortslutte en lysterapilampe, som brugtes til behandling af nyfødte. Uheldet skete, da en sygeplejerske – iført et par Crocs – rørte ved lampen. En gnist slog fra sygeplejerskens fingre til lampen. Den blinkede og gik derefter helt ud.
Tekniske undersøgelser skal nu afgøre, om sygeplejerskens sandaler var synderen. Indtil da må sygeplejerskerne på børneafdelingen hverken bære Crocs eller plagiater af Crocs, lyder det.
”Vi har en tese om, at skoene har så god en isoleringsevne, at den statiske elektricitet ikke bliver afladet gennem gulvet, men ud gennem fingrene på sygeplejerskerne,” fortæller Rolf Horne, sygeplejerske og afdelingsleder på børneafdelingen på Førde Sentralsjukehus.
Han tilføjer, at importøren af Crocs i Norge har bekræftet, at skoene ikke er antistatiske. Forbuddet får dog kun betydning for få af de norske sygeplejersker. Ifølge Rolf Horne havde de fleste af dem nemlig allerede lagt deres Crocs på hylden pga. ubehag med statisk elektricitet.
”Mange af dem meldte om, at de fik stød, når de rørte ved vaske, håndtag og andre genstande, når de havde skoene på,” fortæller han.
Ok. med Crocs på Rigshospitalet
På Rigshospitalet i København vil de ansatte fortsat kunne iføre sig Crocs i skarp orange, grøn, pink mv. Det medikotekniske udstyr hér er godkendt og med jordforbindelse, så det skulle ikke kunne påvirkes af statisk elektricitet.
Riskmanager på Rigshospitalet Kim Garde fortæller: ”Vi har for mange år siden forladt alle restriktioner om, at tøj og sko skal være antistatisk, i og med at alt vores udstyr er ”jordet” og godkendt til hospitaler. Personalet har i årevis gået i plastiktøj
(kunststof, som danner statisk elektricitet red.) og har aldrig oplevet problemer som det i Norge.”
Kim Gardes bedste bud på hændelsen på Førde Sentralsjukehus er, at der har været noget galt med selve lampen, eller at nogen har omgået jordingen af den.