Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Anstrengende kolleger

Dig og mig. Vanskelige medarbejdere findes på alle arbejdspladser. Derfor kan man lige så godt lære at samarbejde med dem først som sidst

Sygeplejersken 2008 nr. 18, s. 20-21

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2088-18-20a
Foto: Søren Svendsen  

DEN PASSIVE

"Synes du, at jeg skal ringe efter lægen?"

De passive har et lavt selvværd, og tror, at de andre nok er klogere. Er ofte selvundertrykkende, konfliktsky og undvigende. De har brug for ekstra opmærksomhed, fordi de har svært ved at gøre opmærksom på sig selv.

DAMPTROMLEN

"Det her er ikke godt nok, hvis vi skal leve op til nyeste viden."

Damptromlerne har et skud ekstra energi, er innovative og vil gerne sætte dagsordenen. De kan være et problem på arbejdspladser, hvor janteloven hersker, men de kan også opleves som problematiske, hvis de mangler empati, og hvis de konstant overskrider andres grænser.

BROKKEREN

"Hver gang hun har været inde på min stue, roder alting."

Brokkerne ser sort på livet og kan tage luften ud af enhver ny idé. Melder sig modstræbende og med mange forbehold til projektgrupper. Ligesom de passive kan de ofte også have et lavt selvværd.

DEN FNISENDE

"Er der nogen, der kan tage min aftenvagt på lørdag?"

De fnisende forveksler arbejdspladsen med et privat sted, hvor man kan være tætte venner med nogle kolleger og gå og fnise sammen i krogene. Når små grupper forskanser sig, efterlader det resten af afdelingen med en følelse af at være udenfor. Det skaber uklarhed og grobund for sladder og splittelse.