Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ved at konfrontere angsten kan man overvinde den

Hjertebanken. Sonja Spodek var næsten seks år undervejs i sygeplejerskeuddannelsen. Hun gik i stå i et praktikforløb, fordi hun fik hjertebanken og begyndte at svede, når vejlederen var i nærheden. Hun måtte igennem fire forsøg og flere omgange psykoterapi, før det lykkedes, men i dag har hun lært at overvinde sin angst.

Sygeplejersken 2008 nr. 10, s. 38-40

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2088-10-38aSonja Spodek blev uddannet i sommeren 2007 og arbejder som gruppeleder i geriatrisk afdeling på Amager Hospital. Hun ærgrer sig ikke over, at angsten kom til at koste hende flere år ekstra på sygeplejerskeuddannelsen, for det er den tid, der har gjort hende til den person, hun er i dag. Foto: Simon Knudsen. 

Præstationsangst har været hendes følgesvend, siden hun var barn. Men stædighed har tidligere hjulpet hende til at overvinde den, og den hjalp hende også til at komme igennem første del af sygeplejerskeuddannelsen. På femte semester gik det galt i slutningen af en praktik på en lukket psykiatrisk afdeling.

"Jeg følte et pres fra min vejleder om, at jeg skulle nå mine mål, at jeg skulle være mere åben og mere på. Men jeg var bange for patienterne, og det var en lettelse, når jeg fik at vide, at én af dem var flygtet fra afdelingen," siger Sonja Spodek.

Det var tre voldsomme begivenheder i løbet af en uge i slutningen af praktikken i 2003, der var afgørende for, at hendes egentlige angstlidelse brød ud. Hendes søster blev alvorligt syg, en studiekammerat døde af brystkræft, og en af de psykiatriske patienter begik selvmord. Sonja Spodek fik en belastningsreaktion, der udløste social fobi.

"Jeg klarede praktikforløbet, men herefter gik det ned ad bakke. Jeg isolerede mig og lavede ikke andet end at gå i skole, se fjernsyn og sove. Jeg forsøgte alligevel at give næste semester en chance, og jeg bestod det teoretiske forløb med syv eksaminer, men i den næste praktik, som var fem måneder på en mave-tarm-kirurgisk afdeling, var jeg et nervevrag," siger hun. Det værste var, når vejlederen var i nærheden.

"Jeg fik hjertebanken og begyndte at svede. Jeg var angst for at blive bedømt, blive set over skulderen og for at få kritik. Jeg kunne hverken sige eller lave noget, når min vejleder stod ved siden af mig," siger hun.

Hun fik hjælp fra sit praktiksted, men det var bare ikke nok. "De prøvede at tale med mig om, hvad det var, der gjorde mig bange, men jeg var ikke engang selv klar over, hvad årsagen var. De vidste ikke, hvordan de skulle håndtere at have en studerende med præstationsangst," siger hun.

Efter at være stoppet i praktikforløbet skulle hun til en samtale på skolen med studievejlederen. "Da jeg fortalte, at jeg allerede havde henvendt mig til Studenterrådgivningen, gjorde skolen ikke mere ved det," siger Sonja Spodek.

Lukkede sig inde

Der var fem måneders ventetid på at komme til den første samtale hos Studenterrådgivningen i København, og det var i maj 2004. I nogle måneder var hun både i individuel terapi og i gruppeterapi, men hun kunne stadig ikke overskue at vende tilbage til studiet.

Hun sagde sit fritidsarbejde op, og dagene gik med at komme op at sidde i en stol, se fjernsyn og gå i seng. "Jeg kunne ikke samle mig om at lave noget og havde heller ikke energi eller overskud til det. Bare det at skulle være sammen med andre mennesker, f.eks. at gå forbi en person på gaden eller at gå ud at handle, gjorde mig angst," fortæller hun.

Efter sommerferien i 2005 syntes hun, at det gik bedre, og hun forsøgte at starte på studiet igen i en ny praktik på en anden kirurgisk afdeling. Men angsten tog overhånd, og hun var nødt til at give op. Studenterrådgivningen henviste hende til behandlingsstedet Stolpegården i Gentofte.

Bange for at tale

Forløbet bestod i samtaleterapi i grupper over otte uger med indlæggelse fra mandag til fredag og de sidste to uger med ambulant behandling.

"Det hjalp, men i begyndelsen kunne jeg ikke engang sige noget af bare angst. Jeg fik hjertebanken, svedte og havde mest af alt lyst til bare at løbe ud af lokalet. Men efter nogle uger bad jeg om at blive skrevet på som en af de første, der skulle sige noget, og langsomt kunne jeg sige mere og mere," siger Sonja Spodek.

Efter Stolpegården fik hun i foråret 2006 tilbud om at gøre sin fem måneders praktik færdig på et ortopædkirurgisk ambulatorium i et særligt komprimeret forløb, fordi hun allerede havde en del erfaring fra kirurgisk afdeling. Hun startede, men for tredje gang måt-te hun udsætte sin femmåneders praktik.

"Kontrasten mellem at være indlagt på Stolpegården og være hjemme var stor. Jeg kendte til et ambulant behandlingsforløb på Bispebjerg Hospital, hvor man kommer to gange om ugen i tre timer, men for overhovedet at blive henvist var jeg nødt til at gå via psykiatrisk skadestue. Min egen læge mente ikke, at det var nødvendigt med yderligere terapi," siger hun.

Jeg klarer det aldrig

Sonja Spodek kombinerede den ambulante behandling på Bispebjerg Hospital med et job i Føtex, hvor hun tidligere havde haft fritidsarbejde i Kundeservice. "Tidligere havde jeg haft ledende funktioner, men nu begyndte jeg med nogle enkle arbejdsopgaver. Når jeg kunne mærke, at jeg kunne klare mere, sagde jeg selv til. Jeg havde en chef, der gav mig ro og tid til langsomt at stå på egne ben.

Jeg mærkede en accept af, at det var o.k., at der var plads til mig," siger Sonja Spodek. Behandlingen på Bispebjerg Hospital bestod både i samtaleterapi og medicin. Samtaleterapien handlede bl.a. om at se på angsten og vurdere, hvor realistisk den egentlig var.

"Når jeg blev angst, tænkte jeg typisk "åh nej, jeg klarer det aldrig" eller "jeg kan ikke sige noget," men hvor realistisk var det egentlig" Og hvad var det værste, der kunne ske" Jeg dør jo ikke af at få hjertebanken og en klump i halsen," siger hun.

"Ved at forsøge at modbevise angsten er der mindre risiko for at udløse den. Det er tanken, der udløser angsten, derefter kommer de kropslige symptomer, og jeg går i panik," siger Sonja Spodek, som fandt en måde at konfrontere angsten og dermed overvinde den.

"Når køen ved kassen var meget lang, kunne synet af de mange mennesker gøre mig så angst, at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg lærte at vende mig om et øjeblik, hoste og vente et par minutter, så gik det over, og jeg kunne fortsætte med at betjene kunderne," siger hun.

Ved at konfrontere sin angst forstod Sonja Spodek, hvad det var, der skulle til, for at hun kunne komme igennem resten af uddannelsen. Hun havde brug for at gøre tingene i sit eget tempo og langsomt overskride sine egne grænser for at overvinde angsten.

Fjerde forsøg lykkes

For fjerde gang begyndte hun i efteråret 2006 sin femmåneders praktik, denne gang på en reumatologisk afdeling.

"Jeg valgte at starte helt forfra på praktikperioden, selvom jeg allerede havde gennemført det meste af de fem måneders praktik tidligere. Men jeg havde brug for at finde mig selv og lære det nye speciale at kende," siger Sonja Spodek, som klarede resten af uddannelsen uden igen at føle sig alt for presset.

Siden hun blev færdig i sommeren 2007, har hun arbejdet på fuld tid på geriatrisk afdeling på Amager Hospital, hvor hun nu er gruppeleder. Ved ansættelsessamtalen fortalte hun om eksamensangsten som forklaring på det lidt usædvanlige praktikforløb, der betød, at hun var næsten seks år undervejs i uddannelsen. Efter et par måneder fortalte hun afdelingssygeplejersken, hvor udtalt angsten havde været.

"Jeg var begyndt at blive lidt stresset, fordi jeg forsøgte at nå mere, end jeg var i stand til. Jeg ville være perfekt. Afdelingssygeplejersken var god til at hive fat i mig og sige "husk nu at geare lidt ned, ellers brænder du ud", " siger Sonja Spodek.

Hun har valgt at være meget åben om sin angstlidelse, fordi hun har oplevet, at det hjælper. "Nogle af mine kolleger havde nok bemærket, at jeg nogle gange virkede stresset, og jeg valgte derfor at fortælle om angsten på et personalemøde. Det blev meget positivt modtaget, og den typiske reaktion var, at "det havde vi aldrig troet". "

Sonja Spodek kan tydeligt mærke, at hun i dag er mere åben og udadvendt. "Jeg ville ikke have været de år ekstra under uddannelsen foruden, for det er den tid, der har gjort mig til den person, jeg er i dag," siger hun. Hun er næsten trappet ud af medicinen og er begyndt at lægge lidt afstand til angsten.

"Jeg sidder jo her og snakker som et vandfald, men der har været perioder, hvor jeg ikke har kunnet tale med andre mennesker. Nu har jeg brug for at give slip på min identitet som angstpatient og komme videre.

En terapeut på Stolpegården sagde engang til mig, at "du kommer aldrig ud af din angst," og det fik mig til at tænke "fandeme nej," det skal angsten ikke have lov til. Jeg vidste, at hun ikke havde ret.

Det kræver en masse vilje, engagement og gåpåmod at konfrontere angsten. Måske kan man ikke komme helt ud af det, men man kan få det meget bedre ved at søge behandling," siger Sonja Spodek.

Hun ærgrer sig over, at hun ventede længe på at søge hjælp.

"Når man lider af social fobi, er man netop bange for at tale med autoriteter som lægen og studievejlederen. Så er det lettere at lade som ingenting og acceptere, at andre opfatter én som en enspænder.

Jeg tror, at der er rigtig mange, som lider af præstationsangst, og at behovet for særlige tilbud på sygeplejeskolerne til eksamensangste er en rigtig god idé. Det findes på Sygeplejeskolen i Herlev, men desværre ikke på den skole, hvor jeg gik," siger Sonja Spodek.