Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nøglepersoner inden for ernæringspleje

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for ernæring under indlæggelse. Hovedbudskabet er, at etablering af nøglepersoner kan være med til at sikre en optimal ernæringspleje. Artiklen er skrevet på baggrund af erfaringer ved Sygehus Sønderjylland.

Sygeplejersken 2009 nr. 3, s. 42

Af:

Ellen Sandahl Sørensen, sygeplejerske, MPH

Et nyt netværk inden for kostområdet på medicinsk Center ved Sygehus Sønderjylland har set dagens lys. 22 nøglepersoner frem til nu er klar til at sikre den optimale ernæringspleje til patienten under indlæggelsen på sygehuset. Netværket skal fungere som drivkraft for forandring og kvalitetsudvikling inden for ernæringsområdet på Medicinsk Center

Projekt FoodForward

Uddannelsen af nøglepersoner er sket på en specialetableret uddannelse under det regionale projekt "Styrk ernæringsindsatsen", som er en del af det europæiske socialfondsprojekt FoodForward.

FoodForward blev oprettet for at sikre, at viden om sunde fødevarer, sundhed og ernæring, sunde spisevaner og et sundere liv omsættes til kompetencer, primært i regionens fødevareindustri, den offentlige sektor og blandt de sundhedsprofessionelle fagfolk. University College Syd har i regi af projektet bl.a. uddannet 22 kostnøglepersoner i Medicinsk Center i 2008. Uddannelsen består af fem kursusdage spredt over et halvt år.

Synlig ernæringspleje

Målet for kostnøglepersonerne i netværket er at arbejde for en høj kvalitet i ernæringspleje til patienten under indlæggelse, og nøglepersonerne er på baggrund af den nyeste, evidensbaserede viden i stand til at skille facts fra myter. Nøglepersonerne arbejder for at synliggøre kostens betydning for patientens indlæggelsesforløb og udviklingen af ernæringsområdet i afdelingerne, hvilket vil ske ved at dele viden med kollegaer og fastholde fokus på ernæringsplejen.

Her er ernæringsscreening en vigtig del i forhold til dokumentation og monitorering af ernæringspleje, og for nøglepersonerne er en vigtig opgave derfor at formidle implementeringen af ernærings-screeningsredskabet som en del af Sygehus Sønderjyllands kvalitetsstandarder. Den tværfaglige indsats er her helt central, hvorfor det er vigtigt at bringe klarhed over og forståelse for de enkelte faggruppers ansvarsområder i forhold til bl.a. ernæringsscreening.

Nøglepersonerne kan desuden bistå med individuelt tilpasset information til patient og pårørende.

Netværk via internettet

Ernæringsindsatsen lever nu videre i det etablerede kostnetværk mellem matriklerne i Medicinsk Center. Netværket vil fungere via sygehusets interne intranet. Her er der oprettet et forum, der er tilgængeligt for alle sundhedsprofessionelle i ernæringsindsatsen, og hvor sygehusets uddannede kostnøglepersoner kan synliggøre tiltag og diskutere faglige spørgsmål med hinanden og kollegaer i afdelingerne.

Der vil også blive arrangeret halvårlige netværksmøder for kostnøglepersoner. Næste netværksmøde arrangeres i Haderslev i marts af de lokale kostnøglepersoner.

Ellen Sandahl Sørensen er ansat som adjunkt i Videnscenter for Sundhedsfremme, University College Syd.