Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Varme gelépuder hindrer ikke fejlstik

Artiklen henvender sig til sygeplejersker på radiologiske afdelinger og sygeplejersker, der stikker i venen i albuebøjningen. Den beskriver et projekt med opvarmning af venen ved hjælp af varme gelépuder, men trods formodning om det modsatte førte opvarmningen ikke til færre fejlstik.

Sygeplejersken 2008 nr. 18, s. 40-41

Af:

Ingrid Arp, sygeplejerske

Baggrunden for "Projekt for Venflonanlæggelse" er opgaveglidning i afdelingen, som igen skyldes voldsom mangel på speciallæger i radiologien. Den lægelige opgave, sygeplejersker og radiografer har påtaget sig, er at indgive kontrast i en stor albuebøjningsvene ved CT-scanning.

Venen skal kunne holde til et tryk på 6 ml i sek. Det er undertiden en vanskelig opgave, da patienternes vener ofte er medtagne af mange stik og behandlinger med f.eks. kemoterapi. Hvis vi fejlstikker i venerne, ødelægges de og bliver ubrugelige til andre formål.

Projektet er et forsøg på at udvikle proceduren for venflonanlæggelse, da litteraturstudier viser, at især lokal varmetilførsel i indstiksområdet nedsætter antallet af fejlstik i venerne. I 2002 blev der foretaget et randomized controlled trial- (RCT) forsøg på 140 patienter for at teste, om varmetilførselen fra en elektrisk opvarmet kulfiberhandske udvidede venerne på håndryggen, så antallet af fejlstik kunne nedbringes. Her var en påviselig effekt på antallet af fejlstik i venerne (1).

Venflonprojektet havde til formål at teste hypotesen: "Varme gelépuder anbragt på patientens albuebøjninger i 10 minutter før venflonanlæggelsen vil bevirke, at patientens vener udvides, så antallet af fejlstik i albuevenerne nedbringes."

Ifølge Etisk Komité er projektet et biomedicinsk forsøg på mennesker. Forsøget er derfor udført efter kravene for dette og som en interventionsundersøgelse i et ublindet RCT-design.

Vi CT-scanner mange patienter akut for kræft, og disse patienter befinder sig ofte pga. situationen og det accelererede forløb i krise. Derfor var det udelukkende patienter i et kontrolforløb, som blev tilbudt at deltage i projektet. 150 patienter blev over ca. fem uger randomiseret til en interventionsgruppe med varme gelépuder eller en kontrolgruppe med det nuværende tilbud for proceduren via lodtrækning med lukkede kuverter med 75 patienter til hver gruppe. 26 radiografer/sygeplejersker anlagde venflon på patienterne.

Gelépuderne af mærket Action, 23 cm x 28 cm x 1 cm, blev opbevaret i et varmeskab med en konstant temperatur på 52 grader. Patienterne i interventionsgruppen fik 10 minutter før venflonanlæggelsen placeret de varme gelépuder på begge deres albuebøjninger. Veneudvidelsen blev kategoriseret ved hjælp af venescoresystemet Vein Assessment Tool (VAT) (2). Venflonen var en grøn 18 gauge nål, og alle stik ud over ét stik blev regnet som fejlstik.

Resultatet blev, at i gruppen uden varme gelépuder fik 10 patienter ud af 75 patienter fejlstik i albuevenerne. I gruppen med varme gelépuder fik 12 ud af 75 patienter fejlstik i albuevenerne.

De varme gelépuder ændrede 12 patienters VAT-venescore fra rimelig til god. Dvs. knap halvdelen af de patienter, der oprindelig havde en rimelig VAT-venescore, opnåede en god VAT-venescore ved brug af de varme gelépuder.

Konklusionen på forsøget er derfor, at de varme gelépuder ikke havde nogen nedbringende effekt på antallet af fejlstik i CT-patienternes albuevener. Pga. af en lavere fejlstiksprocent end forventet blev forsøgsgruppen dog alt for lille, og forsøget mangler derfor statistisk styrke. Forsøget skulle med vores 15 pct. fejlstik have inkluderet næsten 2.000 patienter for at have en statistisk styrke på 80 pct.

Det er derimod værd at bemærke, at den øgede venefylde frembragt ved de varme gelépuder i forsøget var statistisk signifikant (p=0,03). Den øgede venefylde var bare ikke nok til at nedbringe antallet af fejlstik i CT-patienternes albuevener, da mange andre forhold også havde indflydelse på fejlstikkene ved venflonanlæggelsen, f.eks. medtagne vener, der let brister ved injektion, og personalets varierende rutine.

Projektet er udført som et SD-afgangsprojekt i Århus VIA University College og kan rekvireres hos projektansvarlig sygeplejerske, SD, Ingrid Arp, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, Radiologisk afdeling NBG.

Litteratur

  1. Lenhardt R, Seybold T, Kimberger O, Stoiser B, Sessler DI. Local warming and insertion of peri-pheral venous cannulas: single blinded prospective randomised controlled trial and single blinded randomised crossover trial. BMJ 2002 Aug 24; 325(7361):409-410.
  2. Webster J, Morris, H-L, Robinson K, Sanderson U. Development and validation of a Vein Assessment Tool (VAT). Aust J Adv Nurs 2007; 24 number 4.