Sygeplejersken
Videnscenter for amning af børn med specielle behov
Hvis du som sygeplejestuderende skal undersøge evidens omkring hud mod hudkontakt til præmature børn eller som sundhedsplejerske vejlede en nybagt mor til at forstærke barnets sutterefleks, er der hjælp at hente på Videnscenter for amning af børn med specielle behov.
Sygeplejersken 2007 nr. 9, s. 32-32
Af:
Ragnhild Måstrup, projektansvarlig sygeplejerske, IBCLC
I mange år har der været fokus på amning af raske børn. Bl.a. via "Det spædbarnsvenlige initiativ" fra 1991, hvor formålet er, at kvinder skal gives mulighed for at amme fuldt og helt de første seks måneder af barnets liv. Også syge børn har brug for at blive ammet, hvorfor Videnscenter for amning af børn med specielle behov blev etableret på Rigshospitalet i 2005.
Indsamling af viden
Videnscentret indsamler, systematiserer og udvikler viden om amning af børn med specielle behov og gør denne viden tilgængelig for sundhedspersonale bl.a. via Videnscentrets hjemmeside.
Videnscentret er placeret tæt på Neonatalklinikken på Rigshospitalet, da næsten alle børn på neonatalafdelinger har - eller får - specielle behov i forbindelse med amning. Videnscentret dækker dog alle børn på alle børneafdelinger, der har specielle behov i forhold til amning. Det kan være medfødte misdannelser, medfødt sygdom, senere opstået sygdom eller problemer efter operation og anden behandling.
På Videnscentret indsamles viden lokalt, nationalt og internationalt, og centeret samarbejder med Rigshospitalets afdelinger om at udvikle praksis. Målet er, at pleje, behandling og rådgivning i forbindelse med amning af børn med specielle behov bliver ensartet, evidensbaseret og af høj kvalitet. Den indsamlede viden og samarbejdet med afdelingerne danner - sammen med litteratursøgninger - baggrund for vejledninger om amning af børn med specielle behov.
Videnscentret har nedsat en national ekspertgruppe i amning af børn med specielle behov, som udveksler erfaringer og viden og hjælper med at afdække manglende viden.
Forskning
Videnscentret identificerer områder for forskningspotentiale og ajourfører den nyeste viden på området kontinuerligt. Etableringen af Videnscentret løber som et treårigt projekt, hvor det tredje år er berammet til forskning. Der er bl.a. planer om et forskningssamarbejde med Sverige.
Hjemmeside
På Videnscentrets hjemmeside kan man læse danske resuméer af internationale artikler, indtil videre under følgende emner: udmalkning og mælkeproduktion, amning af præmature børn, hud mod hud-kontakt, amning efter adskillelse og amning af hjertesyge børn.
Vejledninger lægges på hjemmesiden, efterhånden som de udvikles. Foreløbig ligger der vejledninger om ammehjælp til suttesvage børn, udmalkning af modermælk og anvendelse af modermælk.
Pjecen Mælkevejen, som beskriver det præmature barns vej til fuld amning, ligger på hjemmesiden og kan bruges til inspiration. Siden opdateres flere gange om måneden. Foreløbig henvender hjemmesiden sig kun i begrænset omfang til forældre.
Rådgivning og undervisning
Står man som sundhedspersonale i et konkret eller generelt problem og ikke kan finde svar på hjemmesiden, har man mulighed for at sende en mail om problemet eller casen til Videnscentret. Nogle af disse spørgsmål og svar lægges ud på hjemmesiden.
Videnscenter for amning af børn med specielle behov arrangerer undervisning for sundhedspersonale (se hjemmesiden).
Ragnhild Måstrup, der er ansat som projektansvarlig sygeplejerske, tager også ud og underviser. Videnscentret er bemandet fire dage om ugen.
Kontakt Videnscenter for amning af børn med specielle behov, Rigshospitalet, afsnit 5023, 2100 København Ø, tlf. 3545 0833.
Videnscentrets hjemmeside: https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/videnscenter-for-amning-af-boern/Sider/default.aspx