Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På job: Oplært til at behandle

Lægeopgaver. Sygeplejersker på Frederiksberg Hospital har overtaget behandlingen af patienter med ukompliceret stabil prostatacancer. De giver hormonindsprøjtninger og vurderer blodprøver.

Sygeplejersken 2007 nr. 8, s. 22-23

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2007-08-p%C3%A5joeb%20(1)
Patientens prostatacancer har været stabil i mange år, men nu har en blodprøve vist, at sygdommen er i udvikling. Anna Birkjær har på forhånd talt med lægen om, hvilken medicin patienten skal have ud over depotsprøjten med hormon.
F
oto: Anne-Li Engström

For to år siden fik patienterne på Urologisk Afdeling på Frederiksberg Hospital deres personlige læge. Det betød, at alle lægerne var optaget af stuegang på sengeafdelingen og først kunne komme i ambulatoriet kl. 9.30.

Hvordan kunne sygeplejerskerne og patienterne bedst udnytte tiden fra kl. 8-9.30? Sammen med lægerne fandt sygeplejeledelsen ud af, at sygeplejerskerne med fordel kunne overtage behandlingen af patienter med ukompliceret stabil prostatacancer.

SY-2007-08-p%C3%A5joeb%20(3)

Både sygeplejersker og læger er glade for ordningen med, at sygeplejersker tager sig af patienter med stabil prostatacancer. Foto: Anne-Li Engström

Patienterne kommer til kontrol hver tredje måned for at få en depotsprøjte med hormoner gennem maveskindet. Medicinen holder sygdommen nede. Mange af de ældre mænd kommer i ambulatoriet i årevis og får behandling for deres prostatacancer resten af livet. 

Sygeplejerske Anna Birkjær har arbejdet det meste af sit arbejdsliv som urologisk sygeplejerske, de sidste fire år på Frederiksberg Hospital. Hun tager imod sin første patient kl. 9. Det er en mand på 88 år, som hun har kendt i flere år. I dag venter en svær samtale.

En blodprøve har afsløret, at sygdommen er i udvikling, og Anna Birkjær har på forhånd aftalt med lægen, hvad der skal gøres. Nu skal hun informere patienten om den medicin, han skal tage hver dag, ud over den behandling han får hver tredje måned i ambulatoriet.  

"Du er ked af det," siger hun og tager hans hånd hen over skrivebordet. "Ja, nu er det gået godt i så mange år," konstaterer han. "Du er kommet her i fem år, og det er lang tid," siger Anna Birkjær. Han er biavler og har holdt kurser i 45 år, han fortæller, at han har planlagt en hel række af kurser til foråret. Han er en travl herre, der også skal tage sig af sin invalide kone. Efter et stykke tid siger Anna Birkjær: "Vi kan jo ikke snakke os ud af, at du skal have din sprøjte."  

SY-2007-08-p%C3%A5joeb%20(2)Mange patienter kommer i ambulatoriet i årevis og får behandling for deres prostatacancer resten af livet. Foto: Anne-Li Engström

Sygeplejerskerne er oplært i at vurdere blodprøver for at se efter indikationer på cancer i udvikling. De ser på værdierne i blodprøverne, og de kender virkningen og bivirkningen af hormonerne. De taler med patienterne om vandladning, hedestigninger og smerter. Knoglesmerter kan f.eks. være tegn på, at kræften har bredt sig.  

Efter at den ældre herre har fået sin sprøjte og er steget ned fra briksen, gennemgår de medicinen sammen. Der er fire æsker med en pille til hver dag.

Ordningen med, at sygeplejersker tager sig af patienter med stabil ukompliceret prostatacancer, er blevet evalueret efter det første år. Både læger, sygeplejersker og patienter er glade for ordningen. Hvis sygeplejerskerne bliver i tvivl om noget, kan de kontakte lægen. Ud af de 158 behandlinger, sygeplejerskerne gav i 2004, havde de kun brug for at kontakte lægen i 28 tilfælde. Derfor er ordningen nu gjort permanent. 

  Hvad kan du særlig godt lide ved at arbejde på Urologisk Ambulatorium?

"Jeg har arbejdet med det urologiske speciale i så mange år, fordi det er spændende, og fordi de gamle mænd har mit hjerte. De bærer ikke følelserne uden på tøjet, men jeg kan godt lide at gøre dem trygge med det, jeg kan tilbyde," siger Anna Birkjær.