Alle samtaler er lige vigtige

Læs artikel som PDF - gå til side 22

”Det er dejligt at afslutte en samtale, når personen i den anden ende af røret siger tak,” fortæller pensioneret sygeplejerske, Kirsten Ehrhardt, der er en af de 60 frivillige rådgivere i Psykiatrifondens Telefonrådgivning. Foto: Morten Nilsson

Et par gange om ugen ringer en ældre psykisk syg kvinde ind. Hun har kun sin undulat at snakke med og kan finde på at ringe ind sent på aftenen for at fortælle, at nu er fuglen lagt i seng. En anden kvinde er i røret mindst en gang om dagen. For hende er telefonrådgivningen en slags familie.

Som frivillig i Psykiatrifondens Telefonrådgivning støder sygeplejerske Kirsten Ehrhardt på mange psykisk syge, der sidder alene i lejligheden, fordi familien ikke magter at lytte mere. Især de ældre kvinders problemer fylder meget i rådgivningen.

Hvert år får Psykiatrifondens Telefonrådgivning ca. 10.000 henvendelser fra pårørende og psykisk syge, og behovet for hjælp er stigende.

Den 67-årige pensionerede sygeplejerske Kirsten Ehrhardt er en af de 60 frivillige på linjen. Kirsten Ehrhardt gik på efterløn for fire år siden efter en lang karriere som sygeplejerske i psykiatrien. I 11 år var hun forstander for en psykiatrisk institution i Københavns Amt, men konstante omstruktureringer var en medvirkende årsag til, at hun besluttede at forlade jobbet, et par år før hun egentlig havde tænkt sig. 

De seneste to år har hun krydret sin aktive pensionisttilværelse med et job som frivillig i Psykiatrifondens Telefonrådgivning. Normalt har hun en telefonvagt fire timer om ugen og tager gerne en ekstra tørn, hvis der er sygdom eller ferie. Hver anden måned modtager hun ekstern supervision hos en psykolog sammen med andre frivillige. "Man sige, at jeg er født til at arbejde som frivillig i psykiatrien. Jeg føler, at jeg med en baggrund som sygeplejerske har noget at bidrage med," siger Kirsten Ehrhardt og henviser til, at hendes viden om både somatiske og psykiske sygdomme samt evnen til at lytte er guld værd i samtalerne.

"Jeg kan ikke løse folks problemer, men slå øerne ud og lytte til brugernes behov og evt. foreslå et professionelt tilbud om hjælp. De, der ringer ind, dækker hele spektret. Vi får henvendelser fra pårørende, der har brug for en sparringspartner, og fra helt almindelige mennesker, der har mindre psykiske problemer. Men vi taler også med alvorligt sindslidende," fortæller Kirsten Ehrhardt.

Kollegial støtte

Højtiderne er den absolutte højsæson for opkald. "Det starter allerede i oktober, hvor vi oplever, at ældre kvinder ringer og er bange for, at de ikke bliver inviteret af børnene i julen," siger Kirsten Ehrhardt.

Hun fortæller, at det godt kan føles frustrerende, når en bruger ringer ind for fjerde gang den dag.
"Der er ikke altid så meget at stille op, når mennesker er så ensomme. Jeg kommer omkring min egen frustration ved at holde fast i, at jeg via telefonlinjen er med til at give noget medmenneskelighed. Og i supervisionen bliver der gjort meget ud af, at alle samtaler er lige vigtige."

Det gør også indtryk, når helt unge piger med personlighedsforstyrrelsen borderline henvender sig.
"Deres sygdom betyder, at de får andre til at føle sig skyldige. Selv via en telefonsamtale kan de få dig til at synes, at du ikke udfylder din opgave. Man kommer med 27 forslag om, hvor de kan søge hjælp. Men der er altid et eller andet ved situationen, der gør, at løsningsforslaget ikke kan bruges. Samtidig betyder sygdommen, at de er stædige og selv vil bestemme," fortæller Kirsten Ehrhardt.

Som sygeplejerske har Kirsten Ehrhardt mange års træning i at lægge triste menneskeskæbner bag sig efter arbejdstid. Det hjælper også, at de frivillige efter hver vagt giver hinanden kollegial supervision ved at tale deres oplevelser igennem.

I det hele taget understreger Kirsten Ehrhardt, at hun næsten altid går hjem med følelsen af at have gjort en forskel.

"Det er dejligt at afslutte en samtale, når personen i den anden ende af røret siger tak, og man kan høre glæden i stemmen. Arbejdet som frivillig rådgiver har gjort mig meget bevidst om, hvor heldig jeg er, at jeg kan hjælpe andre, og det sætter min egen tilværelse i et andet perspektiv."