Sygeplejersken
Værdifuld udenlandsk arbejdskraft tabes på gulvet
Svær start. Mens Region Syddanmark planlægger at hente 200 udenlandske sygeplejersker til landet, har en polsk sygeplejerske i Sønderjylland problemer med at blive integreret på arbejdsmarkedet. Hun er ikke alene, og derfor opfordrer formand i Kreds Syddanmark Anni Pilgaard til nytænkning.
Sygeplejersken 2008 nr. 24, s. 6-7
Af:
Christina Sommer, journalist
Læs artiklen som PDF - gå til side 6
Mandag den 17. november 2008 kunne Jyske Vestkysten fortælle, at det koster omkring 100.000 kr. pr. læge eller sygeplejerske at få rekrutteret udenlandsk sundhedspersonale til Region Syddanmark. Det sætter Joanna Sujaks situation i et endnu mere absurd perspektiv, mener ægteparret. Foto: Palle Peter Skov
Polske Joanna Sujak har boet i Danmark i to år. Hun er 37 år og uddannet sygeplejerske med næsten 15 års erfaring. Den danske autorisation fik hun efter ganske få måneder, men trods flere forsøg har hun nu opgivet at få job som sygeplejerske på et dansk sygehus. Selvom hun fra begyndelsen har gået til dansk tre dage om ugen, er sproget stadig den store barriere, fortæller hun med hjælp fra sin mand Marek Sujak.
"I begyndelsen tog mine danske kolleger hensyn og tog sig tid til at hjælpe mig. Men de betragtede mig hurtigt som en normal kollega, og så gik det galt, fordi jeg ikke kunne forstå dem og patienterne godt nok," forklarer Joanna Sujak.
Omvendt er det svært at lære ordentligt dansk uden job og danske kolleger. Parret har været i kontakt med deres kommune og lokale jobcenter for at høre nærmere om muligheder for jobtræning og i yderste konsekvens kontanthjælp, men da Marek Sujak har forsørgerpligt, er der ingen hjælp at hente.
"Det bedste ville være, hvis jeg kunne blive ansat i en form for jobtilbud på en mindre travl afdeling. Hvis jeg var blandt andre sygeplejersker og patienter hver dag, ville jeg blive tvunget til at tale dansk og stille og roligt blive bedre til det," siger hun.
Formand for Dansk Sygeplejeråds Kreds Syddanmark Anni Pilgaard kender Joanna Sujak privat og var bl.a. hoveddrivkraften i, at en medicinsk afdeling i Region Syddanmark ansatte den polske sygeplejerske ulønnet på prøve, men som sagt uden held, og det beklager Anni Pilgaard.
"Der var gode hensigter fra alle sider, men det lykkedes ikke. Det er helt fair, at hun skal kunne sproget ordentligt, men jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke har en form for indslusningsstillinger til sygeplejersker som hende," siger Anni Pilgaard, der har kendskab til mindst to lignende polske skæbner i Region Syddanmark.
Integrationsstillinger
Anni Pilgaard undrer sig f.eks. over, hvorfor regionens sygehuse ikke opretter nogle af de såkaldte integrationsstillinger i samarbejde med de udenlandske sygeplejerskers bopælskommuner. Stillingerne er netop designet til, at indvandrere med manglende sprogkundskaber eller manglende faglige kompetencer bliver ansat i en ordinær stilling, hvor der i et år indgår et opkvalificerings- og oplæringsforløb.
"Det er jo en oplagt løsning. Det er mig en gåde, hvorfor en veluddannet sygeplejerske skal gå arbejdsløs så længe, når nu vi mangler sygeplejersker," siger hun.
Chefkonsulent i Region Syddanmark, Annette Lunde Stougaard, arbejder bl.a. med regionens rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. Hun kender ikke den konkrete sag, men medgiver, at det kan være svært at integrere udenlandske sygeplejersker på regionens sygehuse. Konkret skal sygehusene selv planlægge deres integrationsforløb og sprogundervisning, og ofte ligger ansvaret for den vellykkede integration helt ude i de enkelte afdelinger.
"I sidste ende er det derfor altid en afvejning af, hvad den enkelte afdeling har overskud til, og her er mange nok i øjeblikket fanget i en ond cirkel. Vi har brug for flere sygeplejersker, men der skal også være nogle til at tage sig af dem, og det er langtfra tilfældet på alle afdelinger i dag," siger Annette Lunde Stougaard, der ikke kender til de omtalte integrationsstillinger, men vil undersøge dem nærmere.
200 nye på vej hertil
De 200 sygeplejersker, som Region Syddanmark har planer om at rekruttere fra Tyskland og Østrig i nærmeste fremtid, vil bl.a. alle blive tilbudt intensiv sprogundervisning og langsomt blive sluset ud i afdelingerne.
"Men det er vigtigt at understrege, at rekrutteringen ikke foregår over en nat. En del af formålet er netop i løbet af de næste par år at opbygge de kompetencer, der skal til for at modtage udenlandske kolleger både centralt og lokalt. Det er jo absurd, at vi har sygeplejersker gående, som vi ikke kan integrere, fordi vi ikke kan få lært dem sproget."
Med tiden vil kompetencerne altså også kunne blive brugt til at integrere udenlandske sygeplejersker som Joanna Sujak. I dag arbejder hun frivilligt og ulønnet på et plejehjem to dage om ugen, mens hun stadig går til dansk tre dage om ugen. Lykkes det hende ikke at få job som sygeplejerske inden 1. januar 2009, må hun finde et ufaglært job af hensyn til familiens økonomi.