Opfølgende ernæringsterapi efter udskrivelse fra hospital

Artiklen er baseret på et bachelorprojekt i klinisk ernæring om opfølgende ernæringsterapi efter udskrivelse fra hospital. Projektet påviste mangler i kommunikationen mellem faggrupper i sundhedssektorerne. Den ringe kommunikation og ansvarsfordeling resulterer i et usammenhængende behandlingsforløb for den svækkede, underernærede ældre. De svækkede ældre er mest udsat, fordi de sjældent er i stand til at møde til ambulant opfølgning på hospitalet og derfor overlades til sig selv efter udskrivelsen.

Projektet havde fokus på optimering af kommunikation i sektorerne, og her var sygeplejerskernes rolle i formidling af ernæringsstatus, behandlingsforløb og handlingsplan til primærsektor vigtig.

Der er evidens for, at velernærede har kortere og mindre komplicerede sygdomsforløb end underernærede. Risikoen for underernæring stiger med alderen, og sygdom forværrer tilstanden. Underernæringen har betydning for sygdomsforløbet, da den fedtfri masse reduceres med konsekvens for funktionsevnen, samtidig med at immunforsvar og modstandskraft nedsættes. Dermed er der indikation for, at ernæringsbehandling bør indgå på lige fod med den øvrige behandling, hvis det samlede udbytte skal optimeres, og fortsat svækkelse, øget plejebehov og genindlæggelser skal undgås. Den information, plejepersonalet giver underernærede ældre under indlæggelsen om valget af energirige fødevarer efter udskrivelsen, er derfor essentiel.

Da der ikke er tilbud om diætetisk opfølgning i hjemmet efter udskrivelsen, ses ofte fortsat vægttab i hjemmet, fordi de ældre ikke har viden om, hvilke fødevarer og retter de bør vælge. Desuden mangler støtte og vejledning, som kan styrke de ældres komplians.

Bachelorprojektet viste, at styrket kommunikation mellem sektorerne, henvisning fra hospitalet eller kommunen til opfølgning i hjemmet og en klar ansvarsfordeling resulterede i udvikling af diætkomplians, vægtøgning og øget livskvalitet hos de ældre.

Opfølgning til underernærede i eget hjem skal iværksættes, så udskrivelsen på det diætetiske plan bliver forsvarlig på linje med den øvrige pleje og behandling. Sygeplejerskernes arbejde er afgørende for, om ældre i ernæringsmæssig risiko opspores, og her er det vigtigt at være opmærksom på at screene alle patienter og på, at ældre over 65 år anbefales et BMI mellem 24-29 (se figur 1).

Sygeplejerskerne kan, i samarbejde med diætisterne, formidle viden om energitæt mad til de underernærede ældre.  

Sygeplejersken er desuden ansvarlig for, at den ældre tilbydes mad og drikke efter behov og ønsker, og at indtaget løbende observeres for at sikre tilstrækkelig ernæring.

Sygeplejersken kan være bindeled mellem sektorerne, så de ældre sikres opfølgning af en kommunal diætist eller en hjemmesygeplejerske.

Bachelorprojektets praktiske forløb  

• Underernærede ældre indlagt på medicinske afdelinger opsporedes via ernærings-screening på Gentofte Hospital.
• De underernærede patienter blev opstartet i ernæringsterapi.
• Der blev fulgt op på ernæringsterapien efter udskrivelsen i den ældres eget hjem tre gange med 14 dages mellemrum.
• Under opfølgningerne blev de ældre vejledt ud fra kostrådene til småtspisende, og vægtudviklingen blev fulgt (figur 2).
• De ældre fik ved udskrivelsen udleveret en indkøbsguide (figur 3) og en liste over energitætte måltider. Formålet med det skriftlige materiale var at støtte den ældre til fastholdelse af diæten.
• For at fremme hjemmeplejens viden om de forskellige tilskudsdrikke blev informationsmateriale herom lagt i deres arbejdsmappe.
• Indledende interview med de involverede faggrupper; sygeplejersker og medarbejdere i den kommunale madservice, om interventionens realisérbarhed.
• Afsluttende interview med de ældre om interventionens effekt.