Supervision kan forebygge stress

"Jeg vågner klokken fem om morgenen, har indre uro og usikkerhed, og er angst for at gøre en fejl," siger en hjemmesygeplejerske til supervision.

Når der er fokus på pressede arbejdssituationer til supervision, drejer det sig dels om at få lettet det psykiske tryk, dels om at undersøge, hvilke handlemuligheder der er (1). Dvs. at finde ud af, hvordan man er havnet i en situation med stress, og dermed hvordan man selv kan tage ansvar for at opdage, at man er på vej ind i en ny presset situation.

Det forudsætter tid til refleksion over den konkrete situation, og det kan godt være, det ikke er særlig klart, hvad det er, der presser, blot er det tydeligt for den enkelte, at der er noget galt.

Nogle typiske signaler (2,3,4) på ubalance er træthed, og det hjælper ikke rigtigt at sove, eller også kan man ikke falde i søvn. Ens grænser er påvirkede, og det viser sig bl.a. ved, at man er mere irritabel og enten let bliver involveret i eller skaber konflikter. Derudover glemmer man ting og aftaler og kan have svært ved at koncentrere sig.

Når man er presset over længere tid (2,3,4), kommer man ind i en ond cirkel, hvor man prøver at tage sig sammen og nå det hele. Man er træt, opgivende, drikker lidt mere kaffe, spiser lidt flere kager, chokolade, hovedpinepiller eller tager et ekstra glas vin. Man sover dårligt, har dårlig samvittighed over, at man vrisser ad familien derhjemme, har ikke lyst til sex, skælder børnene mere ud end sædvanligt, er træt af arbejdet og ved ikke, hvad man skal gøre. De andre ser jo ud til at klare det - og oven i købet med et smil. I den type situationer kommer den indre dommer let på banen: "Så det er nok mig, der ikke er god eller hurtig nok, og måske ikke erfaren nok."

Måske tænker man: "Jeg er for gammel og mangler efteruddannelse." Hvis ikke man selv opdager, at der må gøres noget, eller andre siger stop for en, så ender det med en sygemelding i kortere eller længere tid.

For de fleste er det meget svært at acceptere, at der ikke er balance i deres liv, og at de ikke umiddelbart selv kan få rettet op på det. Tegn på stress kommer snigende (3), så ofte opdager man det ikke, før det står ret galt til. Det har store omkostninger for den enkelte, for familien og for arbejdspladsen, at det kommer så vidt (3,4).

Lær at sætte grænser

Det er min erfaring, at jævnlig supervision betyder, at pressede situationer kan opfanges og belyses, og at den enkelte derved kan få øje på egne handlemuligheder. Det betyder ofte, at den enkelte må lære at sætte nogle grænser og acceptere ikke at kunne opfylde alle andres behov på bekostning af sine egne. Gruppen bliver dels opmærksom på, hvordan den kan støtte en kollega, dels på, hvordan den kan støtte sig selv. I nogle situationer skal ledelsen inddrages, og det gør den enkelte eller gruppen.

Eksempel nummer et

"Jeg er fyldt op med arbejde."
"Jeg føler mig strid, mangler faglig snak, og her er en dårlig stemning," siger en hjemmesygeplejerske i dagvagt.

Sygeplejersken taler hurtigt og fortæller om alle frustrationerne, så jeg som supervisor bliver nødt til at stoppe hende og lave et diagram over de problemfelter, hun ridser op for at få et fælles overblik og finde ud af, hvad det er vigtigst at have fokus på:

• "Det har stået på det sidste halve år, men er taget til i de sidste tre måneder."
• "Jeg sover dårligt, har hjertebanken og ondt i maven, og derhjemme græder jeg for ingenting, og det påvirker familien."
• "Jeg er frustreret over at se på, at der i hjælpergruppen bliver udført dårlig pleje, der mangler kontinuitet, og der er mange afløsere."
• "Der er klager fra pårørende over hjælpergruppen, og det kan jeg godt forstå."
• "Jeg har mange komplekse sygeplejeopgaver."
• "Jeg kommer hos otte borgere i terminalstadiet, og det tager tid og energi."
• "Den sygeplejerske, som jeg samarbejder med, er også stresset."
• "Jeg føler ikke, jeg får ledelsesmæssig støtte, jeg føler mig magtesløs."
• "Det fysiske arbejdsmiljø på kontoret er forfærdeligt og stressende med mange sygeplejersker på lidt plads og mange telefoner. Det er ikke til at koncentrere sig."
• "Der er problemer i forhold til visitationen."

Undervejs i supervisionen bliver det reflekterende team (1,5) inviteret ind. At bruge reflekterende team i gruppesupervision er en metode til at aktivere hele gruppen og til at udvide refleksionsrummet for alle deltagere. Det reflekterende team taler højt med hinanden om den samtale, de har hørt supervisant og supervisor have. De stiller f.eks. undrende spørgsmål, som ofte vil føre til flere perspektiver på situationen. Teamet kan også bruges til at anerkende problemet, hvilket er støttende for supervisanten, og det kan betyde, at det er mere legalt at arbejde med vanskelige situationer, når man ikke er alene om at opleve dem.

En anden vigtig funktion er, at mens teamet arbejder, giver det supervisanten og supervisor mulighed for en indre dialog (6), som ofte er med til at bringe dem ud af en fastlåst situation/få flere nuancer på og dermed se muligheder i det videre forløb. I den konkrete supervision kunne det reflekterende team genkende det at føle sig stresset og magtesløs, og det var støttende for supervisanten at få genkendt sine følelser. Det gjorde det nemmere at komme videre og ikke føle sig alene.

I selve supervisionen er der lige ved at ske en parallelproces (5), hvor følelsen af at blive overvældet og føle sig magtesløs sniger sig ind i gruppen og hos supervisor.

Så spørger supervisor, om sygeplejersken er eneansvarlig for alle de problemfelter, hun har remset op?
"Nej, men jeg synes ikke, jeg får tilbagemeldinger på det, jeg siger, og der bliver ikke handlet, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre."

Savner tilbagemeldinger

Ved at spørge ind, er det tilbagemeldinger fra ledelsen, sygeplejersken savner. Jeg beder hende overveje, hvor præcis hun har været i sin henvendelse, og hvad det er, hun vil have tilbagemelding på.

Ved afslutningen af supervisionen siger sygeplejersken:
"Lige nu har jeg fået et godt overblik over alt det, jeg føler mig presset af. Det gør, at jeg kan blive mere konkret og bede om hjælp i forhold til det, jeg oplever i hjælpergruppen."

Efterfølgende har sygeplejersken sagt om supervisionen:
"Den gav mig et klokkeklart overblik over alt det, jeg var frustreret over, hvilket var meget mere, end jeg selv var klar over. Ved at få sat overskrift på problemerne blev det meget nemmere at finde en løsning:

Jeg brugte aftenen på at forberede mig godt ud fra supervisionen til et møde med min leder om problemerne. Det møde betød vendepunktet for mig, for jeg var meget præcis og havde konkrete forventninger til min leder. Et par dage efter mødet lettede presset, ikke fordi problemerne var løst, men ansvaret var delt med og givet videre til lederen. I løbet af de næste uger til måneder skete der flere tiltag, der gjorde, at arbejdssituationen blev bedre.

Mine klare forventninger til lederen har gjort det nemmere for alle parter, da vi ved, hvor vi har hinanden og melder klart ud.
Nu et år efter er jeg sikker på, at jeg aldrig kommer så langt ud igen, for jeg vil være mere opmærksom på de symptomer, stress kan give. Samtidig vil jeg være hurtigere til at kræve handlinger og tilbagemeldinger fra ledelse eller kollegaer.

Hvis jeg ikke havde fået supervision, var jeg uden tvivl blevet sygemeldt kort tid efter."

Eksempel nummer to

"Alt er kaos, jeg er stresset, falder i søvn klokken otte om aftenen. Det er skruen uden ende," siger en hjemmesygeplejerske til supervision.

Undervejs i supervisionen blev sygeplejersken opmærksom på, at hun påtog sig flere og flere opgaver, som dybest set ikke var hendes, men hjælpergruppens. Det drejede sig bl.a. om henvisninger og kontakter til andre tværfaglige samarbejdspartnere og specifikke plejeopgaver. Sygeplejersken blev bevidst om, at det, hjælpergruppen ikke kunne få hendes kollega til, kunne de få hende til.

Det reflekterende team undrede sig over, hvem der havde det faglige ansvar for hvad. De havde en hypotese om, at det kunne blive en vane for nogle af hjælperne at spørge, når sygeplejersken nu alligevel kom forbi.

"Supervisionen hjalp mig til at se, hvad det egentlig var, der skete, nemlig at jeg ikke var i stand til at sige fra i tide, og jeg fik nogle værktøjer til at gøre noget ved det. Det var nødvendigt at fortælle hjælpergruppen, hvordan jeg oplevede det, og hvordan jeg havde det.

Jeg forberedte mig skriftligt og var bevidst om at blive på egen banehalvdel. Hjælpergruppen blev overrasket over min udmelding. Jeg oplevede, at de tog den til sig, og jeg er blevet mere bevidst om, hvilke opgaver jeg påtager mig i forhold til hjælpergruppen. Jeg er blevet bedre til at give opgaverne tilbage, hvor de hører til." 

Den indre dommer på arbejde

Generelt kan man sige, at de sygeplejersker, der får stresssymptomer, ofte er ambitiøse, engagerede og meget ansvarsfulde mennesker. Det er også personer, som meget gerne vil opfylde andres ønsker og behov og ikke er så opmærksomme på eller kan mærke egne behov.

De psykologiske stressfaktorer er vanskelige at have med at gøre, da de i første omgang ikke er tydelige. Vores måde at forholde os til os selv, arbejdet og opgaverne på foregår ofte pr. automatik, og derfor opdager vi først meget sent, at nogle af vores automatiske tanker, den indre dommer og forventninger til os selv kommer til at trække os ud over grænsen for, hvad vi egentlig kan klare. Den personlige side bliver udfordret både af egne indre værdier og vaner, af de mange forandringer, der løbende sker i sundhedssektoren, og af krav og forventninger til sygeplejersker.

Så det at forebygge stress (2,3) er noget, der både må have den enkelte sygeplejerskes opmærksomhed og i høj grad også ledelsens opmærksomhed.

Fordi det personlige stress bunder i vores opgaver, roller og måder at forholde os til os selv på, er refleksion i grupper en vældig farbar vej frem. Det er ikke nok at forstå, hvad stress er via undervisning; for at ændre egne vaner og tankemåder må der være tid til refleksion over egen praksis. 

En anden vigtig pointe er, at det, der virker stressende på én sygeplejerske, ikke presser hendes kollega. Vi er forskellige, er forskellige steder i vores faglige og personlige liv, har forskellige måder at håndtere pressede situationer på og har forskellige ledere. Det har alt sammen stor betydning for vores følelser og dermed vores kropslige reaktioner (uanset hvad vi med vores hoved gerne vil) og vore handlinger. 
 

Vibeke Thorsen er selvstændig supervisor og konfliktmægler. 

Litteratur

1. Bang S. Rørt ramt og rystet. København: Socialpædagogisk bibliotek; 2004.
2. Milsted T. Sådan tackles stress. København: Børsen; 2002.
3. Netterstrøm Bo. Stress på arbejdspladsen. København: Hans Reitzels forlag 2002.
4. Pedersen KN. Stress - den moderne udfordring. København: Aschehoug; 2004.
5. Heap K, Bang, S. Gruppens skjulte ressourcer. København: Socialpædagogisk bibliotek; 2000.
6. Andersen T. Reflekterende processer, København: Dansk psykologisk forlag; 2005.