5 faglige minutter: Afhoppernes ucensurerede bekendelser

En afhopper er en person, der pludselig forlader sit land eller parti for at gå over til modparten. Det er den besked, man får, når man søger på ordet afhopper på www.sproget.dk

Det passer nogenlunde på de fem ekssygeplejersker, som fagbladet Sygeplejersken portrætterede i 2007. Nogenlunde, for der er ikke tale om sygeplejersker, som pludselig er gået over til modparten, men om sygeplejersker, som af forskellige grunde og efter modne overvejelser har forladt sygeplejen for at blive henholdsvis galleriejer, mavedanser med skole i orientalsk dans, teaterdirektør, praktiserende læge og markedschef i et medicinalfirma. De er ikke alene. Tal fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 8 pct. af alle sygeplejersker har forladt deres fag efter 10 år.

Kættersk at beskæftige sig med afhoppere, kan man tænke. Hvorfor ikke tilhoppere, for dem er der også en del af forstået som mennesker med en uddannelse som historiker, grafiker eller økonom, der er hoppet på en sygeplejerskeuddannelse sent i livet?

De historier følger en anden gang. Nu er det afhopperne, der fortæller om det, der for dem er sandheden om sygeplejen og sundhedssektoren. De står frem og taler frit om oplevelser og holdninger uden at slippe den indre kritiker løs. De har ikke længere noget i klemme i det system, de kender indefra, de taler uden selvcensur, og det er der ikke mange sygeplejersker, der gør. Vi kan ikke prale af en blomstrende debatkultur i sygeplejen, og vi er ikke åbenlyst uenige om særlig meget, så det er om at nyde de upolerede meningstilkendegivelser, når de er der.

Vi kan bruge afhoppernes budskaber om fag, patienter, uddannelse og organisering til at gøre tingene bedre. De områder, afhopperne peger på som problematiske, er løn, kreativitet, humor, belønning, omsorg vs. anatomi, ansvar, pjæk og anerkendelse. Afhopperne tegner et billede af en sundhedssektor, hvor der ikke er plads til kreativitet og humor, ikke er belønning for at give den en skalle, og hvor faglige observationer er gået i glemmebogen til fordel for diffuse tanker om omsorg.

Den praktiserende læge peger på, at hvis sygeplejersker skal markere sig og have mere i løn, så går vejen gennem mere ansvar. Desuden er han kritisk over for fokuseringen på omsorg i sygeplejerskeuddannelsen, fordi den er sket på bekostning af fordybelse i naturvidenskaben. Og hjemmesygeplejersker er ikke de bedste i en almen praksis, er hans erfaring. Det er sygeplejersker med erfaring fra specialafdelinger derimod, for de har det overblik og den faglige kunnen, der skal til, og i hans praksis får de lov til at bruge den.

Modbilledet er en sundhedssektor med plads til kreative løsninger, belønning for en særlig indsats, en patientpleje med plads til humor og en ledelse, der siger nej til pjæk.

Man kan vælge at afvise afhoppernes udsagn med et vrissent "sludder", eller man kan sige "de peger på nogle områder, vi ikke har været gode nok til at tage op. Det vil vi gøre i fremtiden". Målet er en offentlig sundhedssektor med glade og stolte medarbejdere og patienter, der synes, at ånden er fantastisk og afspejler den behandling og pleje, de modtager.

Sygeplejerskeuddannelsen er en god basis at have, og de fem afhoppere fortryder ikke, at de har taget den. De bruger uddannelsen, f.eks. når de aflæser andre mennesker, om det så er kunstnere, kunder, etniske mavedansere eller skuespillere.

Men vi vil alligevel gerne have, at sygeplejersker bliver lidt længere.

Serien om afhopperne har været bragt i Sygeplejersken nr. 18 side 28, nr. 20 side 28, nr. 22 side 34 og nr. 24 side 30, alle i 2007.