Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Du må gerne ytre dig

Ud med sproget. Før du overvejer at gå i medierne og fortælle om kritisable forhold, som du via dit arbejde har kendskab til, er det en god idé at have styr på dine rettigheder.

Sygeplejersken 2009 nr. 3, s. 20-21

Af:

Rebekka Holm Andersen, journalist

SY-2009-03-18bFoto: Simon Knudsen

Når offentligt ansatte sygeplejersker skal ytre sig, er ordet stort set frit, men det er vigtigt at pointere, at du som udgangspunkt kun har ret til at repræsentere dine egne personlige meninger og holdninger og ikke arbejdspladsens officielle holdning.

Der er dog visse begrænsninger i ytringsfriheden:

  • Du må ikke fremsætte ærekrænkende udtalelser.
  • Du må ikke ytre dig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om din arbejdsplads.
  • Du skal overholde regler omkring tavshedspligt.

Ret til at tie

Der gælder andre regler, hvis du udtaler dig på arbejdspladsens vegne. Ledelsen på din arbejdsplads kan have lavet retningslinjer om, hvem der kan udtale sig, og om hvad på de enkelte områder. Hvis du pludselig får en journalist i røret og ikke har lyst til at udtale dig, så har du også ret til at sige fra.

Det er altid en god idé at afklare dine retningslinjer for at udtale dig med din nærmeste chef, og vær opmærksom på, at der i afdelingsregi kan være aftaler om, at afdelingslederen eller anden medarbejder skal fungere som talsmand.

Kilde: Bogen "Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed"  

PRIVATANSATTE SYGEPLEJERSKERS YTRINGSFRIHED

Privatansatte har samme ytringsfrihed som offentligt ansatte (såvel offentligt som privatansatte har tavshedspligt). Men som privatansat sygeplejerske skal du være opmærksom på, at vurderingen af beskyttelsesinteresserne for hhv. den private og den offentlige arbejdsgiver er forskellig.

Vurderingen af loyalitetsforpligtelsen i forhold til den private arbejdsgiver kan føre til, at negativ omtale af virksomheden eller dennes produkter kan begrunde opsigelse og i grovere tilfælde bortvisning. Det vil ofte betyde, at privatansatte afholder sig fra negativ omtale af virksomheden m.v. Den offentligt ansatte har også en loyalitetsforpligtelse, men det offentliges beskyttelsesinteresser har en anden karakter end den private arbejdsgivers.

Kilde: Lars Svenning Andersens ”Funktionærret”, Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed fra september 2006.
 

NÅR JOURNALISTEN RINGER

Hvis du kommer ud for, at en journalist ringer for at få en kommentar, så har du tre muligheder: Send opkaldet videre til lederen eller sig, at du ikke har tid. Men du har også en tredje mulighed, og det er at høre efter, hvad journalistens præcise spørgsmål er. Sig at du vil ringe tilbage om 20 minutter. Imens kan du overveje, om det overhovedet er dig, der skal svare på spørgsmålene, eller om du kan finde ud af, hvem der kan svare. Hvis det er dig, så overvej, hvilke tre budskaber, du gerne vil sige. Lad være med at starte fra Adam, Eva og Florence, fordi du gerne vil være sikker på, at journalisten kender hele baggrunden. Du kan altid bede om at få læst dine citater op, men så skal du huske at være klar ved telefonen til den aftalte tid, for der er ofte kort tid til deadline.

Hvis du arbejder på en afdeling, hvor I oplever, at journalister ringer og spørger til de samme fakta om gennemsnitlig indlæggelsestid og antal patienter igen og
igen, så kan I evt. udarbejde et faktaark med de oplysninger, som alle spørger til.

Kilde: Fagbladet Sygeplejerskens undervisningsmateriale. 
 

PRIS TIL GAVN FOR YTRINGSFRIHEDEN

Fagbladet Sygeplejersken har sin egen ytringsfrihedspris, som er opkaldt efter tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd Kirsten Stallknecht. Prisen gives til en sygeplejerske, som inden for de seneste to år har brugt sin ytringsfrihed til at markere sig i den offentlige debat om sygeplejefaglige, etiske og/eller sundhedspolitiske problemstillinger med det formål at forbedre sygeplejerskers arbejdsvilkår eller de sundhedsmæssige vilkår for særlige patient- eller befolkningsgrupper. Sygeplejersken kan have benyttet sin ytringsfrihed i radio, tv, i landsdækkende eller lokale dagblade eller i fagbladet Sygeplejersken.

I 2009 skal prisen uddeles for femte gang. Tidligere modtagere er:
2001: Forstander Thyra Frank, plejehjemmet Lotte, Frederiksberg
2003: Forstander Robert Olsen, Mændenes hjem, København
2005: Sygeplejerske Connie Svit, der dengang arbejdede på en medicinsk afdeling i Århus
2007: Sygeplejerskerne Bettina Kølle og Stine Kongsgart Reunert, der dengang begge arbejdede på forskellige medicinske afdelinger i hovedstaden.