Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vi holder mange fester

Kulturforståelse. I Sverige har man haft succes med et plejecenter, hvor man inden for de sidste fire år har samlet demente på sprogafsnit, hvor der kun tales farsi og spansk.

Sygeplejersken 2009 nr. 14, s. 28-31

Af:

Rebekka Holm Andersen, journalist

SY-2009-14-29a
Foto: Pernille Tofte

Den chilenske kvinde, Teresa Vega på 83 år, kigger på sygeplejersken, som forklarer hende på spansk, hvordan hun skal tage sin medicin. Hun sidder sammen med to andre spansktalende ældre damer og spiser kage. På væggen hænger et tæppe med en tyr og tyrefægter, og i baggrunden lyder der salsarytmer fra en lille ghettoblaster i hjørnet af lokalet. Afdelingen er kun for spansktalende ældre demente, og den er en del af plejecenteret Rinkeby Servicehus, som ligger i en forstad til Stockholm.

Forstaden oser af forskellige kulturer. Lige fra man står af på Rinkeby Station, kan man lugte friske krydderier, høre arabiske vendinger og opleve en markeds-plads fyldt med boder, hvor der sælges abrikoser og dadler. Man føler sig ført til et orientalsk land, men det er der også en grund til, fordi mere end to ud af tre af de 15.600 indbyggere i Rinkeby er af anden etnisk oprindelse end svensk.

På plejecenteret bor der 48 ældre, og i området rundt omkring bor der 70 beboere, som er tilknyttet centeret, men bor i en ældrebolig. Her tales mange forskellige sprog, og de største grupper er spaniere, svenskere og tyrkere, men derudover bor der også en enkelt vietnameser og tysker.

De forskellige kulturers højtider bliver fejret, og alle kan frit vælge, om de vil deltage. Den 21. marts bliver eksempelvis det persiske nytår, Novroz, fejret med dans, musik og persisk mad.

Elena Cardozo har arbejdet i 10 år på plejecenteret. Hun er glad for sit arbejde, som hun betegner som meget socialt.

"Vi holder mange fester, eksempelvis kommer der spanske grupper fra Sydamerika og synger og spiller, og andre gange kommer der tyrkiske børn og danser for os. Det sjoveste af alt er, at de ældre ikke kan tale sammen, men de er interesserede i at deltage i hinandens fester, og de hygger sig, kan man se på deres ansigtssprog og mimik," forklarer hun. Det daglige liv i Rinkeby er meget anderledes end på andre plejehjem, fordi der bruges meget tid på kommunikation både med de pårørende og de ældre.

"Der er nogen, som kommer med mad til deres forældre hver dag, fordi de har dårlig samvittighed over for deres forældre. I deres kultur har de været vant til at tage sig af de ældre, men det har de ikke mulighed for i Sverige," siger hun. Det samme oplever Nevart Ghazarian, som har speciale i demenssygepleje, taler farsi og har arbejdet 15 år på plejecenteret. Hun er uddannet "undersköterska", som nærmest kan sammenlignes med den danske titel social- og sundhedsassistent.

"De pårørende er også mere rolige, når de efterlader deres ældre her. De er selv på job og har travlt med deres egen hverdag, men de ved, at deres ældre har det godt her. De ringer ofte, men vi kan berolige dem," siger Nevart Ghazarian og smiler.

Populært plejehjem

De ældre kommer fra hele Sverige. Eksempelvis skrev en tyrkisk mand og spurgte, om han ikke kunne flytte ind, da han følte sig ensom på et plejehjem i Lund. Nu bor han side om side med de andre tyrkere på plejecenteret, som stadig er et af de eneste af sin slags i Sverige, forklarer plejecenterets leder, Hossein Ahmadian. Han har været leder af centeret i 12 år.

"Der har tidligere været et plejehjem kun for finsktalende i Stockholm, men der er ikke mulighed for integration, hvorimod vi her har mange forskellige kulturer, men hovedsproget er stadig svensk, og der er mulighed for, at alle kan være sammen og forsøge at kommunikere," siger han. Området omkring Rinkeby har forandret sig meget siden 1980'erne, fordi der tidligere var en høj andel af svenskere, men nu er det på vej til at blive en ghetto for etniske minoriteter.

"Jeg er bekymret for, at der slet ikke vil være nogle svenskere tilbage i området om et par år, og det vil også påvirke Rinkeby Servicehus. Det er vigtigt, at der ikke opstår en opdeling i forhold til resten af samfundet," forklarer han.

Der er to afdelinger beregnet til demente, hvor der kun tales et specifikt sprog, en spansktalende afdeling, og en afdeling, hvor der kun tales farsi. Der bor ca. otte ældre på hver, men de ældre demente har stadig mulighed for at blande sig med resten af beboerne på plejecenteret. Man har oprettet afdelinger med et specielt sprogfællesskab for netop demente, fordi denne gruppe ofte glemmer alt andet end deres modersmål.

"Sproget har en stor betydning i den sammenhæng, eksempelvis har vi en ældre kvinde, som allerede efter en uge kunne genkende personalet, og ofte kan der gå flere måneder, inden de forstår, hvem vi er," fortæller Elena Cardozo.

Maden fra de ældres egen kultur har også en positiv effekt, fordi den stimulerer deres sanser og gør, at de kan huske ting fra deres ungdom.

"De drikker te, lytter til tangomusik, og man føler sig ført tilbage til Spanien, når man er på deres afdeling. Der er en utrolig god stemning," siger Elena Cardozo.

Hun er selv oprindeligt fra Sydamerika og taler spansk, mens den anden sygeplejerske, Havise Koyuncu, er fra Tyrkiet. De arbejder fra mandag til fredag og altid samtidig, fordi de på den måde kan trække på hinandens ekspertise.

De ældre bliver mindre syge

Kommunikation er en meget vigtig del af hverdagen på Rinkeby Servicehus, og derfor bliver der også brugt ekstra ressourcer på det.

"Der er ingen ekstra udgifter for det svenske samfund, når plejecenteret indrettes sådan, men vi er nødt til at opprioritere kommunikationen, fordi vi har beboere med mange forskellige sprog," siger Hossein Ahmadian og kommer med et eksempel, hvor der var en dement spansk kvinde, som ingen kunne forstå.

Hun rejste sig hver dag fra aftensmaden og gik. Til sidst måtte plejepersonalet tvinge hende til at blive og spise, og hun blev meget ulykkelig og urolig. Derefter oprettede de afdelingen for spansktalende demente, og til aftensmaden en aften kunne en af de andre beboere forstå hende og forklare, at den ældre kvinde troede, hun skulle på arbejde. Beboeren tog hendes hånd og sagde, at det var weekend, så hun havde fri. Det hjalp, og efter den aften var der ingen problemer med kvinden, som blev helt rolig og følte sig tilpas.

"Når de samles her, så kan de mødes med deres landsmænd og blive forstået, og det betyder meget. Beboerne indbyrdes kan også hjælpe hinanden. Det er ikke noget, der koster ekstra, men folk har det bedre og bliver mindre syge," forklarer Hossein Ahmadian.