Sygeplejersken
Resuméer af international forskning
Resuméer af international forskning i dette nummer af Sygeplejersken: - Forældrerollen ved Family-Centred Care - en litteraturgennemgang - Hvordan opleves det at være pårørende til et menneske, der gennemgår hjertekirurgi?
Sygeplejersken 2007 nr. 8, s. 35
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Forældrerollen ved Family-Centred Care - en litteraturgennemgang
Corlett J, Twycross A. Negotiation of parental roles within family-centred care: a review of the research. Journal of Clinical Nursing. 2006;15:1308-1316.
Formål: At gennemgå de seneste 15 års forskning om, hvordan forældrerollen forhandles i forbindelse med gennemførelse af familiecentreret pleje hos børn.
Metode: Der blev søgt artikler, der kunne besvare følgende spørgsmål:
1) Forhandler sygeplejerskerne forældrerollen med forældrene under barnets indlæggelse på sygehus?
2) Hvilke forventninger har forældre til at deltage i plejen af deres syge barn?
3) Hvilke faktorer fremmer henholdsvis hæmmer forhandlingsprocessen. Der blev søgt i databaserne CINAHL, Medline, Britisk Nursing Index og Embase. Der fremkom i alt 11 forskningsartikler. Derudover er der medtaget sekundær litteratur, hvis denne var relevant.
Resultat: Forældrene ønskede at deltage i plejen af deres barn, men på grund af mangelfuld kommunikation med sygeplejerskerne deltog forældrene ikke i den udstrækning, de ønskede. Det synes, som om sygeplejersker har klare forventninger til, hvad forældre kan påtage sig af plejeopgaver, og de indgik derfor ikke rutinemæssigt i forhandling med forældrene om, hvorvidt der kunne være andre plejeopgaver, de kunne eller ønskede at påtage sig.
Bemærkninger: At forhandle forældrerollen er en vigtig forudsætning for at kunne udføre familiecentreret pleje. Målet er bl.a. at inddrage forældrene i de kliniske beslutninger, der skal træffes i relation til deres barns sygdom, og i vurderingen af, hvem der skal udføre plejen af deres barn. Undersøgelsen er baseret på international litteratur, som er op til 15 år gammel, men derfor kan artiklen godt være et oplæg til et personalemøde på en børneafdeling.
Af Preben U. Pedersen, sygeplejerske, ph.d., pu.pedersen@get2net.dk
Hvordan opleves det at være pårørende til et menneske, der gennemgår hjertekirurgi?
Karlsson A, Johansson M. & Lidell E. Endurance - integration of strength and vulnerability in relatives' response to open heart surgery as a lived experience. QHW 2006;3:159-166.
Udholdenhed er det mest markante karakteristikum for pårørende til mennesker, som gennemgår en åben hjerteoperation. I hele sygdomsperioden stiller pårørende sig betingelsesløst til rådighed for patienten, men de oplever samtidig en stor usikkerhed forårsaget af den ukendte livssituation. Til trods for at selve indlæggelsen kan opleves som en lettelse, oplever pårørende en tiltagende ængstelse og ensomhed under operationen. Deltagerne i denne undersøgelse giver udtryk for, at de gerne ville have haft mere opmærksomhed fra plejepersonalet, der ikke synes at udvise interesse for deres eventuelle reaktioner på sygdomsforløbet.
Efter at have gennemlevet en hjerteoperation, hvor de har haft lejlighed til at udveksle mange tanker og tilbringe meget tid sammen, oplever deltagerne en stærk tilknytning til deres pårørende. Samtidig kan sygdomsforløbet også resultere i en tristhed og følelse af tab hos pårørende, der bliver opmærksomme på livets forgængelighed. Efter operationen reflekterer de mere over, hvad de finder vigtigt i livet. De pårørende oplever, at det, at deres nære har gennemgået en hjerteoperation, ændrer deres liv for altid og er en begrænsning af det sociale liv.
Undersøgelsen er foretaget i Sverige og omfatter interview med 14 patienter og ni af deres nære pårørende. Alle interview er udført i private hjem seks måneder efter operationen, og materialet er analyseret i overensstemmelse med den fænomenologiske tradition.
Af Bente Martinsen, sygeplejerske, cand.cur., ph.d.-stipendiat, bm bm@sygeplejevid@au.dk