5 faglige minutter: Kun fordi vi kan

Anne Marie kan kun dreje venstre hånd få grader og er dybt afhængig af hjælp. Hun søger en elkørestol, så hun selv kan køre rundt i sit hus: fra stuen til køkkenet, fra køkkenet til gangen og videre ind i soveværelset. Hun kan styre stolen med tre fingre, men kan ellers ikke foretage sig meget andet. Hun kan dog kalde på sine handicaphjælpere, og det gør hun, hver gang hun har behov for mad, toiletbesøg eller for at klø sig på næsen.

Hun får et afslag. I afslaget står, at elstolen kan kompensere hende for den nedsatte funktionsevne, men da hun har hjælpere omkring sig døgnet rundt, er hun kompenseret i forvejen. Endvidere vil hjælpemidlet ikke lette hendes tilværelse i hjemmet væsentligt, da hun fortsat skal have hjælp til alle aktiviteter og dermed ikke bliver mere uafhængig og selvstændig.

Hjælpemidler bliver ikke tildelt, fordi de eksisterer, og fordi der er borgere, som kan bruge dem. Men sådan forholder det sig ikke med operationer og behandlinger. Her tilbyder man behandlinger i form af operationer, fordi de eksisterer, men uden at vide, om de hjælper.

For eksempel er der ingen evidens for nødvendigheden af de 4.359 skulderoperationer, der blev foretaget i 2008, oplyser overlæge Johan Hviid Andersen fra sit arbejdsmedicinske domicil i Herning. Han er en af de uafhængige forskere fra Cochrane, som har lavet en undersøgelse, der viser, at skulderopererede patienter ikke kompenseres væsentligt for deres nedsatte funktionsevne, hvis vi skal blive i hjælpemiddelsproget. Kort sagt: Operation hjælper ikke nok - faktisk hjælper den slet ikke.

Hvis man nu havde samme tilgang til operative behandlinger, som man har til hjælpemidler, så burde borgeren modtage et afslag: Kære Anne Marie. Du meddeles hermed et afslag på din skulderoperation, da det ikke skønnes at kunne afhjælpe din nedsatte funktionsevne eller lette dine smerter i væsentlig grad. Du henvises til konservativ behandling: lidt fys, lidt ergo og lidt kemi.

Det gør man åbenbart ikke. Man snitter glad og gerne, fordi man kan. Det er nærliggende at antage, at det er, fordi skulderproblemer vurderes af kirurger, som generelt løser problemer med kniven. Vi griber alle til det våben, der er os nærmest: Fyssen træner og masserer, jeg fatter pennen, og kirurgen griber skalpellen. Men Sundhedsstyrelsen mener, det skyldes ny teknik, der gør det nemmere at operere. Og så har Sundhedsstyrelsen i øvrigt ikke lige fået lavet retningslinjer for, hvem der skal opereres.

En skulderoperation med kikkert koster fra 20.000 til 25.000. Vi taler således om operationer til hundrede millioner kroner om året, for slet ikke at tale om den efterfølgende genoptræning og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med operationen - et fravær, der er større end fraværet ved konservativ behandling af skulderlidelser. Her er jo gratis penge at hente, det er bare at bukke sig ned og samle dem op, og jeg er sikker på, at Sundhedsstyrelsen allerede nu sidder på overarbejde for at beskrive retningslinjer for dette tagselvbord. Men der er sikkert endnu flere andre områder, hvor der kan luges ud i behandlingstilbuddene, for ifølge Sundhedsstyrelsen medfører ny teknik altid en overbehandling.

Det problem kender vi godt i hjælpemiddelbranchen. Hvert år bringer nye opfindelser, der kan hjælpe handicappede og syge, og hvis vi agerer lige så uforsvarligt som lægerne, der indstiller til skulderoperationer, så røg bukserne af kommunernes økonomi endnu hurtigere, end de gør aktuelt.

Moralen er, at ny teknik ikke nødvendigvis løser problemer, og hvis vi ikke evaluerer, står vi tilbage med en bar mås og tomme lommer. Læs mere på cochrane.dk om formidling af information og virkning af behandling og forebyggelse.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

​​​