Parløbet med medlemmerne har været drivkraften

Læs artiklen som PDF - gå til side 32  

”Mit blod er fyldt med Dansk Sygeplejeråd efter 22 år i organisationen, og jeg tror nok, at den serumkoncentration skal lidt ned i niveau, før jeg kan tænke, hvilken vej der vil være mest interessant at følge,” siger Connie Kruckow. Foto: Søren Svendsen.  

Dansk Sygeplejeråds formand gennem de seneste ni år, Connie Kruckow, går af med udgangen af denne måned. Hun kalder sit valg for "en meget ensom beslutning". Kun ganske få nære venner og hendes to børn vidste besked, før hun orienterede hovedbestyrelsen. Heller ingen af samarbejdskollegerne i Dansk Sygeplejeråd. Det ville have været umuligt at holde hemmeligt, og så var der straks gået valgkamp i den, var hendes ræsonnement.

Løber du af pladsen i utide?
"Det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg var på valg sidste år i marts måned, og jeg hverken kunne eller ville gå på det tidspunkt. Vi var midt i en overenskomstforhandling, så det var slet ikke en realistisk mulighed. Nu synes jeg derimod, tidspunktet passer fint. Det er klart, at det, at jeg er 55 år, har betydning i forhold til at se et andet arbejdsliv foran mig, men jeg har i den grad taget bestik af organisationens liv og levned med det valgte tidspunkt at gå som formand. Vi har et lokalt bestyrelsesvalg i efteråret, som et valg af formand ikke kolliderer med. Vi har næstformandsvalg i forbindelse med kongressen i maj næste år. Hvis jeg valgte at gå på det tidspunkt, skulle man vælge tre formænd på én gang. Det ville ikke være klogt. Og så har det sidst, men ikke mindst været vigtigt at sikre, at en ny formand sidder sikkert i sadlen, når forberedelserne til de næste overenskomstforhandlinger går i gang."

Er det et helt eller halvt maratonløb at være formand for Dansk Sygeplejeråd?
"Man skal være udholdende, og nogle gange er det længere end et maratonløb! Jeg har løbet i en løbeklub. Vi havde en del medlemmer, der løb 100 kilometer, og det virker jo absurd. Men sådan har det virket nogle gange, specielt under forhandlingerne sidste år. Jeg har prøvet at løbe maraton. Det var for ingenting at regne i sammenligning. Det tager jo trods alt kun en halv formiddag.

I andre situationer kan jobbet have karakter af et forhindringsløb, og så skal man også være i stand til at sætte en spurt ind. Helt overvejende er det de lange seje løb, der præger arbejdet som formand. Grundformen skal være i orden, og hepperne skal være der. Opbakningen skal være der, og det har den været!"

Hvordan har du oplevet parløbet med medlemmerne?
"Det mest energigivende i dette job har været alle møderne med medlemmerne. Medlemsmøder i kredsene, møder på græsplæner, ude på arbejdspladserne, under konflikten og gennem alle ni år. Det har drevet mig i alle årene, og jeg kunne ikke være formand, hvis jeg ikke havde kontakten med medlemmerne og jordforbindelsen. Medlemmerne oplever, at jeg er sygeplejerske og kender udfordringerne i faget. De oplever, at jeg ikke kommer fra en anden planet."

Er der forhindringsløb, som er mere spændende end andre?
"Overenskomstforhandlingerne var et af de helt store forhindringsløb. Vi kom i mål, fordi sygeplejerskerne og vores kolleger i Sundhedskartellet gjorde en kraftanstrengelse. Men internt i organisationen synes jeg, at vi har brugt rigtig meget tid - og efter min smag også for meget tid - på den interne struktur i organisationen. Al respekt for, at vi skal have en struktur, der understøtter det, vi skal, men det er ikke dér, vi oplever medlemmernes store engagement.

En organisation som vores skal passe meget på ikke at bruge for meget tid på det interne. Vi skal skaffe resultater til medlemmerne. Det er det, vi er sat i verden til."

Har du nogen sinde løbet dig staver i livet?
"Jeg tror, at jeg grundlæggende er skruet sådan sammen, at jeg gerne vil være sikker på, at bjørnen er skudt, før jeg sælger skindet. Jeg kan vældig godt lide underskrifter på papir, før jeg tror på, at resultater er hjemme. Men når jeg mener, at noget skal gøres for at nå til konkrete resultater, så gør jeg det. Det giver skrammer. Jeg har stukket snuden frem, og jeg har også fået nogle over næsen. Sådan er verden. Men man skal vælge sine kampe med omhu."

Hvordan sikrer vi os, at der er sygeplejersker i det lange løb?
"Jeg har talt med en del medlemmer, tillidsrepræsentanter og i hovedbestyrelsen om, at de ting, der er gode i vores fag, skal vi være bedre til at prale med. Det er et fantastisk fag. Lønnen er ikke fyrstelig, og arbejdsvilkårene er ikke ubetinget noget, vi kan prale med. Vi skal finde en balance, så vi får formidlet begge dele. Jeg ville til enhver tid vælge at blive sygeplejerske igen, hvis jeg skulle begynde forfra. Jeg er enormt stolt af mit fag, fordi jeg synes, at vi som sygeplejersker kan bidrage med så meget, og man bruger så mange aspekter af sig selv som sygeplejerske. Lidt pralekultur ville være godt.

Det er lykkedes at få ministerierne, regionerne og kommunerne til at tale positivt om medarbejderne i sundhedsvæsenet. Det har vi ikke været vant til. Det betyder også noget, at man møder anerkendelse og respekt for det, vi laver."

Hvordan er den stafet, som du giver videre til din efterfølger?
"Den bærer præg af den vision for Dansk Sygeplejeråd, som jeg selv har været med til at udarbejde. Den indeholder kravet om ligeløn, at vi er en profession, som har en klar profil og er ambitiøs, og at vi er markante i den sundhedspolitiske debat. De tre elementer er hinandens forudsætninger. Så kan en ny formand vælge sit eget videre løb med stafetten."

Hvordan bliver din egen videre løbebane?
"Jeg sammenligner det lidt med, at jeg hvert år i december står i målområdet i et løb, der hedder Julestjerneløbet i Grib Skov, som arrangeres af min gamle løbeklub. Løbet hedder sådan, fordi Stjernen er et åbent område i skoven, hvorfra en række veje stråler ud i forskellige retninger. Jeg forestiller mig, at jeg nu skal bruge nogen tid på den store åbne plads og kigge ud ad vejene fra Stjernen og finde ud af, hvilken vej jeg skal tage. Jeg ved det endnu ikke.

Mit blod er fyldt med Dansk Sygeplejeråd efter 22 år i organisationen, og jeg tror nok, at den serumkoncentration skal lidt ned i niveau, før jeg kan tænke, hvilken vej der vil være mest interessant at følge. Der er mange, der siger: Jamen Connie, du må da have et eller andet i ærmet, men det har jeg altså ikke."