Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sammenhæng i sygeplejen

Artiklen henvender sig til sygeplejersker og ledere med inter-esse for kontinuitet i sygeplejen. Hovedbudskabet er, at en forløbsansvarlig sygeplejerske giver tilfredse patienter og pårørende. Artiklen er baseret på et projekt fra Nordsjællands Hospital.

Sygeplejersken 2007 nr. 8, s. 34

Af:

Anna Sofie Knudsen, sygeplejerske,

Annemette Lundmark Jensen, udviklingssygeplejerske, MSA

Ansættelsen af en forløbsansvarlig sygeplejerske for gynækologiske kræftpatienter har allerede halvvejs inde i projektperioden vist gode resultater.

Patienter og pårørende oplever sammenhæng i forløbet, og det gør en stor forskel, at de altid ved, hvem de kan kontakte ved problemer. Den forløbsansvarlige sygeplejerskes grundige kendskab til hver enkelt patient, systemet og hendes viden og erfaring med sygdommen har afgørende betydning for, hvordan forløbet opleves.

Det er nogle af de erfaringer, vi har gjort os ved midtvejsevalueringen af projektet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bevilgede i 2005 penge til i to år at ansætte en forløbsansvarlig sygeplejerske i Gynækologisk-Obstetrisk Enhed, Nordsjællands Hospital.

Projektets formål er, at patienter og pårørende oplever sammenhæng igennem sygdomsforløbet og oplever at blive hjulpet med problemer og behov knyttet til deres kræftsygdom ved, at vi sikrer høj faglig kvalitet og effektivitet, fra patienten henvises, til patienten afsluttes efter fem år eller dør af sin kræftsygdom.

Den forløbsansvarlige sygeplejerske har det overordnende ansvar for hver enkelt patient og dennes forløb, så længe patienten er tilknyttet gynækologisk afdeling. Kun mens patienten er i kemoterapi, er hun tilknyttet onkologisk afdeling.

Udvikling af sygeplejerskernes kompetencer er en anden vigtig funktion, som den forløbsansvarlige sygeplejerske har. Det har medvirket til at højne kvaliteten af plejen til disse patienter. Også lægerne er begejstrede for funktionen: "Den forløbsansvarlige skaber den røde tråd og kan holde den, og hun er limen, der får det til at hænge sammen."

Koordinering er ikke nok

Den forløbsansvarlige sygeplejerskes indgående kendskab til den enkelte patient, hendes pårørende, liv og særlige ønsker for fremtiden gør en stor forskel.

Patienterne ved, hvem de skal kontakte ved problemer, og de gør det. Oplevelsen er, at mange problemer bliver løst, før de bliver store. Som en pårørende svarede på spørgsmålet om, hvilken betydning det havde haft for ham og hans afdøde kone at have været tilknyttet en forløbsansvarlig sygeplejerske: "Det havde enormt stor betydning. Hun vidste altid, hvad der var gået forud, hvad der skete, og hvad der skulle ske."

Den forløbsansvarlige sygeplejerske har stort kendskab til systemet og til plejen og behandlingen af patienter med underlivskræft. Det betyder, at hun kan se muligheder i forhold til pleje og behandling, hun kan effektuere tiltag og tage kontakt til rette samarbejdspartner og derved spare patienten for unødig bekymring - og systemet for ressourcer.

Af interview foretaget i forbindelse med midtvejsevalueringen fremgår, at der er behov for en gennemgående person på tværs af afdelinger og sygehuse gennem hele forløbet med kræft. Derfor foreslås, at alle patienter, i forbindelse med at kræft diagnosticeres, tildeles en forløbsansvarlig sygeplejerske, som bl.a. kan hjælpe med, at patienten kommer de rigtige steder hen på de rigtige tidspunkter. Det er i tråd med politikernes ønske om sammenhængende forløb og en mulig løsning på nogle af de problemer, der beskrives i utallige indlæg i medier, hvor patienter og pårørende fortæller om manglende sammenhæng. Det vil spare både ressourcer og bekymring hos patienter og pårørende.

Anna Sofie Knudsen og Annemette Lundmark Jensen er ansat på Gynækologisk- Obstetrisk Enhed, Nordsjællands Hospital.