Boganmeldelser

Test smagsløgene på nye og uventede kombinationer

Gordon Ramsay

Fastfood med god samvittighed

Forlaget Lindhardt og Ringhof 2008
249 sider - 299,95 kr.

Om fredagen er vi for trætte til at jonglere med potter og pander, så da står den på pizza. Lørdag skal det være nemt, så det bliver en opvarmet færdigret fra supermarkedet. Søndag skal vi lade op til en ny uge, og det gør vi med et besøg på en burgerrestaurant, hvor man venligst også tager sig af at underholde børnene i en verden bestående af lige dele plastic og transfedtsyre.

Der er rigtig mange gode forklaringer på, hvorfor vi fylder os med elendig mad og ikke finder et forklæde og nogle gode råvarer frem. Gordon Ramsay forsøger, med 14 Michelinstjerner i ryggen, at få ændret på den sag. Kogebogen er hans bud på, hvordan man kan lave mad i en fart og af en kvalitet der gør, at samvittigheden er ren og blankpoleret både før, under og efter måltidet.

Mange kender måske Ramsay for hans alt andet end pædagogiske tilgang til kokke og restauranter, som er på fallittens rand både økonomisk og mentalt. Ramsay tager på genopretningsbesøg og efterlader kokken grædende og ejeren dybt frustreret. Det er tv som fanger og fastholder, for der er ikke noget så godt at lune sig ved som andres nederlag.

Her er han mere afslappet, og det er der kommet en dejlig bog ud af. Jeg har lavet et par af retterne og min ene søn en håndfuld. Vi er begge fuldt tilfredse, og sønnen anbefaler, at den utrænede køkkenskriver går ind på youtube.com, hvor man kan se Gordon Ramsay svinge gryderne og derved selv undgå at blive for nervebetonet over opgaven.

Bogen er bygget op over 15 temaer, og der er fem opskrifter inden for hver kategori. F.eks. fem hurtige forretter, fem hurtige pastaretter og fem hurtige fiskeretter.

Ramsay kræver engagement af sin køkkenskriver, og hans krav til spisekammeret kan måske slå en halvlunken sjæl ud af kurs, men tag det roligt. Basis udgøres af en god olie og en god eddike, og er de først købt ind, holder de i nogen tid. Får man smag for at lave mad, får man også lyst til at supplere beholdningen af lagervarer, så den rækker ud over salt, peber, olie og eddike.

Men det væsentlige er trods alt at få testet smagsløgene på nye og uventede kombinationer og at finde glæde ved at bruge 30-45 minutter på at skabe dem.

Grillet aubergine med tahindressing er et godt eksempel. Et sikkert hit, som er nemt at gå til, men ikke en ret som svigermor serverer. Svinekoteletter i ovn med pikant sauce er en anden mulighed, for er man ikke vant til eksotiske varianter i sit køkken, kan man da heldigvis starte med det, der forekommer tilforladeligt og bekendt.

Af Jette Bagh, fagredaktør på Sygeplejersken.

En guldgrube af blodtryksviden

Peter Norsk

Pas på blodtrykket

Bogforlaget Frydenlund 2008
145 sider - 249 kr.

En bog om blodtryk, kan man det" Er blodtryk ikke noget, man læser om i artikler, faglige selskabers udgivelser og konsensusmateriale" Er en bog om blodtryk overhovedet aktuel, når den er udgivet, i betragtning af hvor hurtigt anbefalingerne og grænserne ændrer sig i takt med publiceringen af videnskabelige undersøgelser"

Forfatteren indleder med at angive, at formålet med at skrive bogen bl.a. er "at overbevise andre med forhøjet blodtryk om, at de skal gå i behandling, så blodtrykket sænkes." Aha, den er ikke kun skrevet til læger, laboranter og fagfæller, men til "manden på gaden", hvor dejligt frisk og nyt.

Da jeg en dag gik igennem et stort sygehus' apopleksiafsnit, huskede jeg nogle sætninger, som ramte dybt:

"Hans øjne sagde: Jeg vil give alt, mit arbejde, mine penge, mit hus, min familie, ja, selv min kone, for ikke at sidde her."

Kan denne bog hjælpe hans truede ligemænd og kvinder"

Bogen gennemgår stille og roligt hele blodtrykket og dets familie, kommer ind over de store studier, som har ændret både grænser for diagnosticering og behandling og giver bud på, hvad man selv kan gøre for sit blodtryk, og hvad medicin kan gøre. Selv skrønerne om blodtrykket får en plads.

Særligt afsnittet om den medicinske behandling er interessant for mig, som flere gange ugentlig skal rådgive patienterne om at modtage medicinsk behandling. Jeg har haft bogen med ude i felten, meget apropos, da der både er omtale af slanger og giraffers blodtryk i den, og patient og sygeplejerske har sammen siddet og gransket bogens sider omkring de forskellige medicintyper og deres virkning. Jeg blev meget klogere, andet var nok heller ikke muligt, for jeg synes, det er en sand jungle at nærme mig. Jeg har altid været lidt forbeholden over for at fortælle patienten om de eventuelle bivirkninger, der kan være forbundet med den medicin, han skal have. Men i afsnittet om den sag tager forfatteren brodden ud af problemet ved at anskueliggøre de forskellige alternativer, der er til rådighed. Så patienten blev også klogere, og viden og forståelse er nok nøgleord i forbindelse med denne stille dræbersygdom.

Bogen har nogle dejlige illustrationer og er alt i alt en fornøjelse at læse, så jeg vil svare mig selv: Ja, man kan godt bruge en bog om blodtryk. Som fagperson kan man få meget ud af at læse den, og den er tro mod f.eks. grænserne sat af Dansk Hypertensionsselskab. En guldgrube af letlæselig, letforståelig blodtryksviden.

Af Michala Eich, konsultationssygeplejerske og konsulent, ansat i Lægeforeningen, Uddannelsessekretariatet.

Vigtig debatbog med vekslende tyngde

Finn Diderichsen, Tine Curtis, Finn Kamper-Jørgensen, Jeppe Nørgaard Rasmussen, Jes Søgaard, Jens Kr. Gøtrik, Martin Ågerup, Jacob Andersen, Betina Dybbroe, Annette Kamp, Jonas Gamrath Rasmussen, Ole Felsby og Ida Sofie Jensen

Den tunge ende

- Sandheden om ulighederne og uretfærdighederne i den danske sundhed

Dagens Medicin Bøger 2008 

Det er prisværdigt, at Dagens Medicin har udgivet en debatbog, hvor flere forfattere bidrager med viden og synspunkter på uligheder og uretfærdigheder i den danske sundhed. I dagens debat om sundhedsvæsenet og sundhedssystemet er det sjældent uligheden, der fokuseres på.

Bogen er blevet til på baggrund af indignation over de upåagtede forskelle i middellevetid i Danmark, hvor mennesker med de laveste indkomster og ringeste uddannelser har en middellevetid på niveau med det tidligere Østeuropa, mens dem med de længste uddannelser opnår en middellevetid i verdensklasse.

Den sociale gradient med stigende sygelighed og dødelighed er det ene aspekt, marginaliserede grupper og socialt udsatte menneskers sundhed er det andet aspekt, som Finn Didrichsen og Tine Curtis, der kommer fra forskellige institutter for folkesundhedsvidenskab, indledningsvis tager fat på. Naturligvis ikke uden at bringe KRAM og livsstilsfaktorer i spil.

Forfatterne ansporer til en flerstrenget forebyggende indsats, hvor der er nok at få taget fat på for kommuner, regioner og stat. Forfatterne peger på fire vigtige indgangsvinkler til at mindske den sociale ulighed i sundhed: Begrænsning i forbruget af tobak og alkohol ved hjælp af statslig lovgivning og afgiftspolitik; fysisk planlægning og trafikpolitik som afgørende faktor for befolkningens fysiske aktivitet; forbedret ergonomisk og psykosocialt arbejdsmiljø og desuden en stærk forbedring af den psykiatriske rehabilitering for socialt udsatte.

Finn-Kamper Jørgensen og Jeppe Nørgård Rasmussen bidrager med en analyse af ulighed i behandling. Der skelnes mellem patientrelaterede faktorer, f.eks. forsinket lægesøgning og manglende pres for at få behandling; lægerelaterede faktorer, f.eks. negligering af den mindre veltalende patients behov, og faktorer i sundhedsvæsenet, f.eks. afstand til sygehus.

De sociale forskelle i prognose og behandling efter hjertesygdom og kræftbehandling bliver gennemgået i kapitlet, der også munder ud i fire konklusioner. Efter disse to indledende kapitler er det slut med stringens i opbygning af kapitlerne, der også har vekslende tyngde i argumentationen. Skribenterne tæller forfattere som Martin Ågerup, direktør i Cepos, og Ida Sofie Jensen, direktør i lægemiddelindustrien.

Bettina Dybbroe og Annette Kamp, begge fra RUC, bidrager med markante synspunkter om sundhedsfremme i arbejdslivet som kan medvirke til at mindske ulighed i sundhed. Forfatterne argumenterer for, at den udvikling, hvor sundhedsfremme på arbejdspladsen fungerer på markedsvilkår, stækker muligheden for at påvirke ulighed i sundhed. Ud fra det økonomiske rationale er der risiko for, at sundhedsfremme mister forbindelsen med menneskers liv, så sundhed bliver en ydre kvalitet adskilt fra menneskers erfaringsverden og løsrevet fra sociale vilkår. En væsentlig pointe.

Der er en enkelt skønhedsfejl i den meget aktuelle og vigtige debatbog. Mennesker med langvarig sygdom kaldes kronikere. Hvordan har det ord sneget sig ind"

Af Marianne Mahler, sygeplejerske, MPH. Ansat som sygeplejefaglig konsulent på Ældrekontor Østerbro, København.

For meget fornuft og for lidt magi

Lone Løhde Rye

Astrid er donorbarn

Landsforeningen af Ufrivilligt Barnløse 2008
24 sider - 50 kr.

"Du må komme, Viktoria er begyndt at spørge til sin far, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," stod der i en mail fra den unge mor, som jeg havde haft kontakt med i en årrække. Nu kan hun fortælle, at han hedder Jan, og hun havde endda et sted i gemmerne billeder af ham at vise frem.

Hvis Viktoria delte skæbne med et af de ca. 450 børn, som årligt fødes som såkaldt donorbarn, havde hendes mor haft en anden udfordring.

"Astrid er et donorbarn" er udgivet af "Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse" i samarbejde med foreningen "Donorbørn og forældre". Formålet er at være en hjælp til at fortælle barnet, hvordan det er blevet til, og målgruppen er børn i fem- til otteårsalderen. Familien er i centrum i fortællingen, og donor benævnes som en udenforstående person. Han er tegnet som en skygge og beskrives som den, der har hjulpet forældrene til at få de børn, som de har ønsket sig. Historien fortælles i store linjer, hvordan vejen går fra sædbank, til befrugtning, graviditet og fødsel. Mange børn vil utvivlsomt have en del tillægsspørgsmål undervejs og have behov for at få uddybet fortællingen.

Temaet: "Hvem ligner jeg" berøres i den lille fortælling om, at Astrid får en lillebror, der ligesom hun selv er donorbarn. Astrid ligner sin mor, hvorimod lillebroren ikke ligner resten af familien, men sandsynligvis donoren.

Bogens hensigt er at hjælpe forældre med at tale med deres børn om deres undfangelse ved hjælp af en ukendt donor, men med plads til at den personlige historie kan fyldes på. Fortællingen er i tekst og tegning. Jeg kunne ønske, at fornuften havde fået lov at vige pladsen en anelse til fordel for æstetikken og magien med tanke på den tiltænkte målgruppe.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske, ansat i Furesø Kommune.

En problematisk film

Plejebolig - en værdig livsafslutning

Landsforeningen Liv & Død
28 minutter - dvd, gratis
Kan ses på www.plejebolig.dk. eller rekvireres gennem Landsforeningen Liv & Død; www. livogdoed.dk
Tlf. 3336 4970

Det er dybt ulykkeligt, når en plejehjemsbeboer indlægges akut og behandles eller genoplives mod eget ønske. Det er derfor vigtigt at få afklaret plejehjemsbeboerens ønsker for den sidste levetid og undgå unødige indlæggelser samt tilkald af vagtlæger.

Men om de dilemmaer og valg, der skal træffes, diskuteres bedst gennem en udbasunering for åben skærm, stiller jeg mig skeptisk over for.

Personligt ville jeg hverken som beboer eller pårørende bryde mig om at blive konfronteret med emnet i en film vist på et bruger-pårørende-møde, der nævnes som et egnet visningsforum.

Filmen er problematisk af flere årsager. Spørgsmålet om valg/fravalg af behandling skildres gennem et autentisk ægtepar; Ingvar, der er dement og ude af stand til at træffe beslutninger på egne vegne, og hustruen Lene, der bliver involveret i valg om medicinsk behandling på sin mands vegne. Men ud over dette valg har hustruen, og indirekte vel også lederen af Absalonhus, det plejehjem på Vesterbro hvor dvd'en er optaget, truffet en beslutning på Ingvars vegne om hans deltagelse i filmen, hvilket efter mit skøn er til etisk og juridisk diskussion.

Landsforeningen Liv & Død, der sammen med Sygekassernes Helsefond har støttet filmen økonomisk, informerer telefonisk om, at Ingvar ikke er umyndiggjort. Etik og lovgivning om rettigheder på vegne af inhabile, uafvendeligt døende patienter/beboere, som filmen kun omtaler sporadisk, er grundlaget for at træffe valg på andres vegne, men det nævnes ikke i filmen, selv om det er et af formålene med den.

Som den stolte mand, Ingvar, beskrives inden demensens ankomst, tvivler jeg på, at han ville have givet tilsagn om at deltage i filmen. Tvivlsspørgsmålet kunne være undgået ved at anvende statister.

Sygeplejefagligt er vi vidner til, at samtaler om det uafvendeligt døende menneske ikke foregår med den fornødne nænsomhed.

Forstanderen for Absalonhus tager samtalerne om Ingvars situation med hustruen lidt i forbifarten, er indtrykket, og det er hustruen der nøje forklarer forstanderen, at det må bero på en faglig vurdering, om Ingvar er uafvendeligt døende, hun vil ikke bære ansvaret. Sidst, men ikke mindst, giver en social- og sundhedsassistent forkert information om diuretisk behandling, der ikke gives for at "holde gang i blæren".

De mest kvalificerede indlæg kommer fra geriateren Claus Moe og praktiserende læge Thomas Gorlén, som i et ligefremt sprog formår at forklare, at det ikke er let at sige, hvornår et menneske er uafvendeligt døende, og hvad forskellen er på helbredende og lindrende behandling. Her kan plejehjemsmedarbejdere under sygeplejerskeniveau hente brugbar viden, men vis ikke filmen på et bruger-pårørende-møde. Emnet kræver nærvær, empati og viden om beboeren og lovgivningen, hvilket forvaltes bedst gennem samtaler med den enkelte beboer, dennes læge og de pårørende.

Af Evy Ravn, sygeplejerske og fagredaktør, ansat på Fagbladet Sygeplejersken.