Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kommuner efterlyser klare regler

Har børn ret til at gå i skole, børnehave, få vaccinationer og gratis behandling på danske sygehuse, mens deres sag om familiesammenføring er under behandling?

Sygeplejersken 2008 nr. 9, s. 48

Af:

Britta Søndergaard, journalist

En kvinde med to børn på fire og seks år rejser til Danmark på turistvisum. Efter ankomsten søger kvinden og hendes børn om familiesammenføring, og de får lovligt ophold i landet, mens deres sag behandles. Har børnene ret til at gå i skole, børnehave, få vaccinationer og gratis behandling på danske sygehuse?

Det er et af de spørgsmål, Kommunernes Landsforening allerede i foråret 2006 stillede i et notat til Integrationsministeriet. Notatet oplister flere eksempler på børn og familier, hvor det er uklart, hvem der skal betale sundhedsydelser og sociale bidrag, selvom de har lovligt ophold i Danmark. Men godt to år efter at Integrationsministeriet modtog notatet, har kommunerne stadig ikke modtaget noget svar.

Baggrunden for notatet er, at en lille gruppe familier risikerer at komme i klemme, så deres børn f.eks. ikke kan komme i børnehave eller få gratis sundhedsbehandling, fordi reglerne på området er så indviklede, at socialforvaltningerne i de enkelte kommuner har svært ved at gennemskue dem og indføre en ensartet praksis på området.

"Der er uklarhed omkring reglerne, og derfor har vi opfordret ministeriet til, at man fra statslig side klargør reglerne og sender en vejledning ud til kommunerne." siger konsulent Mette Vinderslev fra Kommunernes Landsforening.