Farvel til barndomshjemmet

Adrienn Németh glæder sig til at få mere tid til patienterne, når hun kommer til Danmark. "Her er der alt for få hænder. Det håber jeg bliver anderledes i Danmark. Jeg vil gerne lave mit arbejde ordentligt og præcist, men det kan man ikke, når der er for mange patienter at se til," siger hun.Foto: Balázs Nagy

Fra en svalegang på tredje sal i en grå, slidt boligblok fra 70'erne vinker 62-årige Péterne Németh ned til sin datter. Det har hun gjort mange gange før i løbet af de 30 år, hvor familien har boet i Köbánya, der er et industriområde i udkanten af Budapest.

Mellem blokkene har datteren, den i dag 33-årige Adrienn Németh, luftet hunden og gået de få meter til sin folkeskole, der putter sig mellem boligblokkene i en lav, rød bygning. Og her har hun fået sit første kys af en kæreste en dag, de slentrede hånd i hånd ved den nærliggende sø.

I dag er de ældre søstre gift og flyttet hjemmefra, og tilbage i boligblokken er om få uger kun Péterne, for hendes yngste datter, Adrienn, er ved at pakke sine fagbøger, cykel og personlige ejendele i store, brune flyttekasser, der skal fragtes til Koldinggade på Østerbro i København.

"Mit ene øje græder over, at hun skal forlade mig, og jeg ikke skal se hende så tit, men mit andet øje ler, for det er hendes store ønske at komme til Danmark og det er dejligt at se, at det lykkes for hende," siger Adrienns mor, der serverer stærk ungarsk kaffe i stuen, som er fyldt med portrætter af slægtninge, frodige potteplanter og bløde møbler.

Adrienn tager et billede af hendes familie ned fra hylden og bliver siddende med det i skødet, mens hun fortæller, hvordan sygeplejen ved et tilfælde gik hen og blev hendes store lidenskab.

Sygeplejerske som 18-årig

"Egentlig ville jeg være børnepædagog. Men det kræver høje karakterer, og jeg var doven i skolen, så det kunne jeg ikke blive. I stedet for at passe børn tænkte jeg, at jeg ville passe syge mennesker, så jeg valgte hurtigt sygeplejefaget i stedet," siger hun.

Valget blev truffet allerede som 14-årig, for i Ungarn har det hidtil været sådan, at man kunne begynde i faget ved at tage en fagskole frem for en gymnasial uddannelse. Derfor var Adrienn allerede udlært som basissygeplejerske i en alder af knap 18 år. Sideløbende med arbejdet på hospitalet har hun efterfølgende taget et intensivt studenterkursus, der gav hende adgang til den eftertragtede specialuddannelse i anæstesi.

"Jeg tror, i min underbevidsthed hænger lysten til at hjælpe syge mennesker sammen med min fars død. Han døde, da jeg var 10 år. Ham kunne jeg ikke hjælpe dengang, så måske er det derfor, jeg gerne vil hjælpe andre nu," fortæller hun.

Men arbejdet har også været hårdt. Indtil november sidste år arbejdede Adrienn 48 timer om ugen på en intensivafdeling på et af de bedste hospitaler i Ungarn. Her var hun daglig leder af afdelingen, men fandt alligevel tid til at arbejde som receptionist 12 timer om ugen og passe en 84-årig dame i hendes hjem 2-3 gange om ugen i 12 timer ad gangen.

Men en dag blev det for meget for hende. Hun besluttede at satse på receptionen og sagde sit job på hospitalet op. Et valg hun hurtigt fortrød.

"En dag besøgte jeg mine gamle kollegaer på intensivafdelingen. Da de spurgte, om jeg ville assistere, sagde jeg straks ja. Jeg savnede det så meget," siger hun med et smil og fortæller, at det var der, hun opdagede, at hun ikke kunne forlade sit fag. Der skulle i stedet tages helt andre drastiske valg, og så opstod idéen om at tage til udlandet og arbejde. Selv om Adrienn aldrig har været i Danmark, forestiller hun sig ikke, at hendes ophold bliver kort.

"Jeg kunne godt forestille mig, at det ville være for altid. Men nu får vi se. Jeg ved jo endnu ikke hvad hjemvé er."