5 faglige minutter: I Danmark er alle lige

Telefonen ringer ...

Jeg sænker blikket og tænker ved mig selv, hvor dejligt at jeg skiftede melodi på min ringetone, antistress-melodien er ikke dårlig. Jeg præsenterer mig selv, samtidig med at jeg skæver til uret på min computer, klokken er 15.30, jeg var egentlig ved at slukke computeren og lukke kontoret for i dag. En insisterende stemme bryder min rytme med en præsentation, som minder om en forespørgsel på en dyr middagsret, bestemt, formel, korrekt, men også underspillet venlig.

Jeg når at tænke "åh nej, er jeg nu i stand til at takle situationen!" Kvinden i røret er stærkt frustreret over sin mors ophold på områdecenteret, hvor jeg arbejder, og hvor jeg er daglig leder for to afdelinger.

"Jeg vil kraftigt anbefale dig at få orden på min mors medicin og hendes vasketøj." Hun fortæller en lang historie om, hvordan hun den ene gang efter den anden er kommet på besøg og har fundet diverse uregelmæssigheder, og tilføjer, at nu må der simpelthen komme orden i sagerne, for ellers ...

Jeg føler mig truet, hvad vil der ske, hvis jeg ikke formår at rette op på alle de mangler, som hun påpeger. B.T., Ekstra Bladet eller lokalavisen, store overskrifter: "De ressourcesvage får ingen hjælp."

Jeg ser det for mig, måske en sag for nyhederne på tv, og så ved man godt, hvordan det kan komme til at lyde: Alle plejehjem svigter de ældre, de ældre mangler omsorg, der er ikke tid til dem og så videre og så videre.

Men pludselig slår det mig, har hun en pointe, har hun ret i de ting, hun kritiserer" Bare lidt" Har vi for travlt, glemmer vi de nære ting, omsorgen, hyggesnakken hen over kaffen eller den korrekte medicin givet med omhu og uden tidspres. En avis, der bliver læst op for den ældre, når synet svigter"

Vi udtaler os prompte om, at alle borgere skal behandles lige, men gør vi egentlig det" Er der lighed i Danmark, hjælper vi alle ligeligt, eller er det den faglige udvikling, vi prioriterer, fordi det kræves af os for at være klædt på til de talrige udfordringer, der findes i dag" Kurser, foredrag, efteruddannelse m.m. Fylder det så meget i vores daglige arbejde, at det kan være svært at overskue ret meget andet" Er det de endeløse snakke om løn, arbejdsgange, handleplaner og kompetenceudvikling, der fylder, og som - og her kommer en påstand - de ældre er bedøvende ligeglade med, ikke fordi de er ligeglade med os som personalemedlemmer, men fordi det hele går så umådelig stærkt, og de ældre ikke magter at følge med. Kommunernes kvalitetssikring, dokumentation, skemalægning og registrering, som betyder minutter, ja timer, foran computeren.

Tilbage til den pårørende, jeg sidder faktisk og tænker, at hun bruger utrolig meget energi på små ting, men samtidig har hun jo ret. Vi har ikke gjort det godt nok, men vi har trods alt gjort vores bedste ud fra de betingelser, vi arbejder under. Vi har prioriteret, løbet stærkt, uddelegeret og reflekteret.

Denne meget insisterende pårørende, som taler sin mors sag, som ønsker hende det bedste og bliver frustreret, når hun ser hende sidde på et 15 kvadratmeter stort værelse dag ud og dag ind, hendes mor tager vi os specielt meget af, for ellers får vi problemer med vores samvittighed og med etikken.

Men hvordan går det så med dem, som ikke har nogle pårørende med ressourcer til at klage, eller med dem, som slet ikke har familie, hvad med dem" Står de svagt" Kan sygeplejersken formå at hjælpe alle dem, hun møder på sin vej" Hvem siger, at alle er lige i Danmark"

Jeg synes, jeg hørte det på tv.

Bettina Fyen-Andersen har gået på Københavns Universitet og Roskilde Universitetscenter, inden hun blev sygeplejerske i 2001. Herefter har hun arbejdet på reumatologisk afdeling, i psykiatrien og på et områdecenter. Er nu leder af akut- og midlertidige pladser på områdecenter Kildegården, Gladsaxe.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.