Det endte oftest med en ble

En vikar kan medføre store positive forandringer. Det kan Sønderborg Kommune konkludere knap 10 år efter, at den ansatte sygeplejerske Lisbeth Freiberg i et vikariat i sommeren 1999. Dengang var hun ansat i et blefirma, men for at holde sig sygeplejefagligt ajour tog hun indimellem vikarjob, denne gang som hjemmesygeplejerske i Sønderborg Kommune, hvor hun bl.a. arbejdede med de inkontinente borgere i en uge.

"Det var et stort kaos. Personalet vidste ofte ikke, hvilke hjælpemidler de enkelte borgere var blevet bevilliget, og ofte heller ikke, hvem der egentlig havde en bevilling," siger Lisbeth Freiberg, når hun husker tilbage.

En uge var langtfra nok til at skabe orden i kaos, men Lisbeth Freibergs observationer blev startskuddet til, at byrådet i Sønderborg Kommune i 2002 besluttede at ansætte to kontinenssygeplejersker, i første omgang for en forsøgsperiode på to år. Projektet var for så vidt udgiftsneutralt, da kommunens daværende fire områdecentre hver afgav 0,5 sygeplejerskestilling til de to stillinger, og dermed var jobbet som fuldtidsansat kontinenssygeplejerske i Sønderborg Kommune en realitet for Lisbeth Freiberg og hendes kollega Annette Carstensen.

Brug for hurtig udredning

Og der var nok at tage fat på. Foruden det manglende overblik over kommunens bevillinger var omfanget af og kvaliteten i tilbuddet til de inkontinente borgere meget forskellige, afhængigt af hvilket af de fire områdecentre de var tilknyttet.

"Et sted var der f.eks. en sygeplejerske, der interesserede sig rigtig meget for inkontinens, og her fik borgerne en rigtig god udredning modsat et andet område, hvor ingen interesserede sig for emnet," siger Lisbeth Freiberg.

Konkret var det kommunens omkring 60 hjemmesygeplejersker med lige så mange forskellige indgangsvinkler og vidensniveauer om inkontinens, der stod for udredningen.

"Selvom vi godt vidste, at det var vigtigt, lod vi det ofte vige til fordel for andre, mere presserende opgaver. Vi prøvede at hjælpe, så godt vi kunne, men det var ikke altid det, vi prioriterede," siger Annette Carstensen, der selv har arbejdet syv år som hjemmesygeplejerske.

Sagsbehandlingen var også ofte langtrukken. Bevilligede en hjemmesygeplejerske en inkontinent borger hjælp, skulle det først godkendes af assisterende områdeleder, før en gruppe HK'ere endelig kunne sætte bevillingerne i værk.

"Tidligere kunne det tage måneder, før en borger blev udredt. Nu er vores mål, at vi skal kontakte borgeren, senest tre arbejdsdage efter hun har henvendt sig til os, og i akutte tilfælde, f.eks. en patient, der er i terminal pleje, eller hvis borgeren bliver inkontinent fra den ene dag til den anden, rykker vi ud med det samme," siger Lisbeth Freiberg.

Stil vækkeuret

I dag står de to kontinenssygeplejersker både for de konkrete udredninger og bevillinger af hjælpemidler, som er meget mere end bleer, hvilket det oftest endte med, før Lisbeth Freiberg og Annette Carstensen blev ansat.

"Nogle gange kan løsningen være at stille vækkeuret til at ringe hver 3. time, andre gange kan det hjælpe at få trænet bækkenbunden, komme i medicinsk behandling eller at få bedre toiletvaner. Forleden besøgte jeg en ældre og meget stor dame, og her viste det sig, at hendes lænestol var for lav og svær at komme op af. Stolen blev klodset op, og nu kan hun selv komme på toilettet," siger Annette Carstensen.

Kontinenssygeplejerskerne har fast telefontid hver dag, hvor bl.a. borgere, pårørende og plejepersonale kan henvende sig, og der er nu formuleret faste procedurer for opgaverne i forbindelse med udredninger, bevillinger og ændringer af bevillinger. Endelig fylder informationsarbejdet meget. Kontinenssygeplejerskerne mødes fast med alle plejegrupper hver 14. dag, og de underviser løbende personalet, men også alle kommunens elever i inkontinens mindst en gang om året.

"Det vigtigste for os er, at borgerne bliver tørre og kan deltage i et aktivt socialt liv. Og hvis de ikke kan det uden hjælpemidler, må vi finde det bedst egnede. Det er basal sygepleje det her," siger Lisbeth Freiberg.

To spørgeskemaundersøgelser gennemført blandt både de inkontinente borgere og personale i hhv. 2002 og 2005 viser, at den basale sygepleje gør en forskel. Bl.a. er antallet af borgere, der føler, at plejepersonalet har tid til at tage sig af deres vandladningsproblemer, steget fra 30 til 67 pct., mens 62 pct. af personalet mod tidligere 38 pct. mener, at de har viden nok til at vejlede inkontinente borgere til evt. anden løsning end ble.

Færre bleer

Men hvad med økonomien? Da Sønderborg Kommune har mere end fordoblet sit indbyggertal pga. strukturreformen i 2007, findes der ingen sammenlignelige tal. Fakta er dog, at kommunen med sine 76.000 indbyggere i dag har udredt 1.800 borgere og bruger hhv. 1,5 mio. kr. på bleer, og 1,5 mio. kr. på urinposer og katetre, mens kontinenssygeplejerskerne kender til en kommune med langt færre indbyggere og 1.400 udredte borgere, der bruger samme beløb på hjælpemidler.

"Det siger os, at vi gør et eller andet rigtigt her i Sønderborg," siger Lisbeth Freiberg.

De gode resultater har medført, at ordningen blev gjort permanent i 2006, men Lisbeth Freiberg og Annette Carstensen arbejder støt videre. De vil gerne dokumentere deres indsats endnu bedre statistisk og økonomisk, og der dukker konstant nye inkontinente borgere op, for ikke at nævne personale.

"Vi vil gerne udarbejde endnu mere informationsmateriale til borgerne og plejepersonalet. Det er en uendelig proces at undervise personalet og holde det opdateret, især i tider med høj personaleudskiftning. Forstår vi ikke at undervise og informere personalet, falder det hele til jorden," siger Lisbeth Freiberg.