Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra pillebræt til industrimaskiner

De to artikler om Dansk Farmacihistorisk Samling i Hillerød henvender sig til sygeplejersker med interesse for historie. I første artikel præsenteres samlingen og hovedkræfterne bag. Næste artikel beskriver træk af injektionens udvikling.

Sygeplejersken 2007 nr. 7, s. 64-65

Af:

Evy Ravn, fagredaktør, faglig sygeplejeleder

SY-2007-07-65aPoul R. Kruse (tv.) og Svend Norn ved den kongeblå motordrevne tabletmaskine fra 1952.  

Foto: Søren Svendsen

Når sygeplejersker hælder medicin op eller giver et suppositorium, tænker de færreste over den historiske baggrund for medicinen. Men et besøg i Dansk Farmacihistorisk Samling i Hillerød, hvor man ifølge daglig leder Poul R. Kruse skal være lidt skør for at være, udvider horisonten.

Heldigvis er vi flere om det," siger Poul R. Kruse med et stort smil. Med "flere" hentyder han bl.a. til sin hustru Edith Kruse, som er deltidsansat i samlingen, og til Svend Norn, som lægger et stort frivilligt arbejde i samlingen.

Dansk Farmacihistorisk Samling har til huse på Apotekerforeningens kursus- og konferencecenter Pharmakon i Hillerød. Måske er de tre hovedkræfter bag samlingen - efter eget udsagn - lidt skøre, men under besøget, hvor Poul R. Kruse og Svend Norn ivrigt viser rundt og fortæller, går det, trods de herrers beskedenhed, hurtigt op for én, at her er absolut intet overladt til tilfældighederne.

En sjælden grad af faglig stolthed, personligt engagement og mange års lidenskab for farmaciens kulturhistoriske vingesus er vores charmerende følgesvend denne formiddag, hvor Sygeplejersken er inviteret til at mødes med farmacien.

Mystiske apparater i skinnende kobber

Allerede i døren til samlingen bringer den kliniske, lidt skarpe duft af alkohol og sæbe minder frem fra barndommens apotek, og det første syn, øjet møder, er store mystiske apparater i skinnende kobber. De leder tankerne hen på en flittig husmor fra 1950'erne, som har svunget pudsekluden i mange dage. Kobbertøjet i samlingen er dog istandsat af et professionelt gørtlerfirma, og et af de mystiske apparater viser sig at være et vakuumdestillationsapparat til udvinding af lægeurternes aktive stoffer.

Samlingens største aktiv er verdens mest komplette samling af redskaber og maskiner til pille- og tabletfremstilling, og samtlige apparater, maskiner og andet udstyr er blevet gjort funktionsdygtige af bl.a. den 77-årige pensionerede tabletmester Jacob Brandt Jørgensen.

Det har været muligt at sætte maskinerne i stand, fordi hovedleverandøren af maskiner til danske apoteker, Dansk Instrument- og Apparatfabrik (Diaf), har gemt de gamle arbejdstegninger - nogle helt tilbage fra 1917.

Derfor er det muligt for Poul R. Kruse og Svend Norn at give os og samlingens øvrige besøgende en levende demonstration af det gamle apotekshåndværk fra det første pillebræt over tabletpressen i 1843 til de større industrimaskiner, der står i deres originale farver og larmende spytter tabletter ud i et imponerende tempo.

Mest fascinerende er den kongeblå motordrevne Diaf tabletmaskine model 1952 med læderdrivrem, hvor stemplet bevæger sig op og ned med en karakteristisk tik tak-lyd. 

Inspireret af Sygeplejehistorisk Museum

"Da vi startede samlingen, var vi meget inspirerede af Dansk Sygeplejehistorisk Museum, som vi har et glimrende samarbejde med," fortæller Poul R. Kruse, mens vi begiver os videre forbi gamle flotte apoteksdiske med talrige og dekorerede skuffer.
"Vi er en slags altmuligmænd. Det er os selv, der organiserer det hele, registrerer og sætter mange af tingene i stand."

Med det hele hentyder han bl.a. til de mange smukke gamle flasker og krukker i reoler langs væggene, vægte i alle afskygninger, etiketter til lægemidler, receptkuverter og et stort sortiment af apoteks- og fabriksfremstillede lægemidler.

Kruse forklarer, at en vigtig grund til, at de selv kan reparere mange af genstandene, er, at de ofte har flere eksemplarer af samme genstand. Så når noget mangler eller går itu, kan det repareres via ting fra gemmerne.
"Et af vores tilbud er en billedbank til fri afbenyttelse," fortæller Svend Norn.

"Så hvis du mangler et historisk foto af en giftskabslåge, et apotekssymbol, meldrøje eller valmuekapsler, en morter, en pilleæltemaskine, en suppositoriepresse eller et medicinmåleglas, stiller vi vores billedbank med 450 fotos til rådighed på hjemmesiden www.dfhf.dk Vi har også et stort bibliotek, der er tilgængeligt for alle, og en specialsamling inden for radioaktive lægemidler, der givetvis er interessant for mange sygeplejersker og sygeplejestuderende. De skal være mere end velkomne."

Læs også den næste artikel: "Dyreblære på en gåsefjer" i Sygeplejersken nr. 7/2007

Evy Ravn er fagredaktør på Sygeplejersken.

DANSK FARMACIHISTORISK SAMLING

Dansk Farmacihistorisk Samling ejes af Dansk Farmacihistorisk Fond. Der er ingen statsstøtte til samlingen. De tusindvis af effekter er modtaget via donationer, og gaver modtages fortsat gerne. Fonden har en aktiv venneforening, der for øjeblikket tæller 160 medlemmer. Ud over samlingen i Hillerød er flere end 2.000 effekter udstillet på landets apoteker.

Yderligere oplysninger om samlingen på www.dfhf.dk

BESØG MUSEET

Dansk Farmacihistorisk Samling har til huse på Pharmakon a/s, Milnersvej 42, 3400 Hillerød.

Besøg arrangeres ved henvendelse på tlf. 4820 6000, eller via mail: pk@dfhf.dk.

Her gives oplysninger om pris for en guidet omvisning og om praktiske forhold i øvrigt. Besøgende i samlingen tilbydes forfriskninger eller bespisning efter aftale.

DE TRE HOVEDKRÆFTER

Poul R. Kruse, født 1943, cand.pharm., lic.pharm. og dr.pharm., startede sin karriere som ung provisor på Christianshavns Apotek, der bl.a. leverede medicin og andre apoteksvarer til en stor del af Danmarks skibsflåde. Derefter fulgte lærergerningen og forskningen i farmaciens historie ved Danmarks Farmaceutiske Universitet (nu Det Farmaceutiske Fakultet, Københavns Universitet), hvor læsning af de gamle kilder medførte et behov for at lære sig gotisk håndskrift. Poul Kruse har siden 2002 været adjungeret professor i farmaciens historie, ligesom han stadig er travlt beskæftiget med diverse formandskaber og redaktørhverv inden for det farmacihistoriske område.

Edith Kruse, født 1944, cand.pharm., har overvejende arbejdet inden for forlagsvirksomhed på Lægeforeningens forlag som forlagsredaktør. Har siden 2004 været konsulent ved Dansk Farmacihistorisk Samling og har skrevet publikationer inden for det farmacihistoriske område.

Svend Norn, født 1934, cand.pharm. og dr.pharm., fattede som ung farmaceut interesse for medicinens historie gennem sit arbejde inden for medicinalindustrien, hvor specielt datidens galopperende udvikling inden for psykofarmakologien gjorde indtryk. Senere fulgte en lang årrække som lektor og docent ved Farmakologisk Institut ved Københavns Universitet. Senere er formidlingen af farmaciens og medicinens historie kommet i centrum.
Svend Norn har en lang række publikationer inden for farmakologi, allergologi og immunologi bag sig og er ud over at være tilknyttet Dansk Farmacihistorisk Samling også tilknyttet Esrum Kloster.