Sygeplejersken
Tillykke, nu er du sygeplejerske
Dimitteret. Mødet med virkelighedens patienter var med til at overbevise sygeplejestuderende Kathe Vammen om, at hun havde valgt den rigtige uddannelse.
Sygeplejersken 2009 nr. 3, s. 32
Endelig. Kathe Vammen får sit bevis på, at hun nu er en rigtig sygeplejerske. Vicerektor på Sygeplejerskeuddannelsen Herlev, Anne Bondesen, ønsker tillykke. Foto: Poul Rasmussen
Redaktionen følger sygeplejestuderende Kathe Vammen fra start, til hun dimitterer i januar 2009. Hvordan det går hende i klassen, til eksaminer og i praktikophold. Den første kanyle. Den første operation. Den første svære samtale med en patient, en pårørende eller en kollega.
Store og små oplevelser, der betyder noget for en studerende. Kathe har netop overstået 4. semester og har nu været igennem de obligatoriske klinikophold i medicinsk og kirurgisk afdeling, i hjemmeplejen og i psykiatrien. Hun er 43 år og alenemor til to teenagebørn.
De fem artikler
En sygeplejestuderendes liv - den første praktik
En sygeplejestuderendes liv - ingen vej uden om teorien
En sygeplejestuderendes liv - slår jeg til
"Tillykke, du er sygeplejerske, og du har fået 12," siger eksaminator. Den netop nybagte sygeplejerske Kathe Vammen er kaldt ind efter at have ventet uden for eksamenslokalet i noget, der føles som lang tid, men i virkeligheden varede mindre end 10 minutter. Hun sætter sig ned med hænderne for ansigtet for lige at fordøje den høje karakter. "Har du lyst til at høre om opgaven"" spørger censor.
"Det var så uvirkeligt. At blive færdig som sygeplejerske og få 12," fortæller Kathe Vammen et par dage efter den 19. januar, hvor eksamen fandt sted på sygeplejeskolen i Herlev.
Hun har skrevet bachelorprojekt sammen med studiekammeraten Randi, som også får 12 til eksamen. Projektet handler om, hvordan man mestrer at leve med diabetes type 2, og hvad der skal til, for at man kan ændre livsstil. De har bl.a. kastet sig ud i at lave interviews med diabetikere i en motivationsgruppe.
Nu er Kathe Vammen en flyvefærdig sygeplejerske, og tanken kan godt virke lidt skræmmende. Når man er i praktik og bliver stillet spørgsmål fra pårørende eller patienter, kan man altid svare, at man lige vil vende spørgsmålet med en af de uddannede sygeplejersker.
"Pludselig er det mig, der er den uddannede, og det skal jeg lige vænne mig til," siger hun.
Fast job i psykiatrien
Kathe Vammen har allerede fået fast job på Psykiatrisk Center i Ballerup på en lukket gerontopsykiatrisk afdeling, hvor hun tidligere har været i klinik og haft sommerferievagter. Da hun i sin tid startede på uddannelsen, var psykiatrien det speciale, der bare skulle overstås. Men mødet med de skizofrene, de psykotiske, de depressive og de demente under klinikken i psykiatrien viste sig at være en stor og positiv overraskelse.
"Der er bedre tid til patienterne i psykiatrien frem for på travle medicinske afdelinger. Det er et tålmodighedsarbejde at have med psykiatriske patienter at gøre, og det kan jeg godt lide," siger Kathe Vammen.
Undervejs i uddannelsen er det ikke i alle klinikforløb, hvor hun har følt sig lige godt til rette. Hun mener, at det har afgørende betydning, at den studerende bliver fulgt tæt af en vejleder og fungerer godt med sine kolleger.
"Det er faktisk vigtigere, end at man kommer på en afdeling med et speciale, som man synes er super spændende. Jeg har kendt studerende, der er droppet ud af uddannelsen, fordi de i deres praktikker ikke har følt sig velkomne som studerende. Det er bare så synd, når det sker," siger hun.
Hvad har overrasket dig mest på uddannelsen?
"Det er hårdere, end jeg havde forventet, specielt teoridelen på første del af uddannelsen fyldte meget. For mig rykkede det først for alvor, da jeg kom i min første klinik på kardiologisk afdeling. Da tænkte jeg, at det her er den rigtige uddannelse for mig," siger Kathe Vammen.
Sygeplejersken har bedt Kathe Vammen om at skrive sine tanker ned i dagene op til eksamen.
Det er weekenden før den sidste store eksamen den 19. januar kl. 13. Bøger og noter flyder over det hele blandet med julepynten, der heller ikke er lagt i kasser endnu. Kan godt mærke, at jeg har megen uro i kroppen, og at tankerne er koncentreret om den store og afgørende dag i morgen. Det er søndag aften, og noterne er lagt væk - kan vist ikke rumme mere i mit hoved.
I løbet af ugen har Randi, som jeg har skrevet opgave med, og jeg brugt et par dage på "at spille pingpong". Den ene dag på en café, mens vi gennemgik teoretikere og spiste brunch. Det har været rigtig lærerigt og godt for os begge. Håber, at det i morgen viser sig at have været en god strategi.
Mandag morgen - har sovet som en sten. Det plejer ellers ikke at være sådan op til en eksamen, så det var helt rart at have fået en god nattesøvn.
Nu skal tiden bare gå til kl. 13, og klokken er kun otte. Ungerne er sendt i skole. Har lovet dem, at de er de allerførste, jeg ringer til, når jeg er færdig.
Klokken er 12.30, og jeg kører til skolen. Det er en meget mærkelig følelse, at det nu er sidste gang, jeg skal ind på skolen, og om en time er det hele forhåbentlig vel overstået. En ansat på skolen, som har fulgt mig under min uddannelse, kommer hen til mig, mens jeg sidder og venter på at komme ind til eksamen, og så begynder jeg bare at græde. Nervøsitet blandet med alt det følelsesmæssige - det var vist bare for meget.
Min eksamen bærer vist lidt præg af min nervøsitet, men jeg får styr på nerverne, da jeg føler, at det kører meget godt.
Det er stadig en uvirkelig følelse nu at være sygeplejerske - men jeg er så glad og kan næsten overkomme alt lige nu. Det er så vildt og en helt ubeskrivelig følelse. Der går nok noget tid, inden det helt går op for mig, at 4½ års studier med hf forud for sygeplejerskeuddannelsen er slut. Nu starter et nyt kapitel for mine to børn og mig.