Sygeplejersken
Udfordringen: Fik bugt med det dårlige arbejdsmiljø
Problemknuserne. I løbet af de seneste år er det lykkedes personalet på Endokrinologisk Ambulatorium at vende et dårligt arbejdsmiljø. Det er stærkt medvirkende til, at ambulatoriet kan håndtere 50 pct. flere nyhenviste patienter og har klaret en flytning, uden at det har medført længere ventetider, stresset personale og utilfredse patienter.
Sygeplejersken 2009 nr. 3, s. 30-31
Af:
Christina Sommer, journalist
Illustration: Lars Andersen
For knap fire år siden var Endokrinologisk Ambulatorium på Herlev Hospital nærmest berygtet for sit dårlige arbejdsmiljø. Det husker Tine Bech tydeligt.
Her stod hun nemlig over for at skulle tiltræde stillingen som afdelingssygeplejerske for Endokrinologisk Ambulatorium samt Diabetesambulatoriet og Medicinsk Dagshospital, der alle hører under Medicinsk Endokrinologisk Afdeling J på Herlev Hospital.
Det fik dog ikke den nu 39-årige sygeplejerske til at fortryde jobskiftet. Med lysten til at lede og lederuddannelsen Galileo fra det daværende Københavns Amt i bagagen satte hun sig for at vende det dårlige arbejdsmiljø til noget godt, og nogle af hendes vigtigste våben blev evnerne til at stille spørgsmål, gribe konflikter konstruktivt an og være en synlig og stærk leder.
"I begyndelsen stillede jeg konstant spørgsmål til arbejdsgange og arbejdsprocesser, og jeg meldte med det samme ud, at jeg ikke ville tolerere sladder og bagtaleri, og det accepterede flertallet af medarbejderne. Men Endokrinologisk Ambulatorium havde ikke haft en afdelingssygeplejerske fysisk tæt på før, og det havde nogle svært ved at vænne sig til," siger Tine Bech.
At medarbejderne var delt i to lejre, fandt hun dog råd for. "Mens problemerne stod på, opfordrede jeg medarbejderne til straks at sige fra over for de mere negative kommentarer. Ellers skulle de komme til mig, så jeg kunne tage mig af det," siger Tine Bech.
Ikke én vil splid
Og sådan er der stille og roligt blevet sat en stopper for det dårlige arbejdsmiljø, fortæller sygeplejesekretær Anja Henriksen og sygeplejerske Kristvør Yndigegn.
"Generelt har vi det rigtig godt med hinanden. Vi holder af hinanden og har respekt for hinanden uden at være slyngveninder, det er patienten og arbejdet, vi fokuserer på. Men selvfølgelig kan vi også komme skævt ind på hinanden. Ofte er vi selv gode til at få talt ud, men får vi ikke lige gjort det, er Tine der straks, så evt. problemer bliver løst hurtigt," siger Kristvør Yndigegn.
Tine Bech supplerer: "Vi er et lille sted, så det er svært at gemme sig. Der er ikke én medarbejder, der vil splid. Og vores grundlæggende holdning er, at problemer er til for at blive løst. Der vil altid være udfordringer, spørgsmålet er bare, hvordan vi griber dem an," siger hun.
Med årene har de få modarbejdende medarbejdere skiftet job, og med Tine Bechs lederstil og medarbejdernes positive indstilling er det dårlige arbejdsmiljø en saga blot, hvilket ifølge Tine Bech uden tvivl har været stærkt medvirkende til, at Endokrinologisk Ambulatorium de seneste år har overkommet flere udfordringer i flot stil.
Effektive patientforløb
En af de store udfordringer var flytningen fra Herlev Hospitals hovedbygning til de såkaldte pavilloner for snart et år siden. Det blev set som en mulighed for først og fremmest at få mere plads, men bl.a. også for at gennemgå alle arbejdsgange og processer grundigt.
For eksempel afleverer lægen nu selv papirerne til sekretærerne og beder patienten om at tage plads i venteværelset, indtil sygeplejesekretæren kalder dem op. Tidligere fik patienten selv forsiden med ud til sygeplejesekretæren, men det skabte meget uro og kø ved skranken. "Det giver ro, og sygeplejesekretæren får tid til andre opgaver," siger Tine Bech.
Et andet, nyt tiltag er at opfordre patienterne til at sende evt. spørgsmål og forespørgsler på mail i stedet for at ringe, og her spiller både sygeplejesekretærerne og sygeplejerskerne en stor rolle i at besvare de mails, de kan, samt sende de andre mails videre til de relevante kolleger.
"Vores faste patienter kan f.eks. sende en mail om, hvornår de ønsker at hente medicin, og her er aftalen, at de kun hører fra os, hvis det ikke kan lade sig gøre, hvilket sparer tid for både patienterne og os," siger Tine Bech.
Både patienter og pårørende bemærker da også stemningsskiftet. "En af vores kroniske patienter, der er blevet behandlet her i mange år, bemærkede for nylig, at der var sket noget. Hun mente, vi måtte have fået færre patienter eller mere personale, da hun mærkede en helt anden ro og overskud på afdelingen," fortæller Tine Bech.
Holder ventetider nede
Men der er næsten tale om det stik modsatte. I løbet af det seneste år har Endokrinologisk Ambulatorium fået ca. 50 pct. flere nyhenviste patienter, mens antallet af tilknyttede patienter de seneste år har ligget nogenlunde stabilt på omkring 3.000 ambulante patienter i alt. Ambulatoriet har ikke fået tilført flere ressourcer end en sygeplejesekretær, men formår alligevel at holde ventetiderne nede. Det er om noget udtryk for effektive patientforløb og engagerede medarbejdere, mener Tine Bech, mens Kristvør Yndigegn supplerer:
"Vi sætter en enorm ære i, at patienterne ikke skal vente længere end det, lægerne stiller dem i udsigt, og vi overbooker da også med rund hånd," siger hun.
At ventetiderne kan holdes nede, tilskriver Tine Bech også personalets evner til at samarbejde på tværs af faggrænser samt et bevidst fokus på opgaveglidning. "I nærmeste fremtid skal sygeplejerskerne f.eks. til at overtage et par lægeopgaver som at lave synachthentest og give i.v.-medicin. Derudover tror jeg, at der tidligere blev brugt meget tid på det dårlige arbejdsmiljø, den bruger vi jo på patienterne nu," siger Tine Bech.
På spørgsmålet om, hvad afdelingen gør for at pleje det gode arbejdsmiljø, svarer Tine Bech prompte: "For lidt."
Hun uddyber dog straks: "I hvert fald ikke målt på mødeaktivitet. Men vi har en stor fleksibilitet, hvad angår arbejdstider og i al almindelighed. Og så er der en enorm respekt og lydhørhed blandt medarbejderne, og vi gør meget ud af at give feedback, ros og hjælpe hinanden og dyrke den gode historie. Og netop fordi arbejdsmiljøet har været så dårligt, værner vi i dag alle ekstra meget om det rigtig gode," siger Tine Bech og påpeger også, at afdelingen har en årlig temadag.
Udfordringen: At udvikle og fastholde et godt arbejdsmiljø samtidig med flytning til nye lokaler og en stigning i nyhenviste patienter på 50 pct.
Sted/afdeling: Endokrinologisk Ambulatorium på Herlev Hospital.
Det gjorde de: Medarbejderne og afdelingssygeplejersken har i løbet af fire år formået at vende et dårligt arbejdsmiljø til et godt og ikke mindst fået det til at bundfælde sig.
Det har de opnået: Effektive patientforløb, korte ventetider og tilfredse patienter og personale.
Det er de stolte af: Udryddelsen af sladder og bagtaleri, samt at patienterne ofte afslutter deres forløb med et ”tak for god behandling”.
Det slås de stadig med: Faren ved et lille, sammentømret, travlt sted er, at mange instrukser og standarder kun eksisterer i medarbejdernes hoveder. De skal med tiden nedfældes
på papir.