5 faglige minutter: Angsten for at slå en patient ihjel

Jeg var bare så parat til at være sygeplejerske, da jeg stod med mit eksamensbevis i hænderne. Stolede på min gode uddannelse i både teori og praksis. Gik selvsikkert ud, søgte, og fik min første rigtige stilling på en travl AMA.

Stolt står jeg så der med min sygeplejerskenål og hele sildesalaten af saks, lygte og kuglepenne i alle tre farver i brystlommen. Lettet over, at der ikke står en klinisk vejleder og beder mig om at reflektere og perspektivere. Føler egentlig, at jeg har rimelig godt styr på det. Eller at andre i det mindste ikke kan se det, når jeg ikke har det. Synes, jeg er blevet taget pænt imod på afdelingen, og stoler på, at de andre nok skal kunne lide mig.

Og stolt er jeg, indtil en respiratorisk dårlig patient ruller ind, og jeg står på akutstuen med en ung læge, der er stort set lige så meget på glatis, som jeg selv er, og hun beder mig om at give 2,5 mg morfin. Jeg griber ampullen, er glad for, at jeg ved, at de lyserøde kanyler er dem, vi bruger til at trække op med, har styr på sterilteknikken, læser, at den indeholder 5 mg/ml og i alt 2 ml, véd, at jeg skal trække ½ ml op og gør det. Og så, i det korte øjeblik det tager mig at bukke mig i en ergonomisk tvivlsom stilling og åbne patientens venflon, kommer jeg simpelthen så meget i tvivl om mine egne evner udi lægemiddelregning, at jeg må vende om på hælen og tilbage til bordet med ampullen og tjekke og tjekke igen, at det ikke var 5 mg pr. 2 ml, eller måske noget endnu værre. Kort sagt: at jeg ikke er ved at slå nogen ihjel.

For det er jo det, jeg er bange for. Ikke det med om kollegerne ikke kan lide mig. Eller at nogen opdager, at jeg nærmest intet ved. Jeg lider af en lammende angst for at slå en patient ihjel, mens jeg tosser rundt med hovedet under armen og prøver at bevise for alverden, at jeg ikke har trukket mit autorisationsbevis i en automat.

Jeg har klaret de første to uger uden at slå nogen ihjel. Jeg ved stadig ikke, om det er normalt at have vagt fredag aften før sin friweekend" Eller hvad en feriefridag er, når den ikke er det samme som en fridag eller en feriedag" For slet ikke at tale om en stregdag" Jeg farer fortsat vild i kælderen, når jeg skal finde min garderobe. Jeg dobbelttjekker stadig alting i EPM og driver formentlig kollegerne til vanvid ved at bruge to gange så lang tid i medicinrummet, som de gør. Men det skal nok gå.

Jeg har en livline i kollegerne og bruger den flittigt. Jeg gemmer et eksemplar af Akutte Medicinske Tilstande i mit skab og slår mere eller mindre diskret op i den. Jeg indleder samtaler med patienterne med "jeg kan se i vores papirer, at ..." og har en grum kaffeånde, hvilket alt sammen hjælper med at stive identiteten som offentligt ansat af. Crocs'ene er blevet skiftet ud med guldfarvede Adidas i overensstemmelse med afdelingens lokale tøjmode, ligesom uniformen er blevet suppleret med lidt patient- eller lægetøj her og der.

Så jeg ser i hvert fald cool ud, imens jeg venter på, at de første par måneder eller måske de første par år er gået, og jeg rent faktisk har noget at have det i. Når jeg er sådan rigtig sygeplejerske.

Marie Thorning er 32 år og uddannet på Herlev Sygeplejeskole i januar 2009. Har arbejdet i Nepal i fem måneder og er nu deltidsstuderende på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet, og ansat på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.