På udflugt med en dialysesatellit

Jeg ankommer til Hjørring sent om eftermiddagen og går ud for at se lidt på byen. Jeg har aldrig været der før og går i egne tanker i solskinnet, da en lokal herre kommer væltende ud fra et værtshus.

Han ser på mig og spørger venligt, om jeg nyder solen. ”Ja, det er dejligt,” svarer jeg. ”Er du sjællænder?” spørger han overmåde forbavset.

Det må jeg medgive. ”Jamen, så velkommen nordpå,” lyder det. Således godt modtaget går jeg videre. Rundt i den gamle del af byen. I morgen skal jeg på udflugt, inviteret af en gruppe lokale sygeplejersker.

Musik til maden

Patienten Asger spiller mundharmonika, og Niels, som er sygeplejerske, spiller tamburin. ”Det var du god til, Asger,” siger jeg, men han ryster sørgmodigt på hovedet. ”Jeg er ikke i hopla. Som jeg sagde til dig, har jeg mistet John, han spillede guitar, og vi spillede så godt sammen,” svarer han.

Stemmen er dæmpet, og ordene kommer forsigtigt. Han pakker mundharmonika og tamburin ned i den plastikmappe med slidt håndtag, som har fulgt ham hele dagen.

Vi er til frokost på Restaurant Hedelund i Brønderslev.

Før vi satte os til bords, har vi gået rundt i den rododendronpark, der omgiver restauranten. Dagen er startet med morgenmad for sygeplejerskerne på dialyseafdelingen klokken otte om morgenen. Efter morgenmaden opsummerer sygeplejerske Vinie Meldgaard Kristensen de opgaver, som de øvrige sygeplejersker har lovet at tage sig af. Disciplinen er anderledes end i København. Der bliver stille, da hun begynder at tale, og hver enkelt sygeplejerske kommer med en kort status over sit område: Kørestole? ”De er parate ude på gangen.” Medicin? ”Er i min kurv sammen med medicinbægre.” Penge? ”Dem samler jeg ind i bussen.” Sådan går det derudad, indtil man er igennem Vinies liste.  

Foto: Jette Bagh

Der er tjek på det hele. De dialysepatienter, som tre gange om ugen lægger sig på deres faste plads på afdelingen for at gennemgå et dialyseforløb, begynder så småt at troppe op sammen med deres pårørende, hvis de har nogle.

”Kan vi få en kop kaffe?” er der én, som spørger. Næh, det er der ikke lige tænkt over, så man samles på gangen, nogle helt tydeligt i deres bedste sommertøj.

Sygeplejerskerne er også i varieret beklædning, en gruppe har nylakerede negle i sommersandalerne, andre er praktisk klædt på til at håndtere kørestole og patienter.

Det startede med et fiktivt ishus

Det er den fjerde udflugt, afdelingen arrangerer for dialysepatienter og pårørende. Pengene kommer fra en fond stiftet af en afdød dialysepatient og fra lokale støtter, som efterfølgende får et takkebrev og et gruppebillede som anerkendelse for deres bidrag. Udenfor bliver bussen meldt klar. Hele gruppen sætter sig i bevægelse, og Niels Jørgen, chaufføren, begynder at læsse kørestole ind i bussen via en lift midt på siden. Han er rolig og omhyggelig. Derfor er han med. Det har han været, siden turene startede, og det er altid ham, sygeplejerskerne beder om, når turen bliver bestilt.

Oversygeplejerske Jonna Borg er med i dag. Det er første gang, og aftalen er lavet i god tid. Når man er chef for 150 mennesker, er ledige arbejdsdage en mangelvare. ”Men det er vigtigt at bakke op om den slags initiativer,” siger hun, mens vi venter på, at den sidste patient bliver spændt fast inde i bussen.

Kursen er Brønderslev, der kun ligger ca. 15 km fra Hjørring, men patienterne skal have en tur ud af det, så Niels Jørgen har lagt en rute, der fører os godt rundt i landskabet. Sygeplejerske Niels Gjytkjær rejser sig, griber mikrofonen med et ”godmorgen” og byder velkommen på turen. Han fortæller kort om baggrunden for turene. De startede pga. en fiktiv historie om et ishus, som blev bygget op af en patient og en sygeplejerske. Ishuset voksede, og en dag blev det til en konkret idé om, at personale og patienter skulle opsøge et ægte ishus og få en rigtig, velsmagende hjemmelavet is. Turene var født, men patienten nåede desværre ikke at være med. Fantasien har dog sat sig varige spor.

En god del af sygeplejerskerne har aldrig været der, hvor vi kører. Terpet, Kirkholt og Brønden, lyder de skæve navne. Vi krabber op langs Jyske Ås, og lupiner, kornblomster og brogede køer konkurrerer om opmærksomheden. Chaufføren ved, hvilke celebrities der har ejet og ejer de huse, vi passerer. Charlotte Wind Jensen, som har været sygeplejerske på dialyseafdelingen i otte år, rejser sig op og fortæller, at hvis nogle patienter har tendens til hoste, så vil hun gerne komme rundt med medicin nu. I min grænseløse naivitet troede jeg, at medicin var medicin. Men medicin er synonym for Dr. Nielsen, som er en dansk bittersnaps med lakridssmag. Der lyder straks spredt hosten rundt om i bussen, og Charlotte hælder op i små medicinglas.

 ”Der er fokus på livskvalitet i dag, ikke på væskebegrænsning,” siger hun til mig.

Hver sygeplejerske er kontaktperson for én patient på turen, og patient og sygeplejerske sidder side om side og sludrer stilfærdigt sammen, mens Niels Jørgen indimellem fortæller om flora, fauna og de gamle skoler og krostuer, der ligger i vejkanten.

Et tiltrængt afbræk

”Det er en fordel, at vi møder de pårørende på turene, for normalt ser vi dem aldrig,” fortæller Charlotte Wind Jensen.

”Det giver en anden hverdag, at vi kan sige ”hils hjemme”, når vi har været sammen et par timer, siger hun.

”Patienterne er meget syge, og der sker ikke ret meget i deres liv. Derfor vil vi gerne bidrage med et afbræk i hverdagen, så patienterne kan have en oplevelse sammen med deres pårørende.”

Bussen når frem til Brønderslev og til Rhododendronparken. Alle patienter når sikkert ned på jorden takket være Niels Jørgen, og selskabet slentrer en tur blandt blomstrende og delvist afblomstrede rododendron. Gruppebilledet bliver taget foran restauranten. De ni kørestole placeres efter lidt logistiske øvelser forrest, og gruppen opfordres til at smile. Karin Svenningsen fotograferer, men da hun selv skal med på billedet, får sjællænderen lov.

Efter mundharmonikaspillet følger den store buffet, og Charlotte Wind Jensen laver et klassisk freudiansk slip, da hun siger: ”Nu har jeg delt en lille seng ud.” Det har hun selvfølgelig ikke. Hun har delt en sang ud, men fortalelsen vækker en del moro. Sangen bliver i sandhed sunget med hver sit næb. Da buffeten er blevet endevendt, og alle har forsynet sig efter behov, går turen tilbage til Hjørring. For en del af patienterne venter dialyseafdelingen og fire timers dialyse, før de kan vende hjem til sig selv.