Kronik: Grib chancen - læs videre

Maiken Holm Kaldal er ansat på Neurologisk afdeling, Sydvestjysk Sygehus.

Jeg blev uddannet som professionsbachelor i sygepleje januar 2006 som første generation af sygeplejersker i min familie, og som datter af forældre, begge med korte uddannelser. Jeg har siden stiftet bekendtskab med både den primære og sekundære sundhedssektor, hvilket har været en blandet fornøjelse!

Først og fremmest er det et kæmpe skridt, at man dagen efter at have modtaget sit eksamensbevis har et ansvar - sådan fra den ene dag til den anden. Måske det er lidt firkantet udtrykt, men rent faktisk en aktualitet, som virker skræmmende, når bunden af ens "rygsæk" knap er dækket. Jeg blev ret hurtigt overbevist om, at jeg ville læse videre inden for sygeplejen. Desværre ikke så hurtigt, at jeg nåede at indsende min ansøgning til optagelse på kandidatstudiet i sygepleje inden den 1. april samme år, hvilket så er min plan er gøre rettidigt i år.

De generelle holdninger, jeg bliver mødt med, når jeg ytrer mine fremtidsvisioner inden for sygeplejen, er, "at du gider," "allerede, du er jo knap blevet uddannet og er så ung." Sommetider synes jeg næsten også at kunne fornemme en vis bebrejdelse og foragt for, at jeg vælger det teoretiske frem for det praktiske. Et valg, som jeg ikke selv overvejer, fordi det for mig at se ikke handler om at vælge, men om at erhverve mere viden til videreudvikling af sygeplejen, som ganske vist udspilles i et praktisk forum.

Og hvem siger, at man skal have 10 års erfaring for at læse videre og fordybe sig i sygeplejeteorier? Så vidt jeg er orienteret, eksisterer der ingen regler for, at praksis skal komme før teori eller omvendt. Ydermere synes jeg, det handler om ens eget motivationsgrundlag; om så det må være udsigter til kvalifikationstillæg, mere indflydelse på arbejdspladsen, erhvervelse af redskaber til at kunne igangsætte projekter, muligheden for at være medvirkende til at udvide sygeplejerskens kompetenceområder og praktisere dette eller blot to år mere på skolebænken med litteratur, der vækker ens interesse, hvor der tilmed er weekendfri og lang sommerferie, og hvor ordet treholdsskift er et ukendt fænomen.

Jeg har en forventning om, at jeg, når jeg har færdiggjort mit speciale, vil fremstå som en mere sikker og velargumenterende sygeplejerske. Samtidig vil jeg være en sygeplejerske, der har muligheden for at være med fremme og deltage i/stå for projekter såsom etablering af sygeplejepraksiser som supplement til manglen på praktiserende læger. Og ligeledes vil jeg være en sygeplejerske, der er orienteret og vidende om ledelses- og organisationsstrukturer, så jeg vil være i stand til at analysere mig frem til, om f.eks. DSRs prioriteringer af kroner og tid er velbegrundede. Jeg er klar fortaler for, at vi fundamenterer sygeplejerskeuddannelsen på endnu mere evidensbaseret viden og gemmer erhvervelse af den praktiske knowhowviden, til vi kommer ud i praksis.

Lad os acceptere, at nyuddannede er nyuddannede, og etablere nogle længere introduktionsforløb, som giver mulighed for at stifte bekendtskab med de praktiske procedurer. Jeg er overbevist om, at det på sigt kan betale sig, så de sygeplejersker, vi vil få, vil være bedre til at reflektere over teorien og dermed være mere vidensøgende og dokumentere sygeplejen. Dette kan måske også på endnu længere sigt være med til at styrke den enkeltes ressourcer, så vi ikke bukker under for stress i et sundhedssystem, hvis grundpiller er baseret på systemverdenens værdier såsom produktivitet og effektivitet.