Nogle gange mister vi respekten for døden i forsøget på at redde liv

”I dag kan det ske, at en 85-årig meget svækket patient med hjertestop bliver genoplivet, og så synes jeg, at vi er kommet
for langt ud,” siger sygeplejerske Karin Ogstrup, der valgte at stoppe på sin tidligere arbejdsplads på en intensiv afdeling, fordi de etiske dilemmaer blev for store. Foto: Søren Holm

"Patienten er døende. Kan vi ikke give ham en værdig afslutning!"

Sådan udbrød sygeplejerske Karin Ogstrup spontant, da hendes afdeling sidste år modtog en terminal alkoholpatient med alvorlige leverskader, nyresvigt, kredsløbs-påvirkning og meget lave blodpladetal. Patienten var i koma, og læge og sygeplejerske stod sammen i det cockpit med respirator, måleinstrumenter og slanger, som udgør moderne intensivbehandling.

Den meget dygtige læge svarede, at forsøget på at redde mandens liv skulle fortsætte. Som læge måtte han ikke standse behandlingen, hvis der var det mindste håb om at redde liv. Patienten blev lagt i respirator, men døde næste dag.

Karin Ogstrup havde i længere tid overvejet de etiske dilemmaer i jobbet som intensivsygeplejerske, og episoden var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Kort tid forinden havde hun oplevet, hvordan hun skulle alarmere hjertestop på en meget svækket gammel patient, som var indlagt efter en tarmoperation. Patienten var forvirret, uklar og rallende, da der blev sat ind med forsøg på genoplivning, og han døde kort tid efter.

"I begge situationer følte jeg, at vi forsømte at lave en værdig og smuk situation i stedet for at fortsætte behandlingen. Dilemmaet omkring, hvorvidt en behandling skal fortsætte, har altid eksisteret på intensivafdelinger. Men den nye teknologiske udvikling betyder, at der er mange flere muligheder for at holde patienten i live, og derfor bliver det etiske dilemma forstærket," siger Karin Ogstrup.

Hun understreger, at intensivafdelingen i Vejle, hvor hun var ansat indtil sommeren 2008, er meget velfungerende, og at hendes kritik ikke er rettet mod selve afdelingen.

"Men jeg føler, at behandlingssystemet i vores higen efter at redde liv i en del tilfælde mister respekten for døden. Afdelingen var velorganiseret, og vi havde generelt set tid til den helhedspleje omkring patienterne, som mange sygeplejersker drømmer om. Når jeg alligevel valgte at stoppe, var det, fordi jeg følte, at nogle af de etiske dilemmaer, der fulgte med arbejdet, var frustrerende," fortæller Karin Ogstrup, der i dag er sygeplejerske på Privathospitalet Mølholm og stadig har vikariater på sin gamle arbejdsplads.

Brug for debat

Karin Ogstrup har besluttet at fortælle om sine overvejelser, fordi hun mener, der er brug for en debat om, hvor langt hospitalernes intensivafdelinger skal gå i forsøget på at redde f.eks. håbløst syge og svækkede gamle mennesker eller terminale alkoholpatienter.

"Når man arbejder på en intensivafdeling, er det påfaldende, hvor mange gamle, svækkede patienter vi modtager. En særlig sørgelig patientgruppe er alkoholikere med svære leverskader eller maveblødninger - ofte helt uden eller ringe kontakt til pårørende. Indimellem oplevede jeg, hvordan alle ressourcer blev sat ind i den sidste fase, selvom det efter min bedste overbevisning var udsigtsløst.

Selvfølgelig skal alle kræfter sættes ind på at redde liv, men jeg oplevede tilfælde, hvor jeg synes, den videre behandling virkede uetisk, fordi man trak en håbløst syg patients forløb i langdrag. Lægeløftet indebærer, at den mindste lille mulighed for behandling skal være forsøgt, inden man må afslutte.

Og den beslutning oplever jeg bliver vanskeligere og vanskeligere at komme frem til, også når det drejer sig om meget alvorlige kroniske lidelser. Som ansat i sundhedsvæsenet kan man ikke lade være med at tænke på det paradoksale i, at samfundet f.eks. bruger mange ressourcer på at holde alkoholikere i live i den sidste fase, samtidig med at samfundet nogle gange har ladt dem i stikken og ikke har givet ordentlige tilbud om behandling undervejs i misbruget."

Karin Ogstrup finder det etisk problematisk, at intensivafdelingerne i stigende grad modtager ældre og meget svækkede patienter.

"I dag kan det ske, at en 85-årig meget svækket patient med hjertestop bliver genoplivet, og så synes jeg, at vi er kommet for langt ud. Nogle gange har de pårørende reageret. F.eks. oplevede jeg, at konen til en ældre mand, der havde fået en hjerneblødning og havde voldsomt synke- og lungebesvær, insisterede på, at hendes mand skulle have en værdig død. Men ofte har de pårørende slet ikke overblikket til at reagere," siger Karin Ogstrup.

Hun mener, at en af løsningerne kan være, at der oprettes etiske komitéer på de enkelte sygehuse.

"Man kan forestille sig, at komitéerne har en vejledningsfunktion f.eks. i svære spørgsmål omkring forlængelse af patienters liv. På den måde løftes ansvaret fra den enkeltes skuldre."

"Endvidere kunne det måske være en opgave for hjemmeplejen og praktiserende læge i højere grad at bringe spørgsmålet om intensiv behandling på bane over for alvorligt, kronisk syge borgere. Så er der en mulighed for at forholde sig til intensiv behandling, inden en patient bliver meget svækket og uklar. Tilbuddet om behandling, lindring og pleje på et almindeligt sengeafsnit skal naturligvis alligevel til hver en tid stå åbent."