Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Børn uden cpr-nummer

Uvished. I over et år var den 29-årige Fayza og hendes to børn afskåret fra lægehjælp og sociale ydelser. Først da sundhedsplejen i Høje-Taastrup Kommune gik ind i sagen, skete der noget.

Sygeplejersken 2008 nr. 9, s. 46-48

Af:

Britta Søndergaard, journalist

SY-2088-09-47a
Fayza og Khadem i deres lejlighed. I næsten mere end et år boede de på et klubværelse med børnene Leila og Poya, der på det tidspunkt ikke gik i børnehave. Foto: Christoffer Regild

Smilehullerne i to et halvt-årige Leilas brede ansigt er helt tydelige. Den velklædte pige med rød fløjlskjole og hvide strømpebukser kører rundt på en lyseblå plastikcykel doneret af en velgørende forening, mens hendes storebror Poya på fem år tumler rundt med et stykke sandkage i hånden lykkeligt uvidende om familiens situation.

Deres mor, den i dag 29-årige Fayza, kom fra Afghanistan til Danmark i efteråret 2004. I næsten halvandet år var hun og børnene afskåret fra lægehjælp og sociale tilbud, fordi Fayza er asylansøger, og børnene ikke havde dansk cpr-nummer. Poya lider af astma og var som baby undervægtig og svag. I flere måneder måtte hans far, Khadem, bede sin praktiserende læge om at tilse sønnen uden betaling.

I begyndelsen forbarmede lægen sig, men efter nogle måneder meddelte han, at han ikke kunne blive ved, når børnene ikke var omfattet af sygesikringen. Lægen opfordrede familien til at opsøge Glostrup Hospital, og her fik Poya konsultationer uden at vise sygesikringsbevis.

Vi sidder i familiens nymalede lejlighed i et blokkvarter på Københavns vestegn. 29-årige Fayza har skænket kaffe op ved sofabordet i den propert rengjorte stue med tykke rødmønstrede tæpper og små kniplingsduge på de brune laminatreoler. Afghansk tv kører i baggrunden. Fayza er en slank kvinde iklædt tørklæde og knælang nederdel. Hun taler lavmælt til tolken og overlader helst ordet til sin mand.

Politisk flygtning

Khadem er 52 år og en lille, bred mand med mongolske træk. På en blanding af dansk og farsi fortæller han, at han kom til Danmark fra Afghanistan som politisk flygtning for 16 år siden.

"Jeg er syg," forklarer han med tryk på ordet syg, og tolken uddyber med at opremse lidelser som hjerteproblemer, astma, posttraumatisk stress. Med fagter og tegn forklarer Khadem, hvordan han i sin tid blev tortureret ved at blive hængt med hovedet nedad. I 10 år var han gift med en afghansk kvinde i Danmark, men forholdet gik i stykker. Khadem besluttede at finde en ny kone, og for seks år siden tog han til Iran for at gifte sig med den 23 år yngre Fayza. Parret kommer fra samme område i Afghanistan, og ægteskabet var blevet arrangeret over telefon. Året efter kom Poya til verden.

Fayza har kun gået tre år i skole i Afghanistan, læser meget dårligt og kan ikke kommunikere på dansk.

Hun levede flere år illegalt i Iran og kunne ikke få ophold i Danmark. Familien besluttede derfor, at hun skulle flygte. Ad kringlede ruter kom hun til Danmark, og en novemberdag i 2004 stod hun foran porten til Sandholmlejren i Nordsjælland.

Fayza var kun få timer i asylcenteret. Derefter flyttede hun ud til sin mand på en såkaldt privat indkvartering. Dermed fik Khadem det fulde ansvar for forsørgelsen af sin kone og lille søn. Det indebar, at familien også selv skulle sørge for lægehjælp. I næsten et halvt år havde Fayza ingen kontakt med asylcentret eller de danske myndigheder. Hospitalet modtog hende, da datteren Leila skulle fødes den 21. august 2005.

SY-2088-09-47bSundhedsplejerske Anette Bryndum Larsen med Leila på to et halvt år og Poya på fem år. Begge børn trives godt efter, at de er startet i en særlig sprogstimulerings-børnehave. Men i næsten et år var de afskåret fra gratis lægehjælp og daginstitution. Foto: Christoffer Regild

Boede i klubværelse

På det tidspunkt boede familien på et lejet klubværelse på 20 kvadratmeter. Deres få ejendele var stablet op i papkasser i badeværelset. De sov på madrasser på gulvet. Poya trivedes dårligt, var undervægtig, og hans mor var deprimeret.Sundhedsplejen i Høje-Taastrup Kommune kom i kontakt med familien, fordi de modtog et fødselsbrev fra hospitalet.

Sundhedsplejersken underrettede kommunens socialforvaltning og kontaktede Røde Kors. Først et halvt år efter, i foråret 2006, fik familien en aftale med asylcenteret om, at mor og to børn kunne modtage gratis lægehjælp og lommepenge på centeret. Og i januar 2008 fik familien endelig en lejlighed. Khadems temperament og tyndslidte nerver betyder, at han flere gange er raget uklar med sagsbehandlerne på rådhuset.

På sofabordet ligger et brev fra børnehaven, som han ikke har forstået indholdet af. De seneste to år har sundhedsplejerske Anette Bryndum Larsen reelt fungeret som en slags bindeled mellem familien og kommunen. Hun har læst breve, ringet til sagsbehandlere, Udlændingeservice, advokater, praktiserende læger, og hun har søgt private fonde om penge og legetøj til familien.

"Alle de steder, jeg har forsøgt at hjælpe dem videre i det danske sagsbehandlersystem, synes deres problemer at komme tilbage som en boomerang. Ingen vil påtage sig ansvaret for børnene, så de kan få en tålelig tilværelse," fortæller Anette Bryndum Larsen, mens hun sidder ved siden af Khadem og bladrer i stakken af papirer om familiens sag.

Socialt isoleret

I dag glæder Khadem sig over de fremskridt, der trods alt er sket. Leila fik opholdstilladelse i november 2007. I februar 2008 fik Fayza at vide, at også Poya havde fået opholdstilladelse. Begge børn er netop kommet i kommunens særlige sprogstimuleringsbørnehave tre timer om dagen.

Khadem peger på de to lædersofaer og et sofabord af glas.

"Nu har vi også fået møbler. Vi købte det i Biva på afbetaling. 8.000 kr. Det er billigt."

Økonomi er ellers hans konstante hovedpine. Khadem er gået konkurs med en kiosk og har en stor gæld. Han ville gerne arbejde, men kombinationen af dårlige danskkundskaber og sygdom gør det svært.

Socialt er familien meget isoleret og har ingen venner i Danmark. "Vi er hazaraer og bliver set ned på, fordi de fleste afghanere i området er pashtuner. Vi kan ikke snakke sammen. Der er mange afghanere, som bagtaler hinanden," forklarer Khadem.

Fayzas dage ligner hinanden. Klokken halv ni følger hun børnene i børnehave. De bliver hentet kl. 12.30, og så går hun i Netto og Aldi og køber ind sammen med sin mand. Hun har ingen veninder, og tv'et er den vigtigste adspredelse.

"Det er kedeligt, men så længe jeg er sammen med min mand og børn, er jeg glad," siger Fayza, inden hun går ud bag blomsterforhænget til det smalle køkken og henter lidt brød og frugt, som hun med jævne mellemrum serverer for Khadem på grund af hans sukkersyge.

Fayza har to gange fået afslag på asyl og prøver nu en tredje gang. Ifølge familiens advokat skulle en opholdstilladelse omsider være lige om hjørnet. Fayza håber. Tanken om, at de to børn skal bo alene med deres psykisk skrøbelige far, synes helt uoverskuelig.

eksempler fra det virkelige liv

NU SKAL VI IKKE LÆNGERE BETALE

"Nu skal vi ikke længere betale for vores datter." Sådan fortalte en familie på Vestegnen, da sundhedsplejersken i begyndelsen af 2008 kom på besøg hos familien. Datteren var på det tidspunkt et år. Faderen havde opholdstilladelse, men moderen havde ikke ophold.

Det første år af pigens liv havde familien betalt for vaccinationer og lægebesøg.

Så fik barnet opholdstilladelse og dansk sygesikringsbevis.

MOR MÅ BESØGE BØRN PÅ TURISTVISUM

Faderen fra Tyrkiet havde været i Danmark i mange år, da hans kone og fire døtre kom til Danmark fra Tyrkiet på turistvisum. De tre døtre fik opholdstilladelse, men moderen måtte pendle frem og tilbage mellem Danmark og Tyrkiet på turistvisum.

Under et ophold i Danmark fødte moderen en lille pige, der i dag er halvandet år.

Der gik nogle måneder, før den lille pige fik cpr-nummer og ret til lægehjælp.

I dag bor faderen alene med de fire børn på 17, 15, 10 og halvandet år, mens deres mor kun kan komme på besøg på turistvisum. Børnene savner deres mor og er meget påvirkede af situationen.

AFSKÅRET FRA LÆGEHJÆLP I FIRE ÅR

En pakistansk kvinde kom til Danmark og giftede sig med en herboende pakistaner, der havde været i landet i mange år. Hun har en søn med fra et andet forhold.

Efter kvindens indrejse fik parret to børn. Hun og den ældste søn fik afslag på familiesammenføring, mens de to børn født i Danmark fik opholdstilladelse.

Selvom den store dreng ikke havde opholdstilladelse og cpr-nummer, blev han optaget på den lokale skole. Skolesundhedsplejersken mødte drengen, da han var seks år og tog ham til undersøgelse. Han havde nogle sår og problemer med øjnene.

Den praktiserende læge indvilligede i at modtage drengen, selvom det var uden beregning. Det samme gjorde skoletandlægen. Men i en lang periode kom drengen ikke til øjenlæge, fordi det var for dyrt.

Drengen var meget påvirket af situationen og sagde:
"Jeg må jo ikke være her. Min mor og far skal betale for mig."

Den pakistanske familiefar døde, og for to år siden fik mor og søn opholdstilladelse og cpr-nummer i Danmark. På det tidspunkt havde drengen været afskåret fra ret til gratis lægehjælp i fire år.

Sundhedsplejersker fra Københavns vestegn har fortalt disse eksempler til Sygeplejersken.